Har ammekapitlet nået sin ende?

Når 3 bliver til 2

Som nogen af jer måske ved, så har vi glædet os rigtig meget til sommerferien. Også selvom ferieforventningerne skulle omstilles, nu hvor vi har fået en dejlig baby. Men nu er ferie-planerne for alvor vendt på hovedet! 

ffffff

Et dejligt sommerminde fra stranden. Dem kunne jeg godt bruge nogle flere af! 🙂

Manden er nemlig rejst og 3 bliver til 2, men heldigvis kun for de næste to uger. Rúni er fra Færøerne, og hver sommer er han hoppet på flyveren for at arbejde i sit hjemland. Han kan nemlig tjene rigtig gode penge, på sit tidligere arbejde på havnen, hvor han blandt andet tømmer containerskibe. Vi havde besluttet, at han ikke skulle afsted i år, da vi nu har fået Lucas. Vi trænger til at være sammen og nyde vores lille familie for fuld skrue. Vi havde endda lagt en masse planer for, hvad de 3 ugers ferie skulle bruges på. Blandt andet skulle vi i min fars sommerhus og på mini-ferie hos min svigerfamilie i Nykøbing Sjælland.

Desværre har vi en stram økonomi, der blot bliver endnu strammere, nu hvor jeg har fået udbetalt mine sidste barselsdagpenge. Den butik jeg arbejdede i, har drejet nøglen om, så jeg skal af gode grunde finde noget andet at lave, når jeg skal ud af min barselsboble. Butikker har urimelige åbningstider efter min mening, og det passer ikke sammen med mit ønske om, at kunne bruge mange timer sammen med min familie i hverdagene. Jeg har derfor søgt ind på studiet som socialrådgiver, hvor jeg håber meget på at komme ind! Hvis det lykkedes vil jeg komme på SU, og det er jo for lækkert, at vi bor i et land, hvor vi er så privilligerede. Men det vil betyde at vi mister en del af vores indtjening i vores lille fællesøkonomi. Rundt regnet er der tale om 4000 kroner hver måned i et halvt år, indtil Rúni er udlært som elektriker. Dét er mange penge fra vores i forvejen temmelig stramme budget, så det er simpelthen for ufornuftigt og økonomisk uansvarligt, at takke nej til de ekstra (mange) penge , der kunne rulle ind på kontoen.

Derfor har vi efter lange diskussioner frem og tilbage, taget den beslutning, at Rúni skal til Færøerne og arbejde i sin ferie. Det var ikke sjovt for mig, at skulle vinke farvel til vores ferie sammen, og jeg har også knebet en tåre, fordi jeg synes at det er lidt urimeligt. En ting er at vi ikke skal på sommerferie, som jeg virkelig trænger til – men nu skal vi slet ikke holde ferie. Beslutningen blev taget i mandags, så jeg har heller ikke haft lang tid, til at forberede mig på det. Rúni savner selvfølgelig sin familie og venner på Færøerne, så han synes ikke at det er så slemt, at han skal op og arbejde. Han når heldigvis også at få nationaldagene med, det betyder meget for færinger at være en del af. Imens klarer Lucas og mor skansen alene herhjemme i Tilst. Det er ikke fordi, at vi ikke vil med til Færøerne, for tro mig! jeg ville elske at se mandens og delvist sønnens hjemland, som jeg har hørt skulle være så smukt! Han skal arbejde mange timer om ugen, så vi ville stort set ikke få set hinanden alligevel. Når jeg engang skal opleve Færøerne, skal han guide mig rundt og vise mig alle de smukke steder og vi skal have tid til at besøge den del af familien og de venner, som jeg stadig har til gode at møde. En anden hale er, at billetten er temmelig dyr, og jo flere penge der bliver brugt på rejsen, des mere skal der arbejdes, før at det giver overskud.

25faroe600.1

Smukke Faroe Island! Billede af 7-themes.com

Jeg erkender blankt, at jeg i mit hjerte helst så, at min lille familie skulle holde sommerferie sammen, men hjernen fortalte os begge, at vi var nødt til at tage det fornuftige valg. Hver gang der kommer regninger ind af døren det næste halve år, ville vi banke os selv i hovedet. Fordi vi kunne have haft pengene til at betale dem, men vi valgte anderledes. Udover de 3 uger manden holder nu, har han heldigvis 1 uges ferie mere til gode. Den uge har han lovet at holde i August, så i sidste ende får vi alligevel lidt ferie sammen.

Unavngivet

Far og søn siger farvel i lufthavnen. Lucas var lidt træt, men han skulle med ind og vinke.

Da jeg stod i lufthavnen her til aften, og og mig og Lucas kyssede mand og farmand farvel, ville jeg ønske, at vi skulle til de varme lande sammen. Det gav et stik i maven, at se alle de glade børnefamilier, der vrimlede rundt i lufthaven på vej til en dejlig sommerferie. For hold k*ft hvor jeg trænger til varmere himmelstrøg i selskab med mine to yndlings-drenge. Istedet måtte vi vinke farvel til manden, og køre hjem til en tom lejlighed og kedeligt dansk sommervejr.

Ej okay, jeg tager lige mig selv i at lyde lidt deprimeret og det er jeg altså ikke! Selvom jeg kommer til at savne ham, bliver det også hyggeligt (og lidt hårdt) bare at være mig og Lucas herhjemme. Når han er puttet, vil jeg bruge hele min aften på blogging, instagram og Pretty Little Liars, og den var aldrig gået hvis han var hjemme. 😀

image

Mor og søn skal nok få det rigtig hyggeligt sammen, ingen tvivl om det. <3

Fredag morgen skal Lucas og jeg alene med færgen, vi har ikke bil, så det bliver som gående passager, med klapvogn og diverse pakkenelliker man nu har med, når man skal på weekend med en baby på 10 måneder. Turen går nemlig til Sjælland for at besøge svigerfamilien. Mini-ferien er ikke aflyst, for jeg havde glædet mig meget til den tur, og det ved jeg at min svigermor også har. Jeg synes ikke, at det skal gå ud over Lucas og Omma (farmor) at Rúni er oppe og arbejde, for vi ser i forvejen hinanden alt for lidt. Lucas Faster, kusine og fætter kommer også i weekenden og jeg er sikker på, at det bliver rigtig hyggeligt, selvom manden ikke er med. På lørdag skal vi i Sommerland Sjælland alle sammen, og spørg lige om jeg glæder mig?! Det bliver så sjovt og lidt vildt, når Lucas skal prøve forlystelser og være i badeland for første gang.

Ligeledes er sommerhusturen i næste uge heller ikke aflyst. I stedet tager vi afsted med min søster og hendes skønne lille hvalp, og får et par hyggelige og dejlige dage ud af det. Lucas elsker sin moster og hendes hund, så det skal nok blive rigtig sjovt og fuld af spillopper og banditstreger i sommerhuset i Bønnerup. Kryds lige fingre for godt vejr, så vi kan komme til stranden! 🙂

Der står massere af tøsehygge på programmet, for min bedste veninde ‘‘Tante”Lotte kommer også her hjem og sover nogle af dagene. Hun rejser snart til Australien og er væk i en evighed. 7 måneder føles ihvertfald som for evigt, så det er skønt, at vi lige har muligheden for en omgang pyjamasparty inden hun rejser.

Det kan  ikke rigtig kaldes ferie, når manden ikke er hjemme, og jeg dermed får en del mere at se til, nu hvor jeg skal være alene om det hele. Jeg har virkelig respekt for singlemødre, så hvis i læser med, får i lige en virtuel high-five! Jeg er dog sikker på, at mig og Lucas får nogle meget hyggelige uger, selvom det har krævet lidt ændringer i planerne. Vi vil savne farmand meget og der skal så vidt muligt skypes hver dag. Men det er helt sikkert også sundt, at få lov til at savne og længes efter hinanden. Og så står vi klar med et kæmpe kys, når vi skal hente ham i lufthavnen, og 2 endelig bliver til 3 igen.

jjjjj

Et gammelt billede jeg lige faldt over. Jeg synes, at det er meget sødt af min lille familie.

image

Dette er et af mine yndlingsbilleder af os 3!

 

Tak fordi du læste med! <3 Bliver din sommerferie lige som du har drømt om? Og tager du også hatten af for enlige mødre? 

Daniella

Følg bloggen på Facebook her.

1

  • Mina

    Ohh Daniella, vi fik præcis samme problem. Så jeg har samlet mine to drenge og draget mod Sjælland hvor vi skal bo de næste 3 uger, hvor farmand skal arbejde. Vi bor hos mine forældre, så ikke så slemt, men det er virkelig trist når planerne ikke går som forventet. Ønsker dig og Lucas en dejlig sommer trods alt..

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Har ammekapitlet nået sin ende?