Denne weekend har jeg skiftevis haft ondt i maven og glædet mig til. Villads skulle nemlig noget, som han aldrig har prøvet før.
Villads skulle sove ude for allerførste gang, mens mor og far tog til trediveårs fødselsdag. Det var en vild følelse. Min lille purk skulle sove en hel nat, uden at jeg var i nærheden. Det gjorde mig både sørgmodig og stolt. Min lige-pludseligt alt for store dreng.
Weekenden startede ud med, at vi drog mod vores hjemby Haderslev. Vi tog med offentlig transport, hvilket passede os helt fint, da Villads ikke er særlig begejstret for sin autostol. Villads blev dog meget utålmodig den sidste time, og vi endte med, at putte ham i bussen med en godnatflaske. Det resulterede i, at han lige pludselig var frisk som en havørn, så han nåede alligevel at hilse på farfar og hans kæreste, før han igen skulle til drømmeland.
Morgenen efter spiste vi morgenmad hos selv samme. Derefter mødtes vi med min mor og fik en sludder og en kop varm kakao. Det er med at nå hele vejen rundt, når vi endelig er hjemme, så weekenden var tæt pakket.
Efter Villads formiddagslur var vi nede i gågaden til et internationalt marked med boder fra alt fra Holland til Spanien. Det var virkelig sjovt at se og smage de forskellige lækre sager, og Villads var ellevild med næsten alt.
Vi tog derefter på legepladsen, for at Villads kunne brænde lidt krudt af. Det nød han i fulde drag. Og jeg overdriver ikke, hvis jeg siger, at han var over det hele.
.
Snart var det tid til Villads anden lur, og vi kunne gøre os klar til den forestående fest. Da Villads har nægtet at spise frokost i vuggestuen, valgte vi at tage ham med op den første time, så han kunne få lidt i maven, inden han skulle overlades til andre.
Tæt på forsamlingshuset var der hele to legepladser, og lillemanden tumlede rundt og havde en fest. Da det var tid til at Villads skulle hjemad tog farmand med, og lod mig blive og nyde den gode middag. Heldige mig.
Jeg havde virkelig sommerfugle i maven, og var helt klar på, at tage hjem igen, hvis der var det mindste. Heldigvis gik det overalt forventning, og farfar kunne berette næste morgen, at han højst havde været ked af det i sammenlagt fem minutter. Villads havde kun vågnet to gange den nat, hvor han bare skulle have sutten, før han igen kunne sove videre.
Jeg var overlettet. Så sej min lille gut han er.
Desværre var det dog en lidt anden sag om morgenen. Selvom han hyggede sig, havde Villads ikke lyst til at spise morgenmad, når han ikke vidste, hvor vi var, og farfar måtte vække os kl. 6.30.
Jesper fik lov at sove videre, og selvom jeg havde en anelse ondt i håret, og var ærligt talt ret træt, stod jeg gladeligt op med min skønne bandit.
Det havde været en rigtig skøn weekend, og jeg var fuld af lykkebobler i maven. Desværre viste det sig dog, at søndagen blev lidt en anden sag…
Vi havde købt billet til toget, så ville være hjemme til at spise aftensmad, hvilket passede perfekt med Villads dagsrytme. Da vi pænt stod og ventede på stationen, fik vi dog alligevel beskeden, om at vi ikke kunne komme med, da toget var overfyldt.. Alligevel smilte jeg til DSB-kontrolløren, for jeg tænkte jo, at der umuligt kunne komme flere forsinkelser. Der kunne jeg dog godt tro om.
Vi tog det næste tog, som skulle gå direkte til Aarhus. Her måtte vi stå af i Fredericia, da der åbenbart, var et tog, som var brudt sammen i Hedensted. Pænt måtte vi endnu engang sidde og vente, mens jeg kunne se vores stille og rolige aften derhjemme smuldre lige så stille.
Da vi kom med det næste tog, troede vi at det skulle være det, men pludselig lød det over højtalerne, at vi nu skulle holde stille i Vejle i tredive minutter. Jeg var chokket, og måtte bruge turen på, at underholde et meget utålmodigt barn, som ikke kunne forstå, hvorfor man ikke måtte kravle overalt i toget.
I bussen faldt han (endelig!) i søvn i mine arme. Jeg bar ham hele vejen hjem, men så snart vi trådte ind af døren, og jeg fumlede rundt med mine nøgler, vågnede han brat, og så måtte vi starte forfra igen.
Jeg var udmattet, (meget) træt og frustreret, da han endelig faldt til ro sent i går aftes. Så meget, at jeg faldt i søvn med mobilen i hånden, og kl. 3.00 om natten vågnede i samme stilling, hvor jeg måtte erkende, at jeg nok var for træt til at skrive videre.
Alt i alt var det en god weekend, som jeg vil se tilbage på med glæde, men jeg må erkende, at der nok går lidt tid, før jeg igen sætter mine ben i et DSB-tog.
Lucas fylder sit allerførste år den 8 September. Det er liiiige om lidt, selvom jeg føler, at jeg jo lige har født ham! Året er simpelthen fløjet afsted, og min bandit bliver alt for hurtigt stor. Jeg er igang med at forberede hans store dag, og nu kan jeg også – endelig – krydse hans ønskeliste af på tjeklisten.
Her kan du se hvad han ønsker sig i gave fra dem der har ham kær. 🙂
Vi har lige fået en knald-lækker cykel med cykelstol af min far og stedmor. Det er så fantastisk, at vi kan spare lidt tid om morgenen på vej til vuggestuen. Jeg ville aldrig i livet cykle med ham, uden at han har cykelhjelm på, og derfor har han ikke været ude at prøve den endnu. Jeg er sikker på, at han kommer til at elske at sidde bagpå, derfor ønsker han sig en cykelhjelm, så vi kan komme udsat fræse hurtigst muligt. Jeg er helt pjattet med hjelmene fra Egg, især racerhjelmen er bare så fed. Jeg synes at det er ret mange penge for en cykelhjelm, men hans sikkerhed er et af de steder, hvor jeg nægter at gå på kompromis.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig et legekøkken og en tipi til ham. Så kan han bruge timevis på at lave mad i sit køkken, eller hoppe ind i sin lille hule, hvis han har brug for en pause eller en lille hyggestund.
Banditten er begyndt at gå, dét er altså stort og nok noget af det sødeste jeg nogensinde har set! Et par gode begyndersko er nødvendige nu, og sådan et par står defor meget højt på ønskelisten. Jeg er vild med alle de søde sko fra Angulus, og valget er faldet på et par med velcro, da jeg har en forestilling om, at det er mest praktisk, når man som os (oftest) har lidt travlt med at komme ud af døren. 🙂
Det er med at udnytte, at han stadig er så lille, at han ikke forventer at der er legesager i alle pakkerne. Han har også ønsket sig lidt tøj af sin bedste ven Villads, ham og hans søde mor har altid så god smag. 😉 Vores økonomi er ret stram det næste halve år, som jeg også nævnte i indlægget her. Derfor er vi nødsaget til at have lidt praktiske ting på ønskelisten til jul og fødselsdag, men tro mig – han kommer ikke til at mangle noget.
Det er nogle lidt dyre ønsker, der står på hans liste, og jeg ved da godt at han langt fra får det hele. Men jeg synes at det er dejligt for familien, at der er lidt at vælge imellem, og så er der også plads til, at vi kan blive overraskede. 🙂 Der er også nogle lækre legesager på ønskelisten. Udover det på billedet ovenfor ønsker han sig nemlig også en puttekasse og en kugleramme fra ikea, og selvfølgelig trælegemad og et lille grydesæt, så han kan komme igang med at kokkerere.
Jeg ser simpelthen så meget frem til, at fejre min guldklumps første fødselsdag. Det er en festlig og ganske særlig dag, når vi kan fejre, at det er præcis ét år siden, at han kom til verdenen. Den dag vi blev til en familie og vores liv forandrede sig til det bedre. Han fortjener et brag af en fest, som tak for at det lige netop var ham, der kom til verdenen og fuldendte vores liv dén dag sidste år.<3
–Så stolt ser man ud, når man lige har lært at gå. Han smelter mit hjerte fuldstændigt!
Der er lidt stille på bloggen for tiden, og det er der en helt speciel grund til.
Den nye hverdag er indtrådt, og det betyder en helt masse nye spændende oplevelser men også mindre tid herhjemme. Det betyder også mindre tid med vores små banditter, så derfor er tiden med dem rigtig kostbar. Vi skal lige have indfundet os i vores nye roller som studerende mødre, hvor der skal både prioriteres tid til baby, blog og lektielæsning og det er lidt en balancegang at finde tid til det hele.
Indtil da, må i finde jer i, at der måske glipper et dagligt indlæg en gang imellem. Det er ikke fordi vi ikke vil, men fordi vores familier og studiet har behov for lidt ekstra opmærksomhed lige nu.
I sidste ende elsker vi at skrive indlæg om vores hverdag, samt give jer gode og billige tips, og vi lover jer, at vi kommer stærkt igen, når den nye hverdag er faldet på plads.
Tak, fordi du læste med.<3 Hvis du har nogle spørgsmål eller emner i ønsker at vi tager op på bloggen – så skriv endelig en kommentar.
Er jeg den eneste som har lagt mærke til de mange fuldstændige ligegyldige og tåbelig diskussioner, der for tiden er oppe at vende i medierne, omkring hvordan vi håndterer vores rolle som forældre? Jeg er ærligt talt ved at godt og grundigt træt af det.
For sådanne opråb, giver mig lyst til at rive mig selv lidt i håret, og råbe ud til forældrene bag skærmen, at de ikke ødelægger deres børn ved at give dem et smækkys eller kalde dem for deres lille prins eller prinsesse.
Og hvorfor må vi lige pludselig ikke kysse vores børn eller kalde dem for prinsesse? Jo, ser du kys på børns læber kan være “stimulerende og give anledning til seksuel forvirring”, og frasen prinsesse skaber ansvarsløse døtre, som med “grundløs selvtillid” regner med at de kan klare sig udelukkende på deres udseende.
Begge har hurtigt sat en heftig debat i gang, og flere ryster på hovedet over deres tilkendegivelser. Eksperter har kommenteret artiklerne og sagt, at børn aldrig ville koble kys til seksualitet, da de endnu ikke forstår, hvad sex er, at omsorg og kærtegn er essentielle for vores kære smås udvikling, at det ikke skader at kalde sin datter for prinsesse, og at vi går for langt i forhold til, hvad vi synes er et problem.
Udtalelser som jeg modsat advarslen og klummen kan nikke genkendende til. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg ikke tror på, at der er nogen seksuelle undertoner i et par tantekys på munden, ej heller, at Villads bliver mindre selvstændig af at blive kaldt prins.
Jeg både kysser og overdynger Villads med søde ord, og jeg ved at Daniella også overdøser Lucas med kærlighed, kram og kys. Jeg har aldrig skænket det nogen tanke, at det skulle være forkert, og det mener jeg stadig ikke at det er.
Min opfattelse er, at det er rigtigt vigtigt, at vise vores børn, hvor meget vi elsker dem – både med ord og handlinger. Og så længe vi selv opfatter tantekysset som en helt naturlig del af det, er der for mig ingen alarm!
Jeg er selv vokset op i en familie, hvor det var helt okay, at give hinanden et kys på munden, og jeg har altid set det, som en helt naturlig og kærlig del af min opvækst. En bekræftigelse i at jeg var elsket. For jeg ved med sikkerhed, at det var derfor, og helt uden bagtanker, at vi kyssede og krammede hinanden, og jeg har aldrig følt, at det var akavet.
Der er ikke en rigtig måde at være en god forælder på. Vi vælger alle den vej, som vi mener vil fungere bedst for vores små poder. Hvordan vi taler til dem, og hvordan vi handler foran dem. Jeg er den opfattelse, at alle børn ikke skal behandles ens, og jeg er sikker på, at netop du ved, hvad der fungerer for dit barn.
Jeg vil blive ved med at dele ud af min kærlighed til min lille prins. Kys og det hele. Og jeg føler mig altså ikke som en dårlig mor af den grund.
Tak, fordi du læste med. Er du enig i klummen og artiklens budskab, eller blev du provokeret ligesom jeg?
En ting er, at hoppe på sin kollega eller udse sig en sød pige i byen, ikke at det er okay, det mener jeg absolut ikke! Men utroskab har da nået nye højder, når gifte mænd og kvinder kan oprette en profil på en hjemmeside for utroskab, med det eneste formål, at finde en anden sexpartner end sin samlever. Jeg bliver gal – hvem i alverden opfordrer til den slags??!!
Jeg forstår slet ikke, at nogle mennesker har det behov! Faktisk er det mig en gåde, hvorfor så mange mennesker bedrager og lyver over for sin partner.
Hvis man skulle ende i den situation, at man finder en kollega attraktiv, eller behovet for at flirte med tilfældige kvinder i byen skulle opstå, så burde man mærke efter, om der ligger en dybere årsag til, at man pludselig seksuelt eller følelsesmæssigt er interesseret i en anden end sin partner. Hvis det er tilfældet, vil jeg mene at det er en god ide, at tale problemerne igennem med sin kæreste/ægtefælle, før man gør noget dumt, der i værste udfald kan ødelægge forholdet for altid.
Uanset hvad, så skylder du din partner den respekt, at arbejde på forholdet inden du hopper i kanen med en anden! Hvis du kommer frem til, at utroskabet er værd at risikere dit forhold for, så bør I i stedet gå hver til sit, inden du ender med at såre din partner. Utroskab fra den man har kær, er ikke noget man bare lige kommer sig over. Det er et tillidsbrud, et svigt der kan give ar på sjælen. Det giver en masse at arbejde på, hvis hun vælger at tilgive dig for din utroskab og i giver forholdet en chance. Men går i hver til sit, vil der også være en masse at arbejde på, da tilliden til det andet køn er blevet brudt, og det vil være svært at åbne sig op i et eventuelt fremtidigt forhold.
Hvis man ligefrem har oprettet en bruger på en af disse platforme for utroskab, er det efter min mening da at stikke sin mand/kone i ryggen, og skide højt og flot på sit ægteskab. Jeg bliver harm bare af at tænke på, at langt over 30 millioner mennesker verden over, har valgt at bruge hjemmesiden for utroskab AshleyMadison.com, for at praktisere denne uhumane form for svigt overfor sin partner. Øv, hvor er det strengt!
Ashley Madison lovede deres brugere, at deres hjemmeside var et sikkert sted at hemmeligholde deres utroskab – eller dobbeltliv om man vil. Måske nogle oprettede en profil på siden, for at gøre livet spændende, og det er det da for alvor blevet spændende, når de nu med sved på panden, kan gå og grue for, om deres partner opdager utroskaben. For lidt over en måned siden, blev hjemmesiden jo hacket og ejerne af AshleyMadison.com, fik valget mellem at lukke siden ned, ellers ville alle betalende brugeres navne og kontooplysninger blive offentliggjort. Det endte med udfald nummer 2, og nu risikerer en masse mennesker, at blive afsløret i deres svinestreger. (Læs mere om det her.)
Jeg håber at alle brugerne af hjemmesiden, selv går til bekendelse overfor deres samlever, og indrømmer at de har haft en bruger på sitet. Jeg har på ingen måde ondt af den utro part, man ligger som man har redt! Til gengæld har jeg meget ondt af de kvinder og mænd for den sags skyld, der vil opdage deres partners utroskab via denne offentliggjorte liste. Det må gøre så ondt, at finde ud af utroskaben på den måde! Hvis det var min mand der var utro, ville jeg ønske at fortalte mig det, istedet for at holde mig for nar og jeg ved omveje måtte opdage at vi levede på en løgn.
Som i kan forstå, har jeg en klar holdning til at utroskab er uacceptabelt. Jeg har selv haft utroskab tæt inde på livet.
Da jeg var sammen med mim ekskæreste for nogle år tilbage, gik der nogle rygter om, at han havde været sammen med en anden. Han benægtede – og jeg lod tvivlen komme ham til gode. Et par måneder senere blev utroskaben bekræftet i et landsdækkende tv-program, og jeg ønskede at han bare havde været ærlig over for mig. Jeg behøver vel ikke at sige, at det var slutningen på det forhold!?
Måske var forholdet allerede på vej i opløsning, men uanset er det stadig en kedelig måde at afslutte noget på, i stedet for blot at erkende, at det ikke fungerer – og så gå hver til sit – før en af parterne står svigtet tilbage.
Jeg vil aldrig aldrig aldrig byde min elskede, at være ham utro! Ligesom jeg stoler på, at han aldrig vil gøre det imod mig. Rúni har min tillid 110% – ligesom jeg har hans. Et sundt forhold er guld værd – og det jeg har med min kæreste, vil jeg ikke opgive for noget i verden! 🙂
Tak fordi du læste med. Hvad er din holdning til utroskab?
Vi er gået helt i pink og har fundet lækre og pigede sager frem til jer fra eBay. Det er uvant for os at lede rundt blandt de pinke nuancer, men det er bestemt alt andet end kedeligt, og vi dånede lidt i kor over de søde sager som dukkede op.
Både joggingsæt, body og frynsekjole findes i flere varianter end der ses på collagen. Joggingsættet i grå, bodyen med andre søde motiver og den smukke frynsekjole med en cool statement i blå.
Jeg er specielt vild med frynsekjolen, kattesættet og den bedårende badedragt. Og havde jeg haft en lille prinsesse herhjemme, var hun helt klart blevet forkælet.
De asiatiske størrelser er ofte en størrelse mindre end herhjemme, så vi vil råde jer til at tage en størrelse større end normalt. Om ikke andet er det bedst at være på den sikre side. Hvis du gerne vil være helt sikker på om størrelsen passer, kan du tjekke produktets ‘Item description’, hvor der ofte er en størrelsesguide.
Da vi af gode grunde ikke selv har bestilt det søde tøj hjem, kan vi ikke garantere for kvaliteten af produkterne. Hvis du er i tvivl om hvordan du handler på eBay, kan du læse vores simple guide her.
Tak fordi du læste med! Hvilken en er din favorit? Og vil i se mere inspiration til pigerne på bloggen?
Indlægget er ikke sponsoreret. For flere eBay tips kan du følge denne Facebookgruppe.
Hvis du er fast læser, ved du måske, at vi har skrevet en del om drengenes vuggestue-opstart her på bloggen. Det har nemlig fyldt meget i vores tanker, og det er jo en stor ting for både drengene og os, og derfor er det naturligt, at det emne har lidt spalteplads på bloggen i disse dage.
Vi begyndte at blive lidt bekymrede for indkøringen, da vi var tilbage på 0, da banditterne skulle i vuggestuen i mandags. Selvom vi hele tiden har følt, at der var god tid til at de kunne vænne sig til vuggestuen inden studiestart, føler vi nu at tiden er rendt fra os. På mandag begynder den nye hverdag, men alt tyder på, at vi ikke har noget at være bekymrede for. Gudskelov! 🙂
Nedenfor ser i et skema over ugen der gik med drengenes indkøring.
Forrige uge blev jo brugt på at besøge vuggestuen, så drengene kunne lære de nye omgivelser lidt at kende, imens vi stadig var hos dem. I sidste uge var Lucas alene 15 minutter tirsdag og onsdag, men så ramte sygdommen og vuggestueopstarten blev udskudt. Det er også derfor, at Lucas har været lidt længere tid i vuggestuen end Villads i denne uge, som i også kan se på ovenstående skema. Banditterne er langsomt trappet op i både timer og aktiviteter. De gik fra, at kun være der for at lege, til at også spise frugt, senere frokost, så middagslur og Lucas var på den sidste dag også med til at spise eftermiddagsmadpakken.
På trods af, at vuggestuens ene pædagog holder ferie i denne uge, synes vi at drengenes indkøring er gået rigtig godt. Det har fungeret super, at drengene lige så stille er blevet kørt op i timer og aktiviteter. Villads er kommet 30 minutter før Lucas hele ugen, så der ikke ankom to grædende drenge på én gang. De bliver nemlig begge meget kede af det, i det sekund vi åbner lågen til vuggestuen. Gråden var så hjerteskærende, at vi selv trillede en tåre, de første gange vi havde efterladt dem. Vi håber ikke at skrigeriet fortsætter, for det gør ondt i hjertet. De græder også når vi henter dem igen, men gråden begyndte først når de ser os. Vi har stået og luret på afstand, og har set at drengene hygger sig og leger godt i vuggestuen. Pædagogerne fortæller også at de har det godt og er glade, hvilket de billeder og sms’er de sender også bekræfter, og så længe vi ved at de har det godt, og er i gode hænder er det lidt lettere at håndtere , at gå fra sit grædende barn.
Indtil videre har det ikke været fordel for drengene, at de kender hinanden. Når den ene græder, sætter det også den anden i gang, sådan er det også herhjemme, så vi var forberedt på det. Pædagogerne siger heldigvis, at så snart de er faldet på plads i vuggestuen, vil de få stor glæde ved, at have en legekammerat, som de kender så godt på forhånd.
Alt i alt fortæller pædagogerne, at det går over alt forventning med begge drengene. Lige fra første besøg, var vores mavefornemmelse rigtig god omkring den vuggestue, derfor blev den også sat som vores 1. prioritet. Vi var ellevilde da begge drenge fik plads, og nu da vi er bekræftet i, at stedet lever op til forventningerne kunne vi ikke mere lykkelige. Når hverdagen begynder på mandag, vil vi aflevere drengene med god samvittighed, fordi vi ved at de har det som blommen i et æg der hvor de er. Yes! Det er altså en god følelse. 🙂
Selvom det går rigtig godt i vuggestuen er der også nogle udfordringer. Villads, som ellers er lidt af en madgris, nægter at spise, når han er der. Så snart han bliver hentet får han en madpakke i vognen på vej hjem, som han gladeligt guffer i sig. Det gør virkelig ondt i moderhjertet, at det skal være på denne måde, også selvom vuggestuen forsikrer om, at det altså kan være en ganske almindelig reaktion.
Vi starter begge op på studiet på mandag, og derfor skal drengene også være længere i vuggestuen. Vi har dog begge valgt, at starten af næste uge ikke skal være lige på og hårdt, så både Lucas og Villads bliver hentet tidligt. Villads bliver hentet af mor, der heldigvis ikke har mange timer på skolebænken og Lucas bliver hentet af sin mormor, når han har fået sin eftermiddagsmadpakke.
Tak, fordi du læste med. Hvordan kørte du dine børn ind, og gik det problemfrit?
Både Janne og jeg selv skal tilbage på skolebænken på mandag. Vi mangler et penalhus til skolestart, så jeg har selvfølgelig kigget hvad eBay kunne byde ind med. Jeg fandt faktisk rigtig mange pæne penalhuse, som både store og små kan få glæde af.
Se selv! 🙂
1. 47.- her //2. 57.- her // 3. 69.- her // 4. 10.- her // 5. 65.- her6. 26.- her // 7. 110.- her // 8. 80.- her // 9. 17.- her // 10. 11.- her // 11. 61.- her //
Alle priserne er inklusiv Porto. De fleste af penslhusene kan også bruges som make-up punge, men da det er skolen der fylder i vores hoveder, var det selvfølgelig dét indlægget skulle handle om. Nu skal jeg bare beslutte mig for, hvilket et der skal klikkes hjem. Jeg er faktisk vild med dem alle sammen, så jeg har lidt svært ved at bestemme mig. Jeg er især vild med nummer 3 og 7, men Batman fra nr 1 er jeg også stor fan af. Måske jeg også bestiller nr 6 med i sort med øjenvipperne, den ville være så fin til mit make up.
Som i kunne læse i dette indlæg, skal jeg læse til socialrådgiver. Jeg er spændt på at komme igang, selvom det stadig virker meget fjernt, at skolen starter nu. Jeg har faktisk svært ved at forholde mig til, at det er nu jeg skal tilbage til det virkelige liv. Jeg skal være på skolen fra 8-15.30 de første to dage, hvor der står på skemaet, at vi skal være sammen med tutorene. Jeg glæder mig til at se, hvad de har fundet på. Bagefter er det lige på og hårdt med undervisningen, så det er med at have skoleudstyret klar.
Jeg mangler stadig at købe alt, jeg mangler endda også en ny computer. Jeg kommer derfor til at søge nettet tyndt efter skoleting de næste par dage, så i må sige til, hvis i vil have mere “Back to School” inspiration. 🙂
Hvis du er i tvivl om hvordan du handler på eBay, kan du læse vores simple guide her.
Tak fordi du læste med! Hvilket af penalhus er din favorit? Og skal du også tilbage på skolebænken inden længe?
Indlægget er ikke sponsoreret. For flere eBay tips kan du følge denne Facebookgruppe.
I forgårs delte vi indlægget ‘Frygt og nedskærringer på fødegangen‘ hvor vi satte fokus på, at fødslerne bliver sparet i bund på landets hospitaler. Vi skrev blandt andet, at det er vigtigt at følge sin mavefornemmelse, og sige fra hvis man føler sig uretfærdigt behandlet, eller får trukket beslutningerne ned over hovedet af personalet.
Gabriela Uweis har selv oplevet konsekvensen af besparelserne på første parket. Først da hun sagde fra og bankede i bordet, blev hun taget alvorligt af Herlev hospital, hvor hendes datter skulle bringes til verdenen. Hun ville ønske, at hun havde sagt fra noget før, ligesom hun ved af dele sin historie, vil opfordre alle til at gøre, hvis de står i en lignende situation. Hendes historie er et bevis på, hvor grueligt galt det kan gå, hvis du bliver offer for besparelserne på fødegangen,
Vi blev meget grebet af Gabriela’s skrækkelige historie, som vi har fået lov til at dele med jer. Dette Det er en rørende og chokerende fødselsberetning med hendes helt egne ord. Vi vil ikke skrive meget mere, da vi gil lade hendes fortælling stå i fokus.
Drømmen som braste – fødslen som aldrig nåede fødegangen
Her er min historie og vi starter med slutningen…!
Jeg befandt mig på operationsbordet, 8-9 personer jeg aldrig havde set før rørte alle ved mig, satte ledninger, drop, sug og alt muligt på mig, uden kontrol og ude af stand til at kommunikere. Min krop var ustyrligt ramt af kramper, som en kvinde i et epidemisk anfald, jeg var i chok. Hvorfor mig, hvorfor nu – og hvad var det egentlig der skete??? Jeg var netop blevet meddelt at jeg var på vej til fødegangen for at få ve-drop (S-drop) og fortsætte min fødsel – der var i gang!
Men starten var en anden… Jeg havde et ganske normalt graviditetsforløb, normal vægtstigning, en stor og sund prinsesse i maven, alt var fryd og gammen, vi talte blot ugerne ned til den store terminsdag tirsdag 23. juni 2015. Dagen før termin var vi hos jordemoder og jeg fik foretaget en hindeløsning. Denne hindeløsning gjorde at min slimprop gik, så jeg var 2 cm åben og havde 1 cm livmoderhals tilbage, samt jeg fik små-veer. Vores lille pige var placeret flot langt nede i bækkenet og var klar til at komme ud !Dog passerede vi terminsdagen og rammer torsdag 25. juni 2015 (uge 40+2), mine små-veer fortsatte men efter en samtale med jordemoderkonsultationen samt fødselsmodtagelsen får vi aftalt at jeg kan komme ind på Herlev hospital i fødemodtagelsen og få én hindeløsning mere med henblik på at få sat ordentlig skub i veerne…
Jeg og min kæreste ankommer til fødemodtagelsen kl. 18.00 og får besked om at der er lidt ventetid. Klokken bliver 19.00 og vi kommer ind i et rum med en jordemoder der undersøger mig og jeg er fortsat 2cm åben og har en smule livmoderhals tilbage. Hun siger jeg ville være klar til at kunne sættes i gang med nogle igangsættelses piller (Angusta).
MEN… hun må ikke give mig dem. Hun siger beklagende at der desværre ikke er plads på fødegangen, så hun må ikke sætte mig i gang med nogle midler der kan udløse kraftigere veer der kræver en plads på fødegangen. Hun siger jeg derimod kan tage hjem og forsøge at ringe næste morgen om der er plads der….
Dette vælger jeg dog ikke at gøre, for mig skal det helst gå så naturligt som muligt, så jeg venter gerne lidt endnu.
Fredag d. 26. Juni – jeg har små-veer fortsat og får jeg min søster forbi, vi er super gode til zoneterapi i min familie, jeg satte hendes fødsel igang med zoneterapi for 4 år siden, så vi tænkte hvorfor kunne hun ikke også forsøge på mig. Jeg fik en god halv times zoneterapi kl. 15.00 og kl. 15.30 går mit vand.
Det vælter ikke ud af mig, men siver. Jeg ringer til fødemodtagelsen, de meddeler at jeg skal lige lade tiden gå lidt endnu og se om mine veer tager til.Kl. 22.00 kommer jeg af sted til fødemodtagelsen, mine veer har ikke taget til og mit fostervand er fortsat gået. Så får jeg besked om at skulle sættes igang i telefonen. Men da jeg ankommer er forløbet en hel anden….Jeg bliver undersøgt, jeg er fortsat 2 cm åben og har næsten ingen livmoderhals tilbage, det vil sige jeg er oplagt kandidat til at kunne få sat skub i det hele ved hjælp af igangsættelses piller (Angusta).Men men men… til vores store skuffelse (vi bor i København og tog til Herlev Hospital) siger de at de IGEN ikke har plads på fødegangen til at tage mig op og sætte mig igang, de måtte simpelthen ikke give mig pillerne for de måtte ikke have flere fødsler i gang den nat. Hmm… så jeg må simpelthen ikke føde pga. overbelægning!!!!???!Jeg kan derimod få 2 panodiler og 1 kodein til at tage hjem og sove på, så jeg kan sove fra veerne og være klar til at måtte komme ind igen næste morgen kl. 07.45…
Vi tager hjem til min mor og overnatter, da hun bor nær Herlev Hospital. Vi havde ikke lige regnet med at blive sendt hjem 2 dage i træk. Skuffelsen var stor og jeg var begyndt at blive ret bekymret da mit vand nu engang var gået.
Vi når til lørdag 27. juni morgen kl. 07.45 og vi står for 3 dag i træk ret inde på fødemodtagelsen…
Her bliver jeg undersøgt igen, nu 3 cm åben og næsten uden livmoderhals, en CTG (hjertelydsmåler) og ve måler bliver placeret på mig og det ses at alle tal er super fine og mine veer er der, ikke så kraftige men de er der og hendes hjertelyd er helt som de skal være. !Det bliver besluttet at jeg endelig godt må gå lidt mere i gang med min fødsel og får 2 igangsættelsespiller (Angusta), disse skulle helst sætte lidt skub i tingene.
Vi bliver sendt hjem for at afvente at medicinen giver effekt. Vi tager ud og handler og jeg kan mærke at veerne tager til, nu er vi oppe i skalaen der hedder, jeg skal stoppe og stå stille når jeg får en ve, hvilket er positivt.
Vi er 12.45 tilbage på fødemodtagelsen for at blive undersøgt igen, tingene er lidt det samme som sidst dog med kraftigere veer, jeg får endnu én igangsættelsespille (Angusta) og bliver igen sendt hjem for at afvente kraftigere veer. Desværre sker der det at jeg får en allergisk reaktion på pillerne, de sløver mig og jeg kan ikke mærke min krop. Jeg falder i søvn og er svær at få gang i igen.
Vi kontakter fødemodtagelsen kl. 15.00 og fortæller om situationen, og jeg bliver bedt om at komme ind. Vi ankommer kl. 16.00 men bliver først kigget på kl. 17.00. Her er alle tal dog normale, de kan se på CTG (hjertelyd) at den lille har det helt perfekt, og min vemåler viser veer. Alt er godt. Vi får talt frem og tilbage med jordemoder der siger at næste skridt er jeg skal op på fødegangen og have et ve-drop (der sætter skub i veerne og udvidelse) samt jeg skal have antibiotika drop da der nu er gået over 24 timer siden vandet gik. (I følge hospitalernes generelle retningslinjer skulle jeg have haft antibiotika efter 18 timer).
Men jordemoder siger til vores alles overraskelse MEN VI HAR IKKE PLADS PÅ FØDEGANGEN LIGE NU, så smut I lige ned og få jer lidt aftensmad så er vi klar til dig kl. 19.30 og kan sende dig på fødegangen !!!??? !
What… igen!?? Jeg er i farezonen, der er gået 26 timer siden mit vand gik, jeg har veer og jeg er ikke blevet behandlet med antibiotika. Derfor er der chance for min lille pige nu kan have det rigtig skidt i maven.Da jeg ikke føler de har “tid” til at tage sig af os oppe på afdelingen, går vi ned i hospitalets kantine og spiser aftensmad, jeg sidder dernede med veer og har det i det hele taget ikke ret godt.
Kl. 19.30 vi vender nu stærkt tilbage til fødemodtagelsen og med godt humør da vi nu ved vi skal over på fødegangen som jordemoder lovede inden vi gik til aftensmad. Der er naturligvis skift i personale under hele dette forløb. Vi kommer op og bliver placeret i venteværelset.
Jordemoder kommer ud og fortæller os at de stadigvæk ikke lige har ledige hænder ovre på fødemodtagelsen, men at de meget snart ville sende os derover.
Kl. 20.00 Stadig ikke på fødegangen endnu, vi sidder fortsat i venteværelset, mine veer tager til og kommer nu med 4 minutter imellem. !
Kl. 20.30 fortsat i venteværelset, samme historie som før. Jeg går ind og spørger hvad der sker og jordemoder på kontoret beklager og siger at det er lige om lidt vi kommer over. !
Kl. 21.00 NU HAR JEG ONDT!! Jeg spørger dem igen hvad der sker og det er samme undskyldning som før. !
Kl. 21.30 Samme som før. Dog beder jeg dem om en stor pilates bold så jeg kan sidde og vippe lidt og holde mine veer ud. Dette var de 20 minutter om at skaffe mig.
Kl. 21.45 Nu jeg gal! Jeg går ind på Fødemodtagelsens kontor og siger meget hårdt at nu kan jeg ikke holde ud at sidde på en skide plastik stol i venteværelset længere, jeg har veer og jeg har ondt og jeg vil ligge ned. De får endelig fundet en seng til mig (ikke på fødegangen) og forlader mig i rummet. Min mor og kæreste sidder fortsat i venteværelset (de har ikke lige taget sig tid at gå ud og meddele dem om at jeg er kommet ind på et værelse) de finder mig så dog heldigvis alligevel.
Kl.22.00 Vi er stadig alene i rummet, der er ingen der efterfølgende har tjekket til os og hørt hvordan jeg har det og hvordan det går med veer og evt. nu 33 timer efter mit vand er gået og jeg har veer og fortsat ikke fået antibiotika.
Jeg ringer med deres personale klokke og der kommer en jordemoder ca. Kl. 22.30.
Jeg beder hende selv om at undersøge mig, samt jeg beder dem om at sende mig til et andet hospital hvor de i det mindste vil tage sig af mig. Hun beklager og sætter CTG måler og ve måler på mig.
Det første vi hører da CTG (hjertelydsmåleren) bliver sat til er en høj og galopperende hjertelyd 175-185 stod den på (normal for en sund baby er 125-150). Min mavefornemmelse var skidt- det stod skidt til med vores lille pige. Til trods forat da jeg blev tjekket sidst kl. 17.00 var alt godt.
Jordemoder ser en smule bekymret ud men siger, at kl. 23.15 har de holdskift på fødegangen og jeg vil komme derover når det skift sker, vi vil gå i gang med ve-måler og antibiotika. Vi smiler lettet og siger super og vi glæder os til at komme i gang, stadig en smule bekymret for situationen.
Jeg siger med et skævt smil til min mor og kæreste, “puha frygtede vi ville ende med kejsersnit.” Men i stedet for at jordemoder kommer ind igen og siger at nu er vi på vej derover, kommer nu en læge ind vi ikke har talt med før. Hun ser ret alvorlig ud og siger, ja vi har kigget på din datters kurve og det ser ud til at hun er ret stresset derinde og der er fare for hun ikke har det godt.
Vi vil derfor sætte i gang med et akut kejsersnit med det samme, vi ved du gerne vil over på fødegangen og i gang men der kan være chancer for at det er for farligt for hende, man kan forsøge men det sikreste vil være kejsersnittet!!
Igen… WHAT!!?? Jordemoderen der netop forlod os for 5 minutter siden sagde vi var på vej over på fødegangen. AKUT KEJSERSNIT… shit, det havde jeg aldrig forventet og hvad gik det ud på? Vi har nu været i gang i 32 timer og har på intet tidspunkt fået en eneste besked om at jeg kunne ende i akut kejsersnit, for alt har set helt perfekt ud hele dagen. Og er det igen fordi I ikke har plads på jeres skide fødegang at jeg nu skal skæres i for at føde!!??!
Jeg gik i chok… jeg nåede ikke at tælle til 5 inden at er stod 5-8 personer ude på gangen og ventede med en seng de allerede var ved at flytte mig over i, min kæreste var pludselig væk og min mor måtte pludselig heller ikke komme med. Jeg bliver sat i sengen og de begynder allerede at køre mig væk da jeg skriger grædende at jeg lige skal sige farvel til min mor, samt de skal fortælle mig hvor min kæreste er henne?
Jeg får krammet min mor grædende og helt i chok, min kæreste er åbenbart ført væk for at få operations tøj på og jeg ender med at køre ned af mørke gange helt alene med 5-8 fremmede omkring mig der var igang med at afklæde mig, give mig kabler, ledninger, ilt, alt muligt på der kun gjorde denne oplevelse endnu værre. For ingen spurgte mig hvordan jeg egentlig havde det. Samt ingen spurgte mig om jeg havde veer!!!
Jeg ligger på operationsbordet, min kæreste er kommet ind til mig og jeg ser chokket i hans øjne, intet af dette var ventet. Jeg ligger og ryster som en kvinde med epileptisk anfald, jeg kan ikke styre mine bevægelser, stemme eller noget. Jeg kan se én anæstesilæge er ved at klargøre at skulle bedøve mig, han ser lettere stresset ud og jeg forstår ikke hvad der skal ske. Jeg får forklaret at jeg skal have en spinal blokade (rygmarvsbedøvelse) og bliver bedt om at lægge mig på siden. Dette gør jeg, i det at anæstesilægen skal til at stikke får jeg en ve. Dette gør at jeg ligger uroligt og det gør så at sygeplejerskerne eller hvad de var bliver nød til at stå og presse mine ben op under min store babymave samtidigt med veen og samtidigt med han skal stikke. Han vælger at stikke trods uroen og han rammer noget i ryggen der gør at mit højre ben går i krampe og gør ondt. Han bander og vrisser vredt af sygeplejerskerne og mig. Når han er færdig og bedøvelsen begynder at virke, river han hårdt det plaster jeg har på ryggen af og vrisser og går surt væk. Hvis de nu forhelvede… bare havde spurgt om jeg havde veer kunne de måske have koordineret det lidt bedre og lagt bedøvelsen imellem veerne.
Der går 2 minutter efter bedøvelsen er lagt og de er i gang og efter 10 minutter Kl. 23.43 hører vi bag forhænget et voldsomt stresset babyskrig. Så højt at det gjorde ondt i hjertet. Jeg har hørt babyer skrige før, dette var et meget stresset skrig. Hun bliver hurtigt båret forbi mig, min lille prinsesse og et kort kig får jeg før hun er væk det samme er min kæreste.
Jeg ligger på stuen fortsat og de skal lappe mig sammen, jeg tager mig selv i at bande og skælde ud på dem om at de skal lave den flotteste syning de nogensinde har lavet i deres liv, fordi det var deres skyld at jeg lå her. Der går en 20 minutter og så kommer min kæreste ind på stuen igen med min lille prinsesse i armene, hun græder stadig og virker meget urolig. Jeg er stadig i chok og ryster vildt og har svært ved at fokusere så jeg ser hende svagt foran mig. Så fin og med langt mørkt hår. Min kæreste græder, jeg græder.
Timerne efter går på opvågningen, mine ben er 5 timer om at vågne, min mor kommer og da tiden går og vi skal på barselsgangen føler jeg, at jeg er i bedre hænder. De er meget opmærksomme på barselsgangen, søde og venlige og alle forstår hvad vi netop lige har været igennem. !
Jeg er desværre hårdt ramt, jeg kan ikke tåle smertestillende og reagerer voldsomt på det (bliver fuld og skæv af det) så jeg bliver dårlig, så de har svært ved at smertedække mig.Man får en del efterveer når man har født, samt smerter ved kejsersnit såret, disse var meget voldsomme og smertefulde og kunne næsten slå mig helt ud, da jeg nu ikke kunne smertedækkes. Derudover var mit blodtryk lavt og jeg var meget svimmel. Desværre fungerer mit højre ben (som gik i krampe pga. spinal blokaden) ikke rigtig. Jeg kunne ikke løfte benet ud over sengekanten samt heller ikke løfte det.
Noget er galt, dog gav vi det lige gå 1 dag mere med benet da de tænker det kan skyldes at jeg stadig har bedøvelse i kroppen. Men efter 2 dage fungerer benet stadig ikke og de begynder at undersøge det nærmere. Det viser sig at der godt kunne være en chance for, at jeg har fået skadet en nerve i ryggen ved spinal blokaden, der forbinder sig til min lårmuskel. Dette skal undersøges nærmere af en anæstesilæge, så de kan sige om det kan komme fra spinal blokaden.
Jeg beder pænt om at det ikke er ham der foretog blokaden jeg skal undersøges af, dette forstod jordemoderen. MEN alligevel da tiden kom til undersøgelsen stod selv samme anæstesilæge som havde gjort min oplevelse på operationsbordet endnu værre i rummet. Der var ikke andre sammen med ham, så vi skulle jo lave en konfrontation med ham og lytte til hans vurdering. Han fortalte os at der sagtens kunne være en mulighed for at han havde ramt en nerve og det måske kunne efterlade os med et par ugers “lammelse” af musklen hvis vi er heldige, og hvis vi er uheldige så op til måneder. Han fortalte at man kunne komme til at give nerven i ryggen et stod. Men det ikke virkede som en permanent skade.
Det vil sige, overfor mig og min kæreste tilstod han at det kunne have skyldes hans hasarderede spinal blokade. Efter han forlader os kommer der en læge ind 1 times tid senere og siger så, nå ja så kan vi jo udelukke at det er pga. spinal blokaden du har problemet med benet!!??!
Ah hvad…? Anæstesilægen har simpelthen gået ud og skrevet i min journal at efter vores samtale har vi konstateret at det ikke er pga. spinal blokaden men pga. veer der har presset på en nerve??? Øhh… nej… Han fortalte både jeg og min kæreste det modsatte og tog sig ansvaret. Manipulation og ansvarsforflygtigelse.
Vi var igen dybt chokeret. Men lægen svarede, jeg mener også selv det skyldes blokaden, og anæstesilægen havde også fået klager fra de andre der var tilstede under kejsersnittet. Dagene gik, og vi endte med 5 dage på hospitalet. Jeg var ret medtaget samt fortsat i chok. Det skal siges at min datter havde det godt, sund og rask og ved godt mod. Dog meget udmattet lille pige. Der var en del læger og deltagende ved operationen der kiggede forbi mig løbende i de 5 dage og hørte hvordan jeg havde det. De havde først hørt hvad der havde foregået dagene inden kejsersnittet efter foretaget. Så de følte de havde sat skub i en hvad der kunne ende i en fødselsdepression, hvis jeg ikke fik bearbejdet det hele og talt om det. De sagde samtidigt allesammen at jeg burde udforme en klage. De mente at den uretfærdige behandling jeg havde fået skyldtes systemet. Der er mangel på personale, senge, muligheder for at sikre enhver en god oplevelse ved en fødsel. Garantien for at komme ind i sådan en weekend, som jeg gjorde, var blevet større. Netop månederne forinden var der stor mediedækning omkring, at man kunne risikere at blive sendt til et andet hospital end man var knyttet til under en fødsel.
Det ville jeg dog ønske, at jeg var blevet. Jeg ville ønske, at vi havde haft valget om at tage til et andet hospital, og jeg ville ønske at det personale der i mine tilknyttede timer inden jeg endte i kejsersnit, bare en enkelt gang eller to var gået ud til mig i venteværelset, og spurgt hvordan jeg havde det.
Jeg følte mig fortabt og følte mig tilsidesat, ikke kun jeg men også min kæreste og mor. Vi følte alle det var en håbløs situation, og ingen af os ønskede at hidse os op eller skabe drama.
Men det ville vi nu ønske at vi havde gjort. Jeg skulle have skabt mig som en komplet vanvittig indtil de ikke havde noget valg andet end at tage mig ind. Men det er jo en skandale at man bliver nødt til det for at føde normalt.
Vi kommer hjem og jeg får et opkald fra chefjordmoderen på Herlev Hospital. Hun ønsker at se mig og min kæreste til samtale sammen med hende og lederen fra fødselsgangen samt leder fra barselsgangen.
Dette bliver arrangeret og vi tager ind til et møde med dem. Vi gennemgår hele journalen fra forløbet forud for kejsersnittet og kort efterfølgende.
Jeg førte dagbog alle dage og har medbragt denne. Hvad jeg skrev i min dagbog stemte næsten 100% ens med hvad der er skrevet i journalen. Det fortælles også i journalen, at de ikke kunne sætte mig i gang grundet manglende hænder. Dette står flere steder.
Vi bliver enige om, at forløbet ikke har været optimalt overhovedet, og at de helt klart kan se, at jeg ikke er blevet taget ordenligt af. De kan også godt blive enige med mig i, at hospitalet har en form for skyld i, at jeg eventuelt endte i akut kejsersnitda da vi talte forløbet igennem. De fortæller mig dog at muligheden for at ende i det var der allerede, og det er vi også enige i. Men de siger at det kunne man kun finde ud af, hvis jeg var blevet sat i gang meget tidligere og havde fået er forløb (start på fødsel) på fødegangen, da alle tal var pæne mange timer tidligere.
Dette var min historie, nu 7 uger senere kæmper jeg stadig med mit ben, der nu har sat sig med problemer i min ryg. Jeg er blevet tilknyttet rygcenter til efterbehandling, jeg vil køre en forsikringssag mod hospitalet (anæstesiafdeling) grundet benet, og ja dette er min historie om svigt fra systemet og mistet lysten til nogensinde at få børn igen! Tak, til Gabriela for at være så modig og sej, at stå frem med sin historie. Vi håber, at hun kan opfordre andre til at gøre det samme, hvis du selv har oplevet besparelserne på sygehusene på egen krop.
Hvis du også er i chok over Gabriela’s tragiske oplevelse, vil vi sætte pris på, hvis du vil dele dette indlæg på facebook, så hendes historie kan blive læst og spredt.
Hvis du har behov for at komme ud med din egen historie, god som dårlig, kan du dele den i kommentarfeltet nedenfor, så Gabriela ser jeres beskeder. Vi ser frem til at læse jeres historier!
Du kan også skrive til Gabriela privat på foedsel@gabriela-uweis.dk.
Lucas har 3 af de søde og meget bløde kanin-bamser fra Jellycat. Han er meget glad for dem, og putter altid med én af bamserne om natten.
Vi elsker den populære originale kanin! Men i skal ikke snydes for et billigere alternativ, vi har nemlig fundet en lignende kanin til jer på eBay.
Den originale jellycat i mellemstørrelsen koster 179.- Den måler 31 cm. og fåes i flere farver og varianter som f.eks. en sød pingvin eller et får.
Kaninen fra eBay koster 48.- hvilket er under 1/3 af den originale, så det tør siges at være et billigt alternativ. Den måler 32 cm. så den er en lille smule højere end den originale. Vi har ladet os fortælle at den er blød og ligner den fra Jelly Cat, men ikke er nær så fyldig.
Vi kan ikke garantere for kvaliteten af kaninen fra eBay, da vi ikke selv har bestilt den.
Det skal lige siges, at vi ikke opfordrer jer til at købe kopivarer. Inden i bestiller bamsen (eller andre kopivarer) er det vigtigt at gøre op med sig selv, om det er en industri man har lyst til at støtte op om.. 🙂
Her er lidt billeder af Lucas og hans søde jellycat-kaniner.
Tak, fordi du læste med.
Indlægget er ikke sponsoreret. Få flere eBay tips ved at følge denne Facebookgruppe.
.
