Frygt og nedskæringer på fødestuen

Forleden dag læste jeg en artikel, der har fået sat nogle tanker i gang hos mig omkring min egen fødselsoplevelse, og hvad man selv kan gøre for, at ens baby får en god vej til verdenen. Artiklen Fødsler i dag bygger på frygt handler blandt andet om, at politikerne i Danmark sparer fødslerne i bund, og at kvinderne bør sige fra overfor de kedelige nedskæringer, der gør sig gældende på fødestuerne.

Da jeg var gravid hørte jeg en masse om nedskæringer, og jeg frygtede, at det ville blive aktuelt for mig, når dagen kom, hvor jeg skulle bringe min egen søn til verdenen. Fuck! De sparer min fødsel i bund? Jeg skulle føde på Skejby sygehus, hvilket jeg var meget tryg ved. Jeg vidste, at de havde et af landets bedste spædbørnsafsnit, og at Lucas og jeg selv var i gode hænder, hvis der skulle opstå komplikationer ved fødslen.

I artiklen blev det nævnt, at man selv skal medbringe en masse af de materielle ting til fødslen, og jeg husker tydeligt, hvordan det bekymrede mig, at læse om alle de nedskæringer. Kunne det passe, at jeg selv skulle huske saftevand, madpakke, tøj til at føde i, bleer og alt andet til min lille nyfødte guldklump? Flere af besparelserne gav god mening, da jeg hellere så, at der blev sparet på disse ting end på selve fødslen. Alligevel kunne jeg ikke undgå, at bringe emnet op til en jordmoderkonsultation, hvor jeg spurgte, hvor slemt det stod til. Hun fortalte, at jeg sagtens kunne få saftevand og toastbrød, og at der også var bleer, tøj, sengetøj og dyne til rådighed til min søn på barselshotellet. Det beroligede mig, at det tilsyneladende ikke var så alvorligt, som medierne fik mig til at tro!

Jeg havde ikke følelsen af, at der blev sparet på min fødsel. Efter fødslen kom jeg endda ned på et barselshotel, hvor der var råd og vejledning at hente til for eksempel amning. Desuden blev der serveret god mad, og udover at farmand skulle betale, føltes det ikke som om at der blev sparet på noget.

Jeg var af den opfattelse, at det var vigtigt, at jeg satte mig ind i hvad jeg kunne tænke mig, at der skulle ske under min fødsel. Jeg var meget nervøs for den forestående begivenhed, nervøs for smerterne, nedskæringerne, at der ikke blev lyttet til mig, og værst af alt, at mit barn fik en turbulent start på livet. Jeg sørgede derfor for at researche en del og jeg tog også til fødselsforberedelse, så jeg var godt rustet til den opgave jeg stod overfor. Den største oplevelse – fødslen af min søn, som jeg (som alle andre gravide) ønskede skulle foregå uproblematisk.

Jeg gjorde mig nogle tanker omkring, hvordan min drømmefødsel så ud, og disse fik jeg nedskrevet i min journal. Jeg ville for eksempel gerne have smertestillende, hvis det var nødvendigt. Nogle kvinder ser det udelukkende som en naturlig fødsel, hvis de kan undgå smertestillende undervejs. Der er jeg slet ikke enig, og jeg ville gerne have epidyralblokade eller andet smertestillende, hvis jordemoderen mente at det ville gøre min oplevelse af fødslen bedre.

Artiklen nævnt længere oppe kom også ind på vagtskifte under fødsler, en ting jeg selv frygtede meget.

“Selv om enhver ved, at hormonproduktion er koblet til tryghed. Og at det ikke ligefrem fremmer fødslen endsige fødselsoplevelsen at skifte jordemor midt i en presseve som følge af et programmeret vagtskifte. Eller sagt på en anden måde: Tryghed prioriteres ikke længere.”

Jeg havde mange tanker om det. Hvad nu hvis jeg opbyggede et godt og trygt forhold til min jordmoder, for derefter at få tildelt en ny grundet vagtskifte lige inden pressefasen. Jeg synes egentligt, at det er logisk, at jordmødre ikke skal arbejde i døgndrift, og derfor ser jeg det også som nødvendigt, at de også skal holde fri, når det står på vagtskemaet. De er også mennesker, der formentlig har en familie at passe, og aftaler der skal overholdes. Alligevel håbede jeg, at jeg var så heldig at have den samme jordmoder igennem hele fødslen. Det var jeg ikke, men jeg tog imod den nye jordmoder med åbne arme, og prøvede at få det bedste ud af situationen. Det hjalp mig at være åbensindet, og jeg kunne hurtigt føle mig tryg ved denne nye kvinde, der (hvis min søn ville ud indenfor en rimelig tidsramme) skulle tage imod mit barn.

Alt i alt havde jeg faktisk en rigtig god fødsel (læs min fødselsberetning her) Jeg tror, at det havde betydning for mit forløb, at jeg på forhånd havde sat mig ind i, hvad jeg ønskede mig. Jeg var åbensindet overfor jordmoderens forslag, men jeg var selv med indover de forskellige beslutninger, der skulle træffes. Der var episoder under min fødsel, hvor jordemoderen kom med forslag, som jeg kunne mærke, ikke var de rigtige for mig, så der sagde jeg pænt nej tak. Det gjorde mig tryg, at der blev lyttet til mig og mine behov, samtidig med at jeg stadig følte mig i gode hænder.

Jeg tror, at det er vigtigt, at huske og mærke efter på egen krop, om man er enig i de forslag jordmoderen kommer med. Du skal sige til eller fra, så du ikke bagefter sidder med en følelse af, at beslutningerne blev truffet henover hovedet på dig. For det vil de gøre, hvis du ikke har en mening (eller ikke siger den højt) omkring, hvordan du ønsker din fødsel skal være. Det skaber frygt, hvis du ikke er tryg ved den situation du er i, og når du ligger der – helt blottet på fødebriksen, er det rigtigt vigtigt, at du kan føle dig tryg. Du skal føle, at beslutningerne der bliver truffet er de bedste for dig og dit barn, og ikke hvad der er det bedste for statens pengepung.

Desværre ender mange fødsler med utryghed og frygt, og det er virkelig en skam! Jeg bliver harm, når jeg hører om beslutninger der bliver trukket ned over hovedet på den fødende kvinde, når hun rent faktisk har ret til et valg. 20% af alle fødsler ender med kejsersnit, og det tror jeg på, blandt andet er et resultat af de mange (unødvendige) igangsættelser og ve-stimulerende midler, der bliver brugt, for at fremskynde børnenes vej til verdenen. Jeg ville ønske, at der blev lyttet og taget udgangspunkt i det enkelte barn og den enkelte kvinde hver gang, og at fødsler fik lov at tage den tid de tager, så længe der ikke er fare på færde.

Jeg ved godt, at naturen også går sin gang, og at det ind i mellem desværre ikke er muligt, at være med til træffe et valg, fordi det pludselig handler om liv eller død. Her er det selvfølgelig vigtigt at stole på sin jordmoder og fødselslæge, og insistere på, at de inddrager dig i forløbet, og fortæller dig hvad der skal ske – før at det er sket.

Janne fødte på præcis samme hospital, men under andre omstændigheder end jeg. Desværre havde hun en helt anden oplevelse af sit forløb, da Villads kom til verdenen ved akut kejsersnit (29+1):

Modsat Daniella havde jeg ikke nået at sætte mig ind i min forestående fødsel. Overhovedet. Alt gik så stærkt, at jeg slet ikke kunne følge med, og i det øjeblik, som skulle have været det smukkeste i mit liv, var jeg slet ikke tilstede. Efter fødslen blev jeg allerede udskrevet dagen efter selvom jeg stadig var på smertestillende og knap kunne gå efter det akutte kejsersnit. Også her gik alting rigtig stærkt, så stærkt, at de helt glemte at informere mig om, muligheden for at tale min hektiske og voldsomme fødselsoplevelse igennem med en jordmoder. Jeg var slet ikke i stand til at se klart dengang, da jeg stadig var i chok, og mine tanker lå hos min lille Villads på neonatalafdelingen, men efterfølgende kan jeg mærke, at jeg er en anelse skuffet over vores behandling på fødeafdelingen.

Jeg føler med Janne og alle de andre skønne kvinder derude, der har haft en dårlig fødselsoplevelse. Jeg ville ønske at alle kvinder kunne føle sig tilstede mentalt under fødslen, og ikke blot sidder tilbage med følelsen af, at have ydet et fysisk stykke arbejde. Jeg håber, at alle kvinder fremover vil træde til handling og sige nej tak, til en fødsel hvor der bliver tænkt mere på penge, besparelser og en hurtig fødsel fremfor, hvad der er bedst for den enkelte kvinde og hendes barn! Børn fortjener en god start på livet, og det får de kun, hvis moren ikke har følt frygt, utryghed og stres under fødslen.

Tak fordi du læste med! Følte du dig tryg under dit fødselsforløb, eller var du var udsat for en “spare-fødsel” hvor beslutningerne blev truffet henover hovedet på dig? Læg gerne en kommentar, vi elsker når i deler jeres historier! 

Hvis du også mener at dette emne er vigtigt at på belyst, vil vi blive glade hvis du vil like og dele indlægget på facebook. 

 

 

Følg bloggen på Facebook her.