Fødslen der aldrig nåede fødegangen – dette er Gabriela’s historie

I forgårs delte vi indlægget ‘Frygt og nedskærringer på fødegangen‘ hvor vi satte fokus på, at fødslerne bliver sparet i bund på landets hospitaler. Vi skrev blandt andet, at det er vigtigt at følge sin mavefornemmelse, og sige fra hvis man føler sig uretfærdigt behandlet, eller får trukket beslutningerne ned over hovedet af personalet.

Gabriela Uweis har selv oplevet konsekvensen af besparelserne på første parket. Først da hun sagde fra og bankede i bordet, blev hun taget alvorligt af Herlev hospital, hvor hendes datter skulle bringes til verdenen. Hun ville ønske, at hun havde sagt fra noget før, ligesom hun ved af dele sin historie, vil opfordre alle til at gøre, hvis de står i en lignende situation. Hendes historie er et bevis på, hvor grueligt galt det kan gå, hvis du bliver offer for besparelserne på fødegangen, 

Vi blev meget grebet af Gabriela’s skrækkelige historie, som vi har fået lov til at dele med jer. Dette Det er en rørende og chokerende fødselsberetning med hendes helt egne ord. Vi vil ikke skrive meget mere, da vi gil lade hendes fortælling stå i fokus. 

Drømmen som braste – fødslen som aldrig nåede fødegangen

Her er min historie og vi starter med slutningen…!

Jeg befandt mig på operationsbordet, 8-9 personer jeg aldrig havde set før rørte alle ved mig, satte ledninger, drop, sug og alt muligt på mig, uden kontrol og ude af stand til at kommunikere. Min krop var ustyrligt ramt af kramper, som en kvinde i et epidemisk anfald, jeg var i chok. Hvorfor mig, hvorfor nu – og hvad var det egentlig der skete??? Jeg var netop blevet meddelt at jeg var på vej til fødegangen for at få ve-drop (S-drop) og fortsætte min fødsel – der var i gang!

Men starten var en anden… Jeg havde et ganske normalt graviditetsforløb, normal vægtstigning, en stor og sund prinsesse i maven, alt var fryd og gammen, vi talte blot ugerne ned til den store terminsdag tirsdag 23. juni 2015. Dagen før termin var vi hos jordemoder og jeg fik foretaget en hindeløsning. Denne hindeløsning gjorde at min slimprop gik, så jeg var 2 cm åben og havde 1 cm livmoderhals tilbage, samt jeg fik små-veer. Vores lille pige var placeret flot langt nede i bækkenet og var klar til at komme ud !Dog passerede vi terminsdagen og rammer torsdag 25. juni 2015 (uge 40+2), mine små-veer fortsatte men efter en samtale med jordemoderkonsultationen samt fødselsmodtagelsen får vi aftalt at jeg kan komme ind på Herlev hospital i fødemodtagelsen og få én hindeløsning mere med henblik på at få sat ordentlig skub i veerne…

Jeg og min kæreste ankommer til fødemodtagelsen kl. 18.00 og får besked om at der er lidt ventetid. Klokken bliver 19.00 og vi kommer ind i et rum med en jordemoder der undersøger mig og jeg er fortsat 2cm åben og har en smule livmoderhals tilbage. Hun siger jeg ville være klar til at kunne sættes i gang med nogle igangsættelses piller (Angusta).

MEN… hun må ikke give mig dem. Hun siger beklagende at der desværre ikke er plads på fødegangen, så hun må ikke sætte mig i gang med nogle midler der kan udløse kraftigere veer der kræver en plads på fødegangen. Hun siger jeg derimod kan tage hjem og forsøge at ringe næste morgen om der er plads der….

Dette vælger jeg dog ikke at gøre, for mig skal det helst gå så naturligt som muligt, så jeg venter gerne lidt endnu.

Fredag d. 26. Juni – jeg har små-veer fortsat og får jeg min søster forbi, vi er super gode til zoneterapi i min familie, jeg satte hendes fødsel igang med zoneterapi for 4 år siden, så vi tænkte hvorfor kunne hun ikke også forsøge på mig. Jeg fik en god halv times zoneterapi kl. 15.00 og kl. 15.30 går mit vand.

Det vælter ikke ud af mig, men siver. Jeg ringer til fødemodtagelsen, de meddeler at jeg skal lige lade tiden gå lidt endnu og se om mine veer tager til.Kl. 22.00 kommer jeg af sted til fødemodtagelsen, mine veer har ikke taget til og mit fostervand er fortsat gået. Så får jeg besked om at skulle sættes igang i telefonen. Men da jeg ankommer er forløbet en hel anden….Jeg bliver undersøgt, jeg er fortsat 2 cm åben og har næsten ingen livmoderhals tilbage, det vil sige jeg er oplagt kandidat til at kunne få sat skub i det hele ved hjælp af igangsættelses piller (Angusta).Men men men… til vores store skuffelse (vi bor i København og tog til Herlev Hospital) siger de at de IGEN ikke har plads på fødegangen til at tage mig op og sætte mig igang, de måtte simpelthen ikke give mig pillerne for de måtte ikke have flere fødsler i gang den nat. Hmm… så jeg må simpelthen ikke føde pga. overbelægning!!!!???!Jeg kan derimod få 2 panodiler og 1 kodein til at tage hjem og sove på, så jeg kan sove fra veerne og være klar til at måtte komme ind igen næste morgen kl. 07.45…

Vi tager hjem til min mor og overnatter, da hun bor nær Herlev Hospital. Vi havde ikke lige regnet med at blive sendt hjem 2 dage i træk. Skuffelsen var stor og jeg var begyndt at blive ret bekymret da mit vand nu engang var gået.

Vi når til lørdag 27. juni morgen kl. 07.45 og vi står for 3 dag i træk ret inde på fødemodtagelsen…

Her bliver jeg undersøgt igen, nu 3 cm åben og næsten uden livmoderhals, en CTG (hjertelydsmåler) og ve måler bliver placeret på mig og det ses at alle tal er super fine og mine veer er der, ikke så kraftige men de er der og hendes hjertelyd er helt som de skal være. !Det bliver besluttet at jeg endelig godt må gå lidt mere i gang med min fødsel og får 2 igangsættelsespiller (Angusta), disse skulle helst sætte lidt skub i tingene.

Vi bliver sendt hjem for at afvente at medicinen giver effekt. Vi tager ud og handler og jeg kan mærke at veerne tager til, nu er vi oppe i skalaen der hedder, jeg skal stoppe og stå stille når jeg får en ve, hvilket er positivt.

Vi er 12.45 tilbage på fødemodtagelsen for at blive undersøgt igen, tingene er lidt det samme som sidst dog med kraftigere veer, jeg får endnu én igangsættelsespille (Angusta) og bliver igen sendt hjem for at afvente kraftigere veer. Desværre sker der det at jeg får en allergisk reaktion på pillerne, de sløver mig og jeg kan ikke mærke min krop. Jeg falder i søvn og er svær at få gang i igen.

Vi kontakter fødemodtagelsen kl. 15.00 og fortæller om situationen, og jeg bliver bedt om at komme ind. Vi ankommer kl. 16.00 men bliver først kigget på kl. 17.00. Her er alle tal dog normale, de kan se på CTG (hjertelyd) at den lille har det helt perfekt, og min vemåler viser veer. Alt er godt. Vi får talt frem og tilbage med jordemoder der siger at næste skridt er jeg skal op på fødegangen og have et ve-drop (der sætter skub i veerne og udvidelse) samt jeg skal have antibiotika drop da der nu er gået over 24 timer siden vandet gik. (I følge hospitalernes generelle retningslinjer skulle jeg have haft antibiotika efter 18 timer).

Men jordemoder siger til vores alles overraskelse MEN VI HAR IKKE PLADS PÅ FØDEGANGEN LIGE NU, så smut I lige ned og få jer lidt aftensmad så er vi klar til dig kl. 19.30 og kan sende dig på fødegangen !!!??? !

What… igen!?? Jeg er i farezonen, der er gået 26 timer siden mit vand gik, jeg har veer og jeg er ikke blevet behandlet med antibiotika. Derfor er der chance for min lille pige nu kan have det rigtig skidt i maven.Da jeg ikke føler de har “tid” til at tage sig af os oppe på afdelingen, går vi ned i hospitalets kantine og spiser aftensmad, jeg sidder dernede med veer og har det i det hele taget ikke ret godt.

Kl. 19.30 vi vender nu stærkt tilbage til fødemodtagelsen og med godt humør da vi nu ved vi skal over på fødegangen som jordemoder lovede inden vi gik til aftensmad. Der er naturligvis skift i personale under hele dette forløb. Vi kommer op og bliver placeret i venteværelset.

Jordemoder kommer ud og fortæller os at de stadigvæk ikke lige har ledige hænder ovre på fødemodtagelsen, men at de meget snart ville sende os derover.

Kl. 20.00 Stadig ikke på fødegangen endnu, vi sidder fortsat i venteværelset, mine veer tager til og kommer nu med 4 minutter imellem. !
Kl. 20.30 fortsat i venteværelset, samme historie som før. Jeg går ind og spørger hvad der sker og jordemoder på kontoret beklager og siger at det er lige om lidt vi kommer over. !
Kl. 21.00 NU HAR JEG ONDT!! Jeg spørger dem igen hvad der sker og det er samme undskyldning som før. !
Kl. 21.30 Samme som før. Dog beder jeg dem om en stor pilates bold så jeg kan sidde og vippe lidt og holde mine veer ud. Dette var de 20 minutter om at skaffe mig.
Kl. 21.45 Nu jeg gal! Jeg går ind på Fødemodtagelsens kontor og siger meget hårdt at nu kan jeg ikke holde ud at sidde på en skide plastik stol i venteværelset længere, jeg har veer og jeg har ondt og jeg vil ligge ned. De får endelig fundet en seng til mig (ikke på fødegangen) og forlader mig i rummet. Min mor og kæreste sidder fortsat i venteværelset (de har ikke lige taget sig tid at gå ud og meddele dem om at jeg er kommet ind på et værelse) de finder mig så dog heldigvis alligevel.
Kl.22.00 Vi er stadig alene i rummet, der er ingen der efterfølgende har tjekket til os og hørt hvordan jeg har det og hvordan det går med veer og evt. nu 33 timer efter mit vand er gået og jeg har veer og fortsat ikke fået antibiotika.

Jeg ringer med deres personale klokke og der kommer en jordemoder ca. Kl. 22.30.

Jeg beder hende selv om at undersøge mig, samt jeg beder dem om at sende mig til et andet hospital hvor de i det mindste vil tage sig af mig. Hun beklager og sætter CTG måler og ve måler på mig.
Det første vi hører da CTG (hjertelydsmåleren) bliver sat til er en høj og galopperende hjertelyd 175-185 stod den på (normal for en sund baby er 125-150). Min mavefornemmelse var skidt- det stod skidt til med vores lille pige. Til trods forat da jeg blev tjekket sidst kl. 17.00 var alt godt.
Jordemoder ser en smule bekymret ud men siger, at kl. 23.15 har de holdskift på fødegangen og jeg vil komme derover når det skift sker, vi vil gå i gang med ve-måler og antibiotika. Vi smiler lettet og siger super og vi glæder os til at komme i gang, stadig en smule bekymret for situationen.

Jeg siger med et skævt smil til min mor og kæreste, “puha frygtede vi ville ende med kejsersnit.” Men i stedet for at jordemoder kommer ind igen og siger at nu er vi på vej derover, kommer nu en læge ind vi ikke har talt med før. Hun ser ret alvorlig ud og siger, ja vi har kigget på din datters kurve og det ser ud til at hun er ret stresset derinde og der er fare for hun ikke har det godt.
Vi vil derfor sætte i gang med et akut kejsersnit med det samme, vi ved du gerne vil over på fødegangen og i gang men der kan være chancer for at det er for farligt for hende, man kan forsøge men det sikreste vil være kejsersnittet!!
Igen… WHAT!!?? Jordemoderen der netop forlod os for 5 minutter siden sagde vi var på vej over på fødegangen. AKUT KEJSERSNIT… shit, det havde jeg aldrig forventet og hvad gik det ud på? Vi har nu været i gang i 32 timer og har på intet tidspunkt fået en eneste besked om at jeg kunne ende i akut kejsersnit, for alt har set helt perfekt ud hele dagen. Og er det igen fordi I ikke har plads på jeres skide fødegang at jeg nu skal skæres i for at føde!!??!
Jeg gik i chok… jeg nåede ikke at tælle til 5 inden at er stod 5-8 personer ude på gangen og ventede med en seng de allerede var ved at flytte mig over i, min kæreste var pludselig væk og min mor måtte pludselig heller ikke komme med. Jeg bliver sat i sengen og de begynder allerede at køre mig væk da jeg skriger grædende at jeg lige skal sige farvel til min mor, samt de skal fortælle mig hvor min kæreste er henne?
Jeg får krammet min mor grædende og helt i chok, min kæreste er åbenbart ført væk for at få operations tøj på og jeg ender med at køre ned af mørke gange helt alene med 5-8 fremmede omkring mig der var igang med at afklæde mig, give mig kabler, ledninger, ilt, alt muligt på der kun gjorde denne oplevelse endnu værre. For ingen spurgte mig hvordan jeg egentlig havde det. Samt ingen spurgte mig om jeg havde veer!!!
Jeg ligger på operationsbordet, min kæreste er kommet ind til mig og jeg ser chokket i hans øjne, intet af dette var ventet. Jeg ligger og ryster som en kvinde med epileptisk anfald, jeg kan ikke styre mine bevægelser, stemme eller noget. Jeg kan se én anæstesilæge er ved at klargøre at skulle bedøve mig, han ser lettere stresset ud og jeg forstår ikke hvad der skal ske. Jeg får forklaret at jeg skal have en spinal blokade (rygmarvsbedøvelse) og bliver bedt om at lægge mig på siden. Dette gør jeg, i det at anæstesilægen skal til at stikke får jeg en ve. Dette gør at jeg ligger uroligt og det gør så at sygeplejerskerne eller hvad de var bliver nød til at stå og presse mine ben op under min store babymave samtidigt med veen og samtidigt med han skal stikke. Han vælger at stikke trods uroen og han rammer noget i ryggen der gør at mit højre ben går i krampe og gør ondt. Han bander og vrisser vredt af sygeplejerskerne og mig. Når han er færdig og bedøvelsen begynder at virke, river han hårdt det plaster jeg har på ryggen af og vrisser og går surt væk. Hvis de nu forhelvede… bare havde spurgt om jeg havde veer kunne de måske have koordineret det lidt bedre og lagt bedøvelsen imellem veerne.

Der går 2 minutter efter bedøvelsen er lagt og de er i gang og efter 10 minutter Kl. 23.43 hører vi bag forhænget et voldsomt stresset babyskrig. Så højt at det gjorde ondt i hjertet. Jeg har hørt babyer skrige før, dette var et meget stresset skrig. Hun bliver hurtigt båret forbi mig, min lille prinsesse og et kort kig får jeg før hun er væk det samme er min kæreste.
Jeg ligger på stuen fortsat og de skal lappe mig sammen, jeg tager mig selv i at bande og skælde ud på dem om at de skal lave den flotteste syning de nogensinde har lavet i deres liv, fordi det var deres skyld at jeg lå her. Der går en 20 minutter og så kommer min kæreste ind på stuen igen med min lille prinsesse i armene, hun græder stadig og virker meget urolig. Jeg er stadig i chok og ryster vildt og har svært ved at fokusere så jeg ser hende svagt foran mig. Så fin og med langt mørkt hår. Min kæreste græder, jeg græder.
Timerne efter går på opvågningen, mine ben er 5 timer om at vågne, min mor kommer og da tiden går og vi skal på barselsgangen føler jeg, at jeg er i bedre hænder. De er meget opmærksomme på barselsgangen, søde og venlige og alle forstår hvad vi netop lige har været igennem. !
Jeg er desværre hårdt ramt, jeg kan ikke tåle smertestillende og reagerer voldsomt på det (bliver fuld og skæv af det) så jeg bliver dårlig, så de har svært ved at smertedække mig.Man får en del efterveer når man har født, samt smerter ved kejsersnit såret, disse var meget voldsomme og smertefulde og kunne næsten slå mig helt ud, da jeg nu ikke kunne smertedækkes. Derudover var mit blodtryk lavt og jeg var meget svimmel. Desværre fungerer mit højre ben (som gik i krampe pga. spinal blokaden) ikke rigtig. Jeg kunne ikke løfte benet ud over sengekanten samt heller ikke løfte det.
Noget er galt, dog gav vi det lige gå 1 dag mere med benet da de tænker det kan skyldes at jeg stadig har bedøvelse i kroppen. Men efter 2 dage fungerer benet stadig ikke og de begynder at undersøge det nærmere. Det viser sig at der godt kunne være en chance for, at jeg har fået skadet en nerve i ryggen ved spinal blokaden, der forbinder sig til min lårmuskel. Dette skal undersøges nærmere af en anæstesilæge, så de kan sige om det kan komme fra spinal blokaden.
Jeg beder pænt om at det ikke er ham der foretog blokaden jeg skal undersøges af, dette forstod jordemoderen. MEN alligevel da tiden kom til undersøgelsen stod selv samme anæstesilæge som havde gjort min oplevelse på operationsbordet endnu værre i rummet. Der var ikke andre sammen med ham, så vi skulle jo lave en konfrontation med ham og lytte til hans vurdering. Han fortalte os at der sagtens kunne være en mulighed for at han havde ramt en nerve og det måske kunne efterlade os med et par ugers “lammelse” af musklen hvis vi er heldige, og hvis vi er uheldige så op til måneder. Han fortalte at man kunne komme til at give nerven i ryggen et stod. Men det ikke virkede som en permanent skade.
Det vil sige, overfor mig og min kæreste tilstod han at det kunne have skyldes hans hasarderede spinal blokade. Efter han forlader os kommer der en læge ind 1 times tid senere og siger så, nå ja så kan vi jo udelukke at det er pga. spinal blokaden du har problemet med benet!!??!
Ah hvad…? Anæstesilægen har simpelthen gået ud og skrevet i min journal at efter vores samtale har vi konstateret at det ikke er pga. spinal blokaden men pga. veer der har presset på en nerve??? Øhh… nej… Han fortalte både jeg og min kæreste det modsatte og tog sig ansvaret. Manipulation og ansvarsforflygtigelse.
Vi var igen dybt chokeret. Men lægen svarede, jeg mener også selv det skyldes blokaden, og anæstesilægen havde også fået klager fra de andre der var tilstede under kejsersnittet. Dagene gik, og vi endte med 5 dage på hospitalet. Jeg var ret medtaget samt fortsat i chok. Det skal siges at min datter havde det godt, sund og rask og ved godt mod. Dog meget udmattet lille pige. Der var en del læger og deltagende ved operationen der kiggede forbi mig løbende i de 5 dage og hørte hvordan jeg havde det. De havde først hørt hvad der havde foregået dagene inden kejsersnittet efter foretaget. Så de følte de havde sat skub i en hvad der kunne ende i en fødselsdepression, hvis jeg ikke fik bearbejdet det hele og talt om det. De sagde samtidigt allesammen at jeg burde udforme en klage. De mente at den uretfærdige behandling jeg havde fået skyldtes systemet. Der er mangel på personale, senge, muligheder for at sikre enhver en god oplevelse ved en fødsel. Garantien for at komme ind i sådan en weekend, som jeg gjorde, var blevet større. Netop månederne forinden var der stor mediedækning omkring, at man kunne risikere at blive sendt til et andet hospital end man var knyttet til under en fødsel.

Det ville jeg dog ønske, at jeg var blevet. Jeg ville ønske, at vi havde haft valget om at tage til et andet hospital, og jeg ville ønske at det personale der i mine tilknyttede timer inden jeg endte i kejsersnit, bare en enkelt gang eller to var gået ud til mig i venteværelset, og spurgt hvordan jeg havde det.

Jeg følte mig fortabt og følte mig tilsidesat, ikke kun jeg men også min kæreste og mor. Vi følte alle det var en håbløs situation, og ingen af os ønskede at hidse os op eller skabe drama.

Men det ville vi nu ønske at vi havde gjort. Jeg skulle have skabt mig som en komplet vanvittig indtil de ikke havde noget valg andet end at tage mig ind. Men det er jo en skandale at man bliver nødt til det for at føde normalt.

Vi kommer hjem og jeg får et opkald fra chefjordmoderen på Herlev Hospital. Hun ønsker at se mig og min kæreste til samtale sammen med hende og lederen  fra fødselsgangen samt leder fra barselsgangen.
Dette bliver arrangeret og vi tager ind til et møde med dem. Vi gennemgår hele journalen fra forløbet forud for kejsersnittet og kort efterfølgende.
Jeg førte dagbog alle dage og har medbragt denne. Hvad jeg skrev i min dagbog stemte næsten 100% ens med hvad der er skrevet i journalen. Det fortælles også i journalen, at de ikke kunne sætte mig i gang grundet manglende hænder. Dette står flere steder.
Vi bliver enige om, at forløbet ikke har været optimalt overhovedet, og at de helt klart kan se, at jeg ikke er blevet taget ordenligt af. De kan også godt blive enige med mig i, at hospitalet har en form for skyld i, at jeg eventuelt endte i akut kejsersnitda da vi talte forløbet igennem. De fortæller mig dog at muligheden for at ende i det var der allerede, og det er vi også enige i. Men de siger at det kunne man kun finde ud af, hvis jeg var blevet sat i gang meget tidligere og havde fået er forløb (start på fødsel) på fødegangen, da alle tal var pæne mange timer tidligere.

Dette var min historie, nu 7 uger senere kæmper jeg stadig med mit ben, der nu har sat sig med problemer i min ryg. Jeg er blevet tilknyttet rygcenter til efterbehandling, jeg vil køre en forsikringssag mod hospitalet (anæstesiafdeling) grundet benet, og ja dette er min historie om svigt fra systemet og mistet lysten til nogensinde at få børn igen!
Tak, til Gabriela for at være så modig og sej, at stå frem med sin historie. Vi håber, at hun kan opfordre andre til at gøre det samme, hvis du selv har oplevet besparelserne på sygehusene på egen krop.

Hvis du også er i chok over Gabriela’s tragiske oplevelse, vil vi sætte pris på, hvis du vil dele dette indlæg på facebook, så hendes historie kan blive læst og spredt.

Hvis du har behov for at komme ud med din egen historie, god som dårlig, kan du dele den i kommentarfeltet nedenfor, så Gabriela ser jeres beskeder. Vi ser frem til at læse jeres historier!

Du kan også skrive til Gabriela privat på foedsel@gabriela-uweis.dk. 

Tak, fordi du læste med. <3

Følg bloggen på Facebook her.