Julen er forbi, og vi er sprunget ind i det nye år. Efter et par ugers juleferie, er det vidst på tide med en lille opdatering og forsikring om, at vi ikke sprang os selv i luften midt i knaldperle-kasteriet.

Vi har haft en dejlig juleaften og et mindeværdigt nytår, som for mit vedkommende dog mest bestod af at putte med min lille gut i min svigerindes dobbeltseng. Ikke at det gjorde mig noget. Tværtimod.

Højdepunktet på aftenen var noget så simpelt som de fyrværkerismåtterier, som man normalt affyrer, mens man venter på, at der kommer noget større. Favoritten var helt klart knaldperler. Og jeg som ikke havde regnet med, at høje bang var Villads’ kop te, måtte pænt pakke mine mor-teorier sammen og se vildbassen smide kassevis af knaldperler mod asfalten storgrinende ude i kulden. En efter en vel og mærke…

Et nyt år giver anledning til både tilbageblik på året som gik, og et kig mod, hvad fremtiden bringer. Jeg tænkte, at jeg lige ville gøre begge dele ved at tage jer med “a trip down memory lane” og dele mine helt egne nytårsfortsætter. Både de mere og mindre seriøse af slagsen.

A trip down memory lane…

 

2015 var året, hvor Villads lærte at kravle, at gå og sige sine allerførste ord.
Det var det år vi fejrede hans allerførste fødselsdag (læs her) med et brag af en fest, også selvom dagen også bragte tanker tilbage til hans pludselige og alt for tidlige fødsel. (læs her)

Det var året, hvor  Villads gik fra baby til tumling, og fra mit bryst til udelukkende fast føde. (læs her)

I 2015 bristede min barselsboble og vuggestueopstart og seperationsangst (både for Villads og jeg) har fyldt meget. (læs her)

Det var året, hvor Daniella og jeg rigtig begyndte at se meget til hinanden, og det har været (og er!) helt igennem fantastisk at have en så god veninde et stenkast fra, hvor man bor.

Og sidst men ikke mindst, så var det året, hvor denne blog så dagens lys!

 

Alt i alt har det sørme været et ret godt år, som også har haft et pift af rutchebaneture, magtkampe og morhormoner. Noget som jeg har på fornemmelsen ikke bliver mindre, nu ældre min lille-store-gut bliver.

Jeg har i år valgt at fokusere på disse (mere overkommelige) nytårsforsætter, og kun tre styks – det skulle jo nødigt blive for ambitiøst 😉

Jeg har nemlig efterhånden lært mig selv lidt bedre at kende, og de klassiske nytårsfortsætter er bare ikke lige mig. Så i år er jeg gået efter en sikker vinder og har sat baren lidt lavere:

Nytårsfortsæt:

1. Drik mere rødvin. Bare fordi jeg må, efter næsten to års fravær pga. graviditet og amning. Det skulle eftersigende også være godt for jernindholdet – og humøret.
2. Gør én god ting for manden. En enkelt ting er vidst ikke for meget forlangt for manden som bruger alt for lang tid på at fiske saltkringler i Click Mix i blandselvslikkens mekka til undertegnede.
3. Få så sparet op til et ordentligt kamera! Jeg er dødtræt af mine halvdårlige Iphone-billeder.

 

Har i fundet nogle overkommelige nytårsforsætter? Eller går i all-in og er mere overskudsagtige end jeg?

 

 

 

 

Følg bloggen på Facebook her.

 

Lige præcis lige her på sofaen brugte jeg min aften i går. Teksten på billedet hængende over sofaen kunne ikke skildre mere ukorrekt, hvad det egentligt var der foregik. For det var ikke latter som rummet var fyldt af – tværtimod.
I går aftes efter Villads var gået i seng, vi havde fået afrimet vores fryser fra flere centimeter lag af is, fisket grydeskeer op bag køleskabet og fjernet utallige nullermænd satte jeg mig nemlig endelig ned i sofaen med Jesper i hånden og trykkede play på en dokumentar, som vi længe havde set frem til at se.

Dokumentaren “Født på grænsen til livet”, blev for første gang vist i går, og følger fire børn som alle er født i 24. graviditets uge. (Du kan selv se den gratis her)

Jeg føler selv, at Villads hårde start på livet placeret et rigtigt godt sted. Det er ikke noget, som jeg tænker så meget på længere. Jeg er bare lettet og glad for, at vi er kommet ud på den anden side med så minimale konsekvenser.
Der var dog alligevel noget som ramte mig i går, da jeg sad der i sofaen. Jeg endte med at tudbrøle igennem alle de 43 minutter. Befriende egentligt.
Efter rulleteksterne sad jeg dog tilbage med lidt en flad følelse. For det gik faktisk op for mig, at det nok ikke var de følelser og udfordringer, som vi havde haft i forløbet med Villads (læs her, her og her) som fyldte mest, men derimod den fremtid som venter os, hvis vi engang vælger at udvide familien.
Jeg kunne mærke, at det altså fylder en del mere, end hvad jeg lige gik og troede selv. Fandens.

Jeg gik endda så langt, at jeg tænkte, at jeg aldrig skulle have flere børn.
Det er frygten for at føde for tidligt igen, og måske endda endnu tidligere end ved Villads, som begrænser mig.  Frygten for at jeg selv en dag skal igennem, hvad de så seje og stærke forældre i dokumentaren gennemlever hver dag. Selvom jeg ved med sikkerhed, at skulle det være tilfældet, ville vi også klare det. Uden den mindste tvivl.

Det øjeblik, hvor jeg tudede allermest, var da det ene par fortalte, at de havde fået en søn i uge 24, som desværre ikke klarede den. Året efter havde de været i samme situation, på trods af at have været fuldt tæt, og fået endnu en dreng født kun med er par dages forskel. For hvad, hvis de heller ikke kan hjælpe mig, selvom de holder godt øje?

Jeg kan mærke, at tudeturen i går har gjort godt. Jeg tror egentligt, at det har været ret sundt, og lige hvad jeg havde behov for – helt uden selv at vide det.

Jeg er ret god til, at skubbe følelser som er lidt trælse og sørgelige i baggrunden, sige “pyt” og så komme videre, uden altid at vide, om de rigtigt er blevet bearbejdet. Noget som for mig at se – i de fleste tilfælde – er overvejende positivt, for jeg ser ingen grund til at dvale ved ting som hører fortiden til.

I dokumentaren blev der udover de personlige historier også sat spørgsmålstegn ved, om der skal sættes en fast grænse for, hvornår vi aktivt skal redde en for tidlig født.
Personligt synes jeg ikke, at man kan sætte en grænse, men er ganske tilfreds med det lægefaglige skøn, som de anvender i dag, hvor lægen vurderer, om der er tale om et værdigt liv.
De små er nemlig ikke ens, og som blandt alle andre mennesker er nogle bare bedre rustet til livet. Når de er så små, er det svært at vide, hvordan deres liv bliver i fremtiden, og at vælge dem fra uden at give dem en chance, synes jeg virkelig er en skræmmende tanke.
Jeg mener nemlig ikke, at et liv med handicap nødvendigvis er et dårligt liv. Et liv med udfordringer? Bestemt. Men selvom ens hverdag kan være fuld af udfordringer, betyder det altså ikke, at man ikke kan have livskvalitet og synes, at ens liv er værd at leve.

Det hele skal dog ikke være så trist og gråt. I dag ser jeg mere klart og lyst på tingene, og ved du hvad? Jeg er sikker på, at det nok skal gå, om vi så skal have flere børn eller ej. Og så er der intet der kan overskygge glæden ved, at det er gået så fantastisk godt for mit helt eget lille pjok 🙂

Hvad er din holdning til en fast aldersgrænse for, hvornår vi aktivt skal redde et liv? Og er du også god til at skubbe de sørgelige ting i baggrunden?

 

 

 

 

 

Følg bloggen på Facebook her.

Jeg fik et virkeligt stort chok tirsdag morgen, da jeg skulle have Villads ud af nattøjet og i et mere vuggestuevenligt outfit. Hans bryst og ryg var dækket af rødlige pletter, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind og råbte “skoldkoppe-alarm”.

Vi tog ned til lægen og fik heldigvis afkræftet mistanken. I stedet var udslættet et udtryk for, at hans immunforsvar ikke var helt oppe at køre efter en weekend med let feber. Lettet? Ja, tak! I hvert fald til at starte med. Så begyndte tankerne at køre:

Er det ikke noget med, at skoldkopper er nemmere at komme igennem nu yngre, at man er? Er nu ikke et ligeså godt tidspunkt som altid?

Lettelsen blev for et kort øjeblik forvandlet til en meget let form for skuffelse. Hvis det ikke er nu, hvornår er det så? Og skal man bare gå at vente på det uundgåelige?

Jeg kom i tanker om, at jeg af flere omgange havde hørt om forældre, som opsøgte smitning af skoldkopper – gerne før barslen var slut, så man ikke skulle igennem sådan en tur, når man var startet på arbejde igen. Jeg mindes endda at have hørt om smittegrupper på facebook (se selv her), hvor du kan “søge” efter en børnesygdom til dine børn.

Jeg kan godt se fordelen i, at man har bare en smule kontrol over, hvornår ens børn skal have skoldkopper. Så kan der planlægges ud fra det, og ungerne kan forhåbentligt få sygdommen i en tidlig alder, hvor den eftersigende skulle være nemmere at komme i gennem.

På den anden side, synes jeg, at det er lidt skræmmende at skulle opsøge sygdommen selv. Et besøg hos en bekendt som tilfældigvis har skoldkopper i huset, ville ikke gøre mig noget, men at skulle gå målrettet efter, at han skulle smittes, kan jeg mærke, at jeg ikke ville have det godt med.

Som du måske kan gætte, blev det for mit vedkommende blev det kun ved den pludselige og korte indskydelse, for selvom jeg er lidt af en kontrol-freak, så kunne jeg samtidig ikke se mig selv tage Villads i armen, og sige: Så lille skat, nu skal du smittes med skoldkopper.
Mest af alt fordi jeg tror, at jeg selv ville have det rigtig dårligt med, at det i teorien var min skyld, at han havde det skidt. Også selvom han jo skal igennem sygdommen på et eller andet tidspunkt. Forhåbentligt da.

For hvad gør man, hvis de lige pludselig er ret så store, og ikke har fået skoldkopper endnu? Så er det da lige før, at jeg ville æde mine ord i mig igen, og tage smittepolitikken op til overvejelse.

 

Hvor er det dejligt, at du læser med 🙂

Hvad er din holdning til at smitte sit barn med vilje, og kunne du selv finde på at gøre det?

 

 

 

 

Følg bloggen på Facebook her.

Min lille syge mus er faldet i søvn efter en god omgang klem og hygge på sofaen. Efter forespørgsel for en af vores søde læsere, tænkte jeg, at jeg ville dele nogle af Villads (og mine) julegaveønsker.

// 1. Stofpose HER // 2. Biltæppe HER // 3. Krydstæppe HER // 4. Robot sparebøsse HER // 5. Bjørnetæppet HER // 6. Papirpose HER // 7. Madpakkepose HER//

 

Udover disse sager, står der højt på ønskesedlen også denne sengerandsslange (her). Jeg tror, at den bliver et must, når Villads (engang) skal flytte i juniorseng. Den har nogen dog allerede købt til ham med hele tyve procents rabat under det vilde Black Friday udsalg. Shhhhh.

Derudover er jeg også blevet smaskforelsket i de fine Lucky Boy Sunday dukker, og specielt den med kjole på (her). Jeg kan godt lide idéen med, at drenge også må lege dukker og piger med biler, og det synes jeg også Villads skal have lov til og mulighed for, hvis han altså selv finder lysten.

Vi har selvfølgelig også ønsket os lidt mere legetøj. Her er det specielt bøger (med hårde sider) som evt. kan sige lyde, biler som kan køre selv, og en af de der “robot” dyr, som kan gå selv og sige lyde. Den røg på ønskelisten efter en tur i en legetøjsbutik, hvor Villads var dybt fascineret af en gris af slagsen. Jeg tror, at han troede, at det var et rigtigt dyr, for han satte sig på hug og aede den ligeså stille.
Det kunne mor her slet slet ikke stå for, og hvis han nu får en elektronisk en af slagsen, så måske jeg kunne slippe for fremtidig tryglen om et rigtigt dyr. (I wish….)

Sidst men ikke mindst, så mangler vi virkelig en ny autostol, men da det er et ønske i den meget dyre ende, ender vi sikkert med at må punge ud selv 😉 Jeg har kig på denne (her), som har alt, hvad jeg synes er vigtigt, og samtidig lige nu er på udsalg med 29%.

Igennem december har Villads også fået lidt gaver løbende i forbindelse med advent og engang imellem i julesokken. Her har han bl.a. fået et Letter Banner (her), en dækkeserviet (her) og en bilbane som er højere end ham selv.

Hvad står der på jeres børns ønskeseddel i jul, og har i nogle flere idéer til en gut på knap 1,5 år? Så del dem gerne i kommentarfeltet.

 

 

 

Indlægget indeholder Affiliate links. 

Følg bloggen på Facebook her.

Jeg er ikke den store bager, men jeg kan egentlig godt lide at stå i køkkenet – især når jeg kan lave noget, som jeg kan få glæde af i længere tid.
Når man har en lille starut på knap 1,5 år så er det med at springe over, hvor gærdet er lavest og prioritere julehyggen frem for et uoverskueligt væld af bageprojekter.

En af de ting jeg har valgt at bage selv er pebernødder. Jeg er ikke særlig vild med de købens af slagsen, og så er det et nemt projekt, som Villads kan være en del af, og hvor dejen kan gemmes i fryseren eller køleren, så jeg nemt kan udstråle overskud, når der dufter nybagte pebernødder hele julen, uden at jeg (næsten) skal røre en finger. TADA!

 

Jeg har faktisk altid synes at pebernødder er lidt kedelige og tørre. Men efter at jeg ved et tilfælde så Ole fra Lagkagehuset bage pebernødder i Godmorgen Danmark, for efterhånden mange år siden, har jeg lavet dem hvert år. Og de her pebernødder, vil jeg altså vove at påstå er ret fantastiske!

Ingredienser
250 g. smør (helst stuetemperatur)
250 g. sukker
1 dl. piskefløde
1 tsk. af hvert krydderi: ingefær, kanel, hvid peber og kardemomme.
1 tsk. natron
1 tsk. bagepulver
500 g. mel

Fremgangsmåde
Smør og sukker piskes sammen evt. i røremaskine. Piskefløden piskes i ved lav hastighed. De tørre ingredienser (krydderi, bagepulver, natron, mel) blandes i en skål og røres i dejen. Dejen æltes sammen med hænderne kort og trilles ud i pølser og skæres i små stykker (mine er ca. 1 cm). Pebernødderne bages ved 200 grader i ca. 8 minutter (alt afhængig af ovn). 

Opskriften rækker ca. til 3-4 plader, og de bagte pebernødder kan holde sig ca. en måned i en lukket tæt beholder. Jeg foretrækker dog at trille pølser og pakke dejen i fryseren med folie omkring, så kan jeg nemt skære af og putte i ovnen efter behov.

Kitchenaid HER (spar op til 25% indtil 6/12) // RC skål HER // Hay saks HER

Jeg bagte faktisk tredobbelt portion her sidste dag, og der var længe nok til julen igennem, og også nok til at jeg kunne give Daniella en kæmpe klump dej, så de også kunne trille pebernødder. Til gengæld har hun lavet en fin juledekoration se til mig, se selv på det første billede i indlægget. Det er så fedt at vi kan hjælpe hinanden, så december to-do listen bliver en anelse nemmere at overkomme 😀

For Villads vedkommende, så var han stor fan af at trille pebernødder. Men allermest af at spise dejen!

Tusind tak, fordi du følger med i vores lille univers. Skal du også julebage her op til jul, og hvad er dit must-have julebag?

 

 

 

Indlægget indeholder Affiliate links. 

Følg bloggen på Facebook her.

Det langvarige parforhold er kedeligt. Man får ikke realiseret sig selv, og man får slet ikke udlevet sin ungdom. Alle sammen statements, som figurerer i folks bevidsthed rundt omkring. Jeg kan ikke lade vær med at blive en smule irriteret over de hentydninger og ansigtsudtryk som bevidner, at folk ikke kan sætte sig ind i, hvorfor det lange og tidlige parforhold også kan være en fordel.

Jeg bliver tit mødt med løftede øjenbryn og undren, når jeg gladelig fortæller, at Hr. Dall og jeg altså har formået at holde sammen i hele syv år. Endnu værre bliver det, når jeg kommer til den del, hvor jeg altså kun var lige fyldt seksten, da vi mødte hinanden.

Det er ikke ofte, at folk finder hinanden i en så tidlig alder, og det langvarige parforhold i min alder, skiller sig derfor markant ud fra mængden. Selv min lillebror er af den opfattelse, at man i et parforhold ikke oplever særlig meget. Da han lige var startet på gymnasiet, sagde jeg til ham, at hvis han havde spørgsmål omkring piger, kunne han bare komme til mig, hans svar var: “Jeg tror mine venner har oplevet mere end dig”. AV!

Det virker som om, at der er en stor udbredelse i, at det langvarige – og tidlige – parforhold er kedeligt, og at det er ”synd”, at man ikke får oplevet og udlevet sin ungdom. Istedet for et klap på skulderen over, at det faktisk er ret bemærkelsesværdigt, at kunne holde hinanden ud i så mange år, bliver man i stedet ramt af et medlidenhedsblik.

Jeg er så træt af det! For hvis jeg virkelig havde ondt af mig selv over “alt” jeg gik glip af, ville jeg slet ikke være i det her forhold. Hvis det langvarige parforhold er kedeligt og begrænser en i et stort omfang, skal man måske til at overveje, om man virkelig har det så godt, som man tror. Man kan sagtens lave næsten alt, hvad man vil, når man er i parforhold, og hvis der er noget der begrænser mig, er det nok nærmere, at jeg er blevet mor. De begrænsninger har jeg det til gengæld fortrinligt med.

Faktisk forstår jeg godt at folk undrer sig, og det skal de også have lov til – De må bare gerne holde det lidt mere for dem selv.
Jeg tror nemlig oprigtigt, at det kan være svært , at sætte sig ind i, hvordan man kan binde sig til et menneske i en så tidlig alder. For havde jeg ikke været i et sådant forhold, havde jeg helt sikkert været ligeså intolerant. Jeg mødte engang en pige på nitten, som lige var blevet gift, og selvom jeg selv sad der og holdningsmæssigt var påvirket af mit eget lange parforhold, så var det lige pludselig mig, som stod med løftet øjenbryn. “GIFT SERIØST?” Egentligt var det bare super dobbeltmoralsk af mig, for hvor ligger den store forskel lige, om man har en ring på fingeren eller ej?

I dag er jeg selv lidt mere tolerant. Måske fordi jeg i stigende grad har oplevet, at folk har løftet øjenbrynet overfor mig. Måske fordi jeg ikke bryder mig om at blive sat i bås som en kedelig husmor, som aldrig kommer ud, og som står klar med aftensmad, foldet vasketøj og rene gulve, når farmand kommer hjem fra arbejde. For DET er da det sidste, som jeg identificerer mig med. Og jeg tror at Jesper er enig med mig, i hvert fald i det med rengøring og maden  😉

Det langvarige parforhold er kommet snigende op på mig, selvom jeg aldrig troede, at jeg skulle være typen. Folk som kendte mig i mine vilde teenage år kan sikkert nikke genkendende til den tanke, og jeg tror, at de er mindst ligeså chokerede som jeg, over at jeg er endt, hvor jeg er.

Der skal herske ingen tvivl om, at jeg er glad for, hvor jeg er endt. Jeg ville ikke bytte det lange parforhold ud for noget. Det er sgu egentligt ret fedt at altid have en ekstra hånd til Villads, at have ens bedste ven permanent installeret i lejligheden og samtidig kunne opføre sig lige præcis som man har lyst til uden, at der bliver løftet en pegefinger – apropros nedenstående billede 😀

Jeg tror ikke, at det er en bestemt type folk som ender i det tidlige og langvarige parforhold. Jeg tror simpelthen, at det handler om, hvornår man møder den mand/kvinde, man gerne vil blive gammel sammen med, om det så er som 16 eller 40-årig. Pladderromantisk som det nok lyder, så er det nok det, som er sket for mig.

Tusind tak, fordi du læste med. Hvordan har du det med parforhold og børn i en tidlig alder, og føler du også, at folk løfter øjenbryn?

 

Følg bloggen på Facebook her.

Nu sidder jeg så her igen. Alt for sent. Klokken er mange , og jeg tæller timerne til jeg skal op at lave havregrød, smøre madpakker og bygge med legoklodser. 1-2-3-4-5 timer, hvis han da ikke vågner før.

Weekenden har budt både på praktiske og hyggelige stunder. Fredag brugte jeg som planlagt på at handle de fleste julegaver til Black Friday, så jeg ikke skal stå og stresse over at ende med at købe gaverne i sidste øjeblik – Jeg ved nemlig fra erfaring, at det ikke ligefrem er den bedste løsning for mig.

Lørdag havde Villads og far mandehørm, og jeg var så heldig at få lov til at tilbringe lidt alenetid med Lucas. Senere på dagen lavede vi mad sammen med Rúni og Daniella, og banditterne blev puttet på samme værelse, så vi også kunne tilbringe aftenen sammen. Daniella lavede fine mojitos, vi spillede Cranium og morede os over vores rustne tegneskills og sløve paratviden. Desuden fandt jeg ud af – til min store overraskelse – at jeg er en haj til blindtegning! 😀

Idag – den første advent – har Villads fået sin allerførste adventsgave. Villads’ farfar har været så sød at give lidt til adventsgaver og med et tilskud fra os blev det til en kæmpe stor bilbane, hvor han kan køre alle sine små biler på, mens han siger “tsssch tsssch”, som vidst nok betyder noget i stil med: brum brum.

Udover det har vi også hentet julepynten i kælderen (bedre sent end aldrig!), og lavet en kæmpe kæmpe portion pebernøddedej og et par plader pebernødder, så vi har til lidt guf i løbet af december.

 

.

 

Nu vil jeg vove mig ud i stormen og ned i vasketøjskælderen og hente vasketøjet inden jeg vil prøve at se, om jeg ikke kan få lukket de øjne lidt. Jeg begynder at overveje, om det nu var særlig smart at have taget den 3-timers lange middagslur med Villads…

Godnat og sov godt!

 

 

Indlægget indeholder Affiliate links. 

Følg bloggen på Facebook her.

Villads er i strygende humør i denne uge. Han bliver så stor. Han griner helt ned i maven, danser vildt, giver high-fives og krammere og styrter rundt som om, at han ejer hele verden. Det er så dejligt at se, og han er den sjoveste lille gut.
En af Villads favorit lege for tiden er “krig” – alle former indenfor genren faktisk: Boldkrig, skududvekslinger og fangeleg. Fællesnævneren for alle disse er, at han ikke synes, at der er noget sjovere end, når mor eller far får et pletskud lige i panden, og han er ikke bleg for at vise det. Sidste dag grinte han så højt og længe, at han knækkede sammen og knap kunne holde sig oprejst:D

Det sprudlende humør varer dog ikke altid døgnet ud, og for tiden er han ikke altid så let at få ind i drømmeland. Jeg giver hans hjørnetænder skylden, som for tiden er lige på nippet til at bryde igennem.

I går havde jeg lige netop puttet ham, givet mig selv en mental highfive og var allerede indstillet på at skulle slænge mig på sofaen, da det værste skete…

BUM. Og så lå min telefon på gulvet med en skærm slået i tusindevis af stykker. Og endnu værre. Efterfulgt af et kæmpe VRÆL.

Når jeg tænker over det, er faktisk nærmest mest overrasket over, at den ikke er gået i stykker før. Jeg vidste jo godt, at det ville ske før eller siden. For jeg er ikke ligefrem den mindst klodsede eller mest forsigtige type, og telefonen har overlevet værre fald end dette.  Jeg havde sagt til mig selv ti+ gange, at jeg skulle huske, at få sat panserglas på igen, men glemsom er jeg også, så det fik jeg heller ikke liiige ordnet. Så typisk.

Telefonen er så smadret, at jeg næsten får splintre i fingrene i mine ihærdige forsøg på, at bevæge mig rundt på Instagram. Det er lige på grænsen til ynkeligt.

Det er sjovt – og også skræmmende, hvordan man lige pludselig mærker, hvor afhængig man er af dette lille apparat. Hele ens liv er jo plottet ned i den tingest.

Heldigvis er det jo kun skærmen som er røget en tur, og jeg skal da også allerede ned og få den repareret i dag. Denne gang må jeg vidst hellere også få sat panserglas på 😀

Tak, fordi du læste med 🙂 Hvordan har du det med mobilen, er den lige så uundværlig, som den er for mig?

 

 

 

Følg bloggen på Facebook her.

By Nord julesok HER // By Nord sengetøj HER // Ferm Living juletræstæppe HER // Bogstavs banner HER // Gåbil HER //

Jeg er vild med jul. Sådan virkelig vild med jul. Jeg føler mig altid lidt som en lille pige i december.

En lille pige som;

• troligt står tidligt op hver morgen, fordi det kribler i fingrene, at der er endnu en gave som skal åbnes.
• Får julelys i øjnene når der skal julepyntes, og fortsætter med det i løbet af hele december.
• er spændt på dagens julekalenderafsnit. (Man kan aldrig blive for gammel til julekalender. Og slet slet ikke Pyrus, hvis du spørger mig!)

Det er nok en skade af at vokse op i en kæmpe familie, hvor hele huset var plastret til med nisser, og en mor som lod os alle tro på julemanden i liiiidt for længe. Ikke at jeg havde noget imod det. For jeg husker tilbage på en masse magiske december måneder igennem min opvækst.

Jeg glæder mig sådan til at skabe vores egne minder med Villads. Selvom det ikke er vores første jul sammen, så synes jeg denne jul er noget helt specielt. Det er nemlig første gang, at Villads rigtig kan deltage, for hvis jeg nu skal helt ærlig, så forstod han ikke så meget af, hvad der foregik sidste år, og har nok tænkt sit, da hans farveforskrækkede mor proppede ham i rødt outfit og hue.

Som det lille barn jeg er, har jeg også tyvstartet med julepynten i år. Indtil videre er det dog kun på Villads værelse, og det handler kun om en enkelt julesok, men det gør mig nu alligevel lidt i julehumør. Både sok og sengetøj har jeg fået en veninde til at købe til By Nords lagersalg for ikke så længe siden i KBH. Jeg kom af med 350.- kr. samlet, hvilket må siges at være årets kup. Deres lagersalg er virkelig værd at holde med for der er virkelig mange penge at spare, så jeg vil råde jer til at tage derhen og kigge næste år. Bare et tip 🙂

Hvis du ikke kan vente så længe er der mange andre lagersalg, du kan tage til i en lidt nærmere fremtid. På denne hjemmeside (link her), kan du holde øje med fremtidige lagersalg. I denne weekend er der f.eks. Molo Lagersalg i København (se mere her).

 

 

Dagen i dag har været brugt på en lille mus, som er ekstra pylret pga. af to flotte hjørnetænder. Han er nu puttet, og jeg må ærligt indrømme, at jeg er lidt træt efter dagens strabadser, så der går nok heller ikke så længe, før at jeg selv falder om 😀

Tak, fordi du læste med 🙂 Hvis du kender til andre fede lagersalg, så smid gerne en kommentar nedenfor:)

 

 

 

Indlægget indeholder affiliate links. 

Følg bloggen på Facebook her.

Vi er så heldige, at der et stenkast fra banditternes vuggestue ligger en hyggelig lille naturlegeplads med geder, høns, kaniner og kanariefugle i flotte farver. I dag tog vi der forbi. Ikke bare Villads og jeg – men også Jesper, Daniella, Rúni og Lucas.

Det er så hyggeligt at tage på en lille udflugt allesammen, også selvom det bare er på legepladsen. Villads er ellevild med dyr – især gederne synes han er super spændende. Det var også dem, som han først ville hen og fodre med de gulerødder som Jesper havde taget med i lommen. Både Lucas og Villads fik givet gederne mad og klappet dem gentagende gange på hovedet.

Villads er blevet så dygtig til at ae og studere dyr, og stopper også op, hver evig eneste gang en hund går forbi ham, hvilket både kan få mit hjerte til at smelte – og til tider sætte min mor-tålmodighed gevaldigt på prøve.

Kaninerne blev også fodret med gulerødder og hønsene med lidt strå. Sidstnævnte var meget ivrige og hakkede lystigt derudaf. Så meget, at det gjorde mig forskrækket, og jeg (diskret) måtte lade Jesper overtage tjansen med at sørge for, at Villads fingre forblev hele.

På legepladsen er der en sansegynge, en sandkasse, et rør, en vippe, og der holder holder sågar en gammel lastbil, som drengene var oppe at “køre” i.

Banditterne kom hele legepladsen rundt til stor begejstring for os forældre. Drengene gyngede vildt og højt i gyngen både sammen med Daniella og jeg og alene. De nød det i fulde drag og skraldgrinede, når Daniella råbte “weeeeeee” hver gang de gyngede hen mod os, så højt at hele legepladsen kunne høre det.

Se lige de kæmpe smil, de er da ikke til at stå for!

 

 

Tak, fordi du læste med. Har i også været ude at nyde efterårsvejret? 🙂

 

 

Følg bloggen på Facebook her.