I dag har jeg haft studiedag. Normalt ville sådan en dag skulle bruges på at læse op, men i dag, havde jeg valgt at holde Villads hjemme, så vi kunne holde hyggedag.
Hans lure blev brugt på læsning, og selvom jeg da i skrivende stund er lidt bagud i dagens læseplan, så har det været det hele værd.
De er nemlig guld værd sådanne dage, og selvom det får mig en smule til at savne det søde barselsliv, så kan jeg ærligt sige, at jeg befinder mig ganske godt i den hverdag, som vi har nu.
Dagen har både budt på svingture, karruseltur i fars stol, legestue på terrassen og Villads allerførste helt sikre skridt.
Efter Villads formiddagslur og -frugt så vi nemlig vores snit til at være udenfor i det strålende vejr. Jeg samlede et hav af legetøj sammen og fik lillemanden i tøjet, og snart kunne vi nyde formiddagen på terrassen. Villads fik “ordnet” lidt i mine bede, og ellers fik vi hujet og leget med stort set alt legetøjet vi havde sat ud.
Lige pludselig besluttede han, at han ville tage gåvognen, og gå rundt om huset, over på legepladsen, så det gjorde vi. Her fik vi leget i sandkassen, gynget og taget adskillige rutscheture. Så kom farmand, som allerede havde fri til middag, hjem og overraskede os ved legehuset.
Det har dog ikke været en dag som alle andre i dag. For Villads har taget sine aller første sikre skridt. Villads er en meget ekstatisk dreng med et meget højt energiniveau, og han har derfor ikke tålmodighed til at sidde eller stå stille. I flere uger har han løbet/faldet et par skridt, men på grund af den høje fart, har det på ingen måde været stabilt.
Men i dag gjorde han det. Han gik hele 5-6 skridt hen mod mig fra køkkenet. Jeg er overdrevet stolt og glad, og en anelse sørgmodig over min lillebitte Villads ikke længere er en baby.
Oveni alt dette, går jeg også rundt med maven fuld af forventningsglæde i disse dage. For weekenden står på en tur til Lalandia – inviteret af min svoger og svigerinde. Jeg glæder mig så meget! Især til vandlandet!
Villads er en kæmpe vandhund, som elsker alt, som har med vand at gøre, om det så er bad, svømmehal, regn eller vandhanen. Det er så fedt, for sådan en tur, er ikke lige regnet med i budgettet, når man er forældre på SU og lærlingeløn.
Kan det virkelig passe at alt går op i en højere enhed for en gangs skyld? Ja, det tror jeg! Og jeg har i sinde at nyde denne tid i fulde drag. :-*
Som nogle er jer måske allerede ved, så deler Janne og jeg smag i mange ting. Der er flere fællesnævnere på banditternes værelser, og de sjove legoklodser til opbevaring er ingen undtagelse. 🙂
Jeg er simpelthen så glad for de seje LEGO opbevaringsbokse, vi har stående på børneværelset. De er sprængfyldt med Duplo, og Lucas synes det er så sjovt når jeg tager låget af, og han har adgang til klodserne i alverdens farver og former. Når han er færdig med at lege, er det nemt og hurtigt at smide det hele tilbage i kassen igen, og så er den oprydning klaret. 🙂
Udover at de er praktiske og kan rumme en masse lego eller hvad fantasien ellers tillader, så er jeg også vild med designet. Det er fedt at de kan stables, ligesom almindelige legoklodser, og jeg er sikker på, at Lucas vil synes de er ret så seje, når han bliver en lille smule stører. Jeg synes også at de er med til at give et sjovt twist på børneværelset, og bidrager til en cool indretning hos både piger og drenge.
Jeg kunne godt tænke mig lidt flere til samlingen, og jeg tror at de bliver tilføjet Lucas ønskeliste til jul. Vi købte vores LEGO opbevarings-bokse på tilbudsjagt i Ønskebørn under januarudsalget. Men jeg har fundet ud af, at Pixizoo.dk har nogle gode rabatkoder der kan gøre det lidt billigere. 🙂
Jo flere klodser du køber jo billigere bliver det. Pixizoo.dk giver nemlig en udmærket mængderabat. ( Køb 2 spar 10%, køb 3 spar 15%, køb 4 spar 20%, eller køb 5 eller flere og spar 25%, størrelser og farver må endda mixes på kryds og tværs.)
Eller du kan bruge rabatkoderne: AD5 der giver 5% eller PIXI100 der giver 100 kroner rabat, hvis du køber for over 600.- Desuden har pixizoo.dk gratis fragt, så der er også lidt penge at spare. Disse koder gælder til alle varene på deres hjemmeside.
Indlægget indeholder affiliate links, men dette er min egne holdninger og erfaringer. Både Janne og jeg selv har købt vores LEGO opbevaringsbokse for længe siden.. 🙂
Da Lucas var 8 måneder, havde vi endelig en tid hos ørelægen, efter en lang kamp med, at få vores lægehus til at henvise ham. (Læs her) Jeg var meget spændt på den dag, hvor Lucas ører endelig skulle tjekkes ordentligt igennem.
Undersøgelsen var egentlig ganske kort, men til gengæld var ørelægen meget effektiv. Jeg følte for første gang, at problemet med Lucas ører blev taget alvorligt. Resultatet var som forventet, der var væske på begge ørerne, men spørgsmålet var, om det gik ind og påvirkede hans hørelse. Ørene blev screenet og dommen lød, at han havde nedsat hørefunktion. Av, den melding gjorde ondt at modtage.
Ørelægen foreslog, at Lucas skulle have lagt dræn hurtigst muligt, og han fandt en tid til allerede dagen efter. Jeg var lidt rundt på gulvet, for jeg var ikke forberedt på, at operationen ville være så kort tid efter undersøgelsen. Jeg skulle lige overveje, om det var risikoen ved operationen værd, men mit barn havde nedsat hørefunktion, så beslutningen var ikke svær. Selvfølgelig skulle der gøres noget!
Lucas skulle faste 6 timer op til hans operation, der heldigvis allerede lå klokken 8.00 om morgenen. Jeg måtte (gudskelov) gerne amme ham 4 timer før, men jeg var stadig ret nervøs for, hvordan han ville tackle det. Han plejede nemlig altid at blive ammet når han vågnede om natten, det var hans måde at komme tilbage til drømmeland. Da det var sidste udkald for amningen, gik jeg ind og vækkede ham, så han kunne få lidt i maven. Derefter sov han heldigvis indtil han skulle op, og på vej til ørelægen brokkede han sig ikke over sult. Fastedelen gik altså over al forventning, men min største skræk lå foran os. Selve operationen var et lille indgreb, men det skræmte mig meget, at min guldklump skulle i fuld narkose…
Lucas sad oven på mig, og jeg prøvede at holde ham tæt ind til mig, men han brød sig virkelig ikke om masken med bedøvelsen, og han spjættede med arme og ben for at slippe væk. Jeg prøvede at berolige ham med vores godnatsang, og pludselig blev han helt slap. Det var forfærdeligt at se ham bevidstløs, og tårene begyndte at trille ned af kinderne på mig. Den oplevelse var ikke rar!
Min mor var med som chauffør og støtte, og ventetiden gik overraskende hurtigt for operationen tog kun 10-15 minutter. Derefter blev han kørt ind på opvågningsstuen, hvor vi begge gik ind og ventede på, at han vågnede. Jeg holdt hans lille hånd indtil han slog øjnene op igen. Ørelægen forberedte os på, at han med stor sandsynlighed ville være meget sur, ked og rundt på gulvet når han vågnede fra operationen. Han fik helt ret, og Lucas var svær at få til at falde til ro. Jeg lagde ham til brystet, og i det sekund blev han helt fredfyldt. Det gav ham den ro og nærhed han havde brug for, og jeg har aldrig været så taknemmelig for at vi ammede, som jeg var lige der i det øjeblik.
Da han havde ammet færdig, var hans humør godt igen. Han fik en banan hvilket var et kæmpe hit, og så var vi klar til at køre hjem. Resten af dagen var han også bare så sej, og man kunne slet ikke mærke på ham, at han havde været på operationsbordet tidligere på dagen. Det hele gik over alt forventning, han er sådan en sej og tapper dreng, og jeg er bare så stolt af ham! 🙂
Ørelægen fortalte at der ikke var voldsomt meget væske på ørene, men at hans trommehinder var meget trætte, og at de havde været på hårdt arbejde i mange måneder. Jeg blev bekræftet i, at der havde været noget galt med ørene siden det første lægebesøg da han var 4 måneder, og at det heldigvis var blevet lidt bedre med tiden. Han var også begyndt at sove lidt bedre, han sov igennem første gang da han var 7 måneder, men der var stadig nætter med rigtig mange opvågninger.
Siden han fik lagt dræn for 4 måneder siden, har vi faktisk ikke rigtig mærket forskel på ham og hans søvn. Jeg håbede at drænene ville være løsningen på den afbrudte søvn, men Lucas begyndte desværre ikke at sove bedre, efter at han havde fået lagt dræn. Der var stadig nætter hvor han sov igennem, men der var ikke nogen mærkbar forskel. Til gengæld vidste jeg heldigvis, at han ikke havde ondt, og at der ikke længere var væske i ørene der påvirkede hans hørelse.
Den seneste uge har han været ramt af mellemørebetændelse, og endelig har drænene gjort sit arbejde. Hans ører flød med væske, det var faktisk helt vildt så meget der rendte ud af de små ører. Takket være drænene kom væsken ud, istedet for at ligge og trykke inde i øret, og jeg er så taknemmelig for, at han havde dem. Jeg tør ikke tænke på, hvilket smertehelvede han ellers ville have gennemgået den seneste uge.
Det ene ører væsker stadig en del, men det andet kommer der ikke ret meget ud af. Da han var ved lægen i fredags for at få ordineret pencilin, sagde lægen også, at det øre der ikke løb var fyldt med væske, og at hun ikke kunne se om drænet stadig sad derinde. Jeg tror desværre at det er faldet ud, det er meget naturligt at det sker, især ovenpå den omgang Lucas lige har været igennem.
Når mellemørebetændelsen er overstået skal han til ørelægen igen, så vi med sikkerhed ved, om begge dræn stadig er der. Hvis de ikke er, skal vi igennem møllen med faste, narkose og operation én gang til, men efter at have oplevet hvor sej han var sidst, er jeg ikke så bekymret for, om han skal have lagt endnu en omgang dræn. Sådan er livet vidst bare med et (sejt) ørebarn. <3
Dengang Janne og jeg var helt nye på eBay, var ninja-posen noget af det aller første, vi klikkede hjem. Nu er den uundværlig i hverdagen, og den smarte pose er gået hen og blevet et af mine allerbedste eBayfund. Kan købes til 4,73.- HER!
Indlægget er ikke sponsoreret!
Den findes i hvid lavet af bomuld eller i sort lavet i polyester. Vi købte udgaven i polyester og kvaliteten er overraskende god. Begge poserne lukkes med snore, der får ørene til at stritte sødt. Poserne koster lige knap 5 kroner inklusiv fragt, og man forstår næsten ikke, at det kan gøres så billigt.
Vi bruger poserne til madpakker, de er nemlig geniale til at holde samling på maden, når vi er på farten. Banditterne har en eftermiddags-madpakke med i vuggestue, og denne bliver også fragtet frem og tilbage i deres seje ninja-poser.
TIP: Jeg tænker, at den kunne være genial til pakkekalenderen, hvis du mangler inspiration til, hvad du kan komme i barnets julesok! 🙂
Her kan du se vores ninja-poser i brug.
For mere inspiration kan du følge facebook-gruppen EBAY-TIPS.
Lucas var svær at få til at sove da han var lille. Det var faktisk næsten en umulig opgave, og putningen kunne snildt tage flere timer. Det skar i mit hjerte, når Lucas gråd var utrøstelig, og der ikke var noget jeg kunne stille op. Jeg vidste ikke hvorfor han skreg, men min intuition fortalte mig, at der var noget helt galt.
Når han vågnede stak han i et hjerteskærende skrig, hvilket skete mange gange i løbet af en lur og især hans nattesøvn blev afbrudt 1 gang i timen. Men hvad var der galt? Hvorfor var hans søvn sådan en evig kamp?
Jeg mistænkte, at det var ørene den var gal med. Han var for lille til at kunne tage sig til ørene eller ryste hoveder fra side til side, det var udelukkende den forstyrrede søvn og hjerteskærende gråd, der lagde grobund for mistanken.
Nu ville jeg ønske, at vi var taget direkte til ørelægen, man behøver nemlig ikke en henvisning, hvilket jeg ikke var klar over dengang. De fleste ørelæger dækkes endda af sygesikringen, så hvis du mistænker at din lille bandit døjer med ørene, så vil jeg råde til, at droppe at gå til lægen, og booke en tid direkten hos en ørespecialist i stedet. Det sparer en masse tid – tid hvor din lille guldklump måske kæmper med ondt i ørene.
Det tog 3,5 måned for vores lægehus, at henvise os til ørelægen. Her er vores forløb.
Jeg tog til lægen da han var 4 måneder, og fortalte om Lucas store søvnvanskeligheder. Jeg insisterede på, at få tjekket hans ører. Han mente ikke at det var nødvendigt, men gik med til at lave et kort og halvhjertet tjek. Han fandt da heller ingenting da han kiggede på ørene. Jeg havde en blandet følelse da vi tog derfra, for jeg var glad for, at der ikke var noget at se på ørene, men samtidig ville jeg ønske, at der var en forklaring på hans store søvnproblemer.
Vores læge sagde, at det var fordi han ikke havde lært at falde i søvn selv, at han vågnede og græd hver gang han skiftede søvnfase. Vi skulle give ham nogle bedre søvnvaner. Det gav god mening, for da han havde kolik som helt lille, vuggede eller ammede vi ham altid i søvn, så indrømmet – vi havde givet ham nogle dårlige vaner, når det kom til at falde i søvn selv, og det skulle der selvfølgelig ændres på.
Vi gik hjem og arbejdede på, at få Lucas til at sove selv. Det var en umulig opgave,og han var fuldstændig ulykkelig, når han skulle prøve at sove uden at blive vugget eller ammet. Mit moder-instinkt fortalte mig stadig, at der var noget andet galt.
Et par uger senere tog vi til lægen på grund af en luftvejs infektion, og endnu engang bad jeg om, at få ørene tjekket. Dette var en anden læge, og hun mente heller ikke. at det var nødvendigt at tjekke ørene, og endnu engang insisterede jeg. Hun kiggede mere grundigt efter end den forrige læge og hendes konklusion var, at trommehinden var bleg på det venstre øre, hvilket betød, at der sandsynligvis lå væske og trykkede.
Da han var 5,5 måneder, var han rask til at komme til sin 5 måneders undersøgelse, hvor de også ville se, om trommehinden stadig var bleg. Men sekretæren havde booket forkert, så der var kun tid til vaccinen og et hurtigt tjek af ørene. Dette var 3 gang de blev tjekket, og denne gang var det det højre øre, der havde en bleg trommehinde. Vi fik en ny tid en måned senere, hvor vi skulle til fuld 5 måneders undersøgelse og endnu et tjek af ørene.
Jeg burde måske have vinket med rødt flag, og bedt om en henvisning til ørelægen. Men jeg stolede på lægen, da hun sagde, at hun mente det ville gå over af sig selv. Lucas virkede ikke på samme måde generet som tidligere, og han begyndte også at sove bedre. Han kunne sove hele 5 timer i træk uden opvågning, og der faldt en sten fra mit hjerte, for måske havde lægen ret, og væsken var på vej væk af sig selv.
Da vi kom tilbage med Lucas, der nu var 6,5 måned, målte lægen ørene og sagde, at det så fint ud, men at hun for en sikkerheds skyld, ville måle med et andet apparat. Det målte trykket på ørene, og jeg blev lidt paf over, at vi ikke var blevet introduceret for det tidligere. Hun blev forbavset over resultatet, der viste, at der var rigeligt med væske i begge ørene, på trods af at hun ikke kunne se det med . Vi fik en henvisning til en ørelæge, og jeg gik derfra med en blandet følelse i maven.
Endelig blev min mavefornemmelse bekræftet i, at der var noget helt galt med min lille skats ører, men jeg var så frustreret over, at jeg ikke var blevet taget seriøst i alle de måneder. Hvorfor blev hans ører først tjekket, med det rigtige måleudstyr 4!!! gang vi var der? Der VAR noget på ørene allerede den første gang de blev ”undersøgt”, det er jeg overbevist om, men Lucas blev desværre ikke tjekket med det rette udstyr. Lucas var selvfølgelig meget lille, og det er forståeligt at lægen gerne ville se tiden an. Men det har kostet dyrt i nattesøvn og ømme ører, og det ville jeg ønske, at han havde været undgået at døje med så længe.
Dette indlæg er allerede blevet langt, så historien om, hvordan det gik hos ørelægen, da Lucas var 8 måneder, vil jeg fortælle på mandag. Vi endte nemlig med at få en ret dårlig nyhed, og en tid til dræn inklusiv fuld narkose allerede dagen efter undersøgelsen.
Villads og jeg er alene her til aften. Jeg elsker aftner som disse, men er også glad for, at jeg i morgen igen har to ekstra hænder.
I dag har egentlig været en stille og rolig og dejlig dag. Både Jesper og jeg havde tidligt fri og der stod udelukkende familiehygge på skemaet.
Vi fik for allerførste gang – mens vi har haft Villads vel og mærke – raclette til aftensmad. Det var et kæmpe hit, og han synes, at det var så sjovt at følge med i, at maden blev lavet og løbende få forskellige lækkerier serveret på hans tallerken.
Efter mad og oprydning stod den for Villads og jegs vedkommende på en tur i Bilka. Før vi kunne trave afsted, skulle Villads dog lige have skiftet tøj. Han havde andre planer, og ville langt hellere lege med biler, så efter en hård kamp, var det en noget utilfreds gut, som blev placeret i klapvognen.
Heldigvis gik der ikke længe før et smil bredte sig på de ellers nedadvendte mundvige. Det smittede hurtigt på os andre, og smilet blev da ikke mindre af, at vi fik øje på to kæmpe store flotte regnbuer ligesom vi trådte ud af døren.
På vejen fulgte vi Jesper hen til bussen, hvor han skulle ind til byen og på biograftur med en kammerat. Det betød, at i aften skulle jeg være alene med Villads.
Villads var super glad i Bilka, charmerede folk på sin vej og kiggede rundt over det hele. Vi handlede godter ind til både Villads og jeg, så der røg både blåbær og bland-selv-slik i kurven.
Da vi kom hjem råhyggede vi med et halvt afsnit af Villads’ absolutte yndlingsserie: Diego, mens vi delte en lille håndfuld blåbær og et par majssnacks inden det var tid til, at Villads skulle gøres klar til seng.
Alt gik super nemt. Faktisk virkelig næsten for godt til at være sandt. Først var han fuld af krudt og løjer. Fuld af energi og ekstatisk glad. Det gode humør smitter så meget, og han gør mig stolt helt ind i maven, når han finder sin indre charmetrold frem.
Bagefter puttede Villads sig helt ind til mig og slappede af. Næsten ligesom da han var spæd, dog uden at lukke et øje. Jeg besluttede, at putte ham i seng 19.30, hvor han plejer at hoppe i redekassen.
Der kunne jeg dog godt tro om igen, og kl. var hele 21.30, før han endelig sov trygt i sin egen seng. Putningen plejer egentlig at gå meget problemfrit med vores faste putteritualer, men Villads havde åbenbart glædet sig så meget til at hygge med mor, at han ikke ville overgive sig 😉
Heldigvis var han glad igennem det hele. Så længe han er det, gør det ikke så meget, at putningen er en kamp.
Alt i alt har vi haft en helt vild dejlig aften bare Villads og jeg. Jeg elsker faktisk dage som disse. Dem er der nemlig ikke mange af længere nu, hvor jeg ikke længere er på barsel.
Jeg ville dog lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg er virkelig taknemmelig for, at Jesper kommer hjem igen, at jeg ikke er alenemor til hverdag, og at jeg altid har et par ekstra hænder til at hjælpe. Jesper er virkelig god til at tage sig af Villads, og det varmer mig helt ind i hjertet, når mine to mænd har en fest.
Jeg kan også mærke, at jeg har vænnet mig til at have den ekstra hånd, om det er godt eller skidt, det ved jeg ikke helt 😀 Jeg tog i hvert fald mig selv i et par gange i aften, at skulle lige til at råbe efter Jesper, for at han kunne hente sutten eller gøre tandbørsten klar, før jeg indså, at jeg var alene om det.
Det er ikke altid lutter lagkage at bare være en, og jeg har virkelig igennem min barsel virkelig fået stor respekt for de mødre (og fædre for den sags skyld!) som går igennem alting alene.
Jeg er virkelig et tryghedsmenneske. Jeg er ikke god til at være alene længere tid af gangen, har heller aldrig nogensinde boet selv, og kommer forhåbentlig (7-9-13) aldrig til det.
Til Villads barnedåb sidste år gav vi ham en helt speciel gave. En gave som betyder meget for os, og som forhåbentlig også kommer til at betyde noget for ham.
Villads blev døbt d. 23. november 2014, og for at det ikke skulle være løgn, var det faktisk helt præcis samme dato som Lucas. I samme kirke blev det dog ikke, da vores valg faldt på den kirke jeg selv havde tilhørsforhold til i min hjemby, Haderslev.
Villads svarede til at være to måneder til barnedåben, så han var en lille purk, som stort set sov igennem det hele, og ikke ænsede gaverne et eneste blik.
Alligevel tænkte vi meget over, hvad vi skulle give ham i gave. Vi ville gerne give ham noget specielt. Noget han ville kunne gemme til han blev voksen, og noget som ville få en personlig betydning. Valget faldt på en personlig billedebog, som omhandlede historien om hans for tidlige fødsel.
I de første måneder efter hjemkomsten fra hospitalet fyldte den tidlige fødsel en del, så det var et meget oplagt valg at skrive om netop dette. Bogen fungerede som en slags terapi for mig. Det var hårdt og samtidig befriende at skulle grave ned i gamle minder.
Jeg lavede en CEWE billedbog fra Bilka. Hvis du selv vil give dig i kast med noget lignende, kan du lave din egen personlige billedbog på deres side her fra 76.- kr.
Jeg valgte at lave bogen helt fra starten, og ikke anvende nogle af deres faste temaer, selvom det ville have sparet mig for en masse tid med at designe hver enkelte side. Her kan du se eksempler på, hvordan jeg har valgt at udforme mine sider.
Jeg var så lettet og glad, da jeg endelig efter mange timer (fordelt udover flere dage) var tilfreds med resultatet. Jeg havde heldigvis skrevet en slags logbog på hospitalet med de mest nødvendige oplysninger uge for uge. Så det var nemt for mig at få alle de vigtige detaljer med.
Jeg valgte ikke at skrive bogen som en børnebog, da jeg hellere ville fokusere på de fakta og den udvikling som han gennemgik. For jeg tror, at han vil synes, at det er sjovt at se, når han engang er stor nok til at forstå.
Det sjove ved sådan en bog er jo netop, at man helt selv kan bestemme lige præcis, hvordan ens udtryk skal være. Jeg har i hvert fald tænkt mig at lave flere bøger af denne slags i årenes løb.
Jeg anvendte som sagt Bilkas version, men der er også andre, som tilbyder samme service. Jeg har f.eks. ofte set, at der er rabatkoder og kampagnetilbud på vistaprints version. Mit råd må være at lige undersøge markedet før man giver sig i kast.
Jeg kan desværre ikke huske, hvad jeg gav for min bog, men jeg tror, at det endte omkring 200.- kr. For mig og se en lille pris for et evigt minde.
Tak, fordi du læste med. Har du andre gode idéer til personlige gaver?
Indlægget er ikke sponsoreret, og er et udtryk for min helt uforbeholdne mening.
Jeg startede på socialrådgiveruddannelsen den 24 august, og jeg var så klar til at give studiet en skalle. Jeg ville læse det vi skulle, så jeg kunne komme forberedt til alle forlæsningerne. Men virkeligheden er en lidt anden, og jeg knokler for at følge med i timerne.
Da jeg skulle læse i aftes, måtte jeg give efter for trætheden efter blot 1,5 kapitel. Øv..
Lucas startede i vuggestue, et par uger inden mit studie begyndte. Min bekymring lå på, om han kunne nå at blive indkørt og føle sig tryg i vuggestuen, inden den nye hverdag for alvor trådte i kraft. Helt ærligt, så havde jeg ikke skænket den såkaldte ”vuggestue-pest” ret mange bekymringer, men bøjer mig i støvet – vuggestuebakterierne er blevet et problem for os.
Han slæber samtlige sygdomme med hjem, og vores lille mus er så hårdt ramt, at han også smitter mor og far. Udover sygdom er han ved at gennemgå et udviklingsspring, og det trækker altså også tænder ud. Vores nattesøvnen er en by i Rusland for tiden, da han ofte vågner op, og har svært ved at finde ro igen. Vi har først held med at få ham tilbage til drømmeland, når han kommer ind for at putte i vores seng, hvor han kan sove op af mig. Derefter holder han mig vågen on-and-off resten af natten, hvilket resulterer i, at vi er meget trætte dagen efter!
Alt den sygdom er desværre begyndt, at have konsekvenser for min skolestart. Fordi jeg ikke sover godt om natten, og ofte bliver afbrudt i min søvn, er jeg så træt om aftenen når Lucas sover, og jeg endelig kan komme igang med at læse. Hvis ikke jeg falder i søvn med bogen, er jeg for udmattet til overhovedet at åbne den. Jeg er drænet for energi!
Efterhånden skal jeg også bruge mere end to hænder, til at tælle de dage, hvor jeg var nødsaget til at blive hjemme fra skole. Enten for at nusse om Lucas eller fordi jeg selv har været syg. Som jeg nævnte her, er det nemlig udelukket at farmand holder fri, da han snart skal til den afsluttende svendeprøve, og derfor skal være til sine timer.
Den seneste måned har Lucas haft minimum to sygedage om ugen. I denne uge har han endnu ikke været i vuggestue, han hoster nemlig som en havnearbejder, næsen løber, han har øjenbetændelse og ørene væsker konstant. På et døgn samler der sig mere ørevoks i hans lille øre, end en fuldvoksen mand har på et helt år tror jeg. Det ser ihvertfald voldsomt ud, lille skat.
Når man selv er udkørt eller syg, er det ikke sjovt, også at skulle tage sig af sit syge barn, samtidig med at siderne fra pensum, jeg mangler at læse, begynder at hobe sig op. Min mor har heldigvis været sød til at hjælpe med at passe ham. Hvis Lucas ikke havde haft sådan en fantastisk mormor, aner jeg ikke hvad jeg havde stillet op.
Verdens bedste mormor!<3
Det værste er, når jeg er nødsaget til at aflyse med studiegruppen. Det giver mig dårlig samvittighed, især fordi jeg gerne vil være en del af gruppen, og også ønsker at komme med mine input, til de opgaver vi skal fremlægge. Jo mere fravær jeg har i skolen, jo hårdere skal jeg også arbejde for, at skabe sociale relationer til de andre søde piger på mit hold. Når Lucas kræver så meget derhjemme, prioriterer jeg at være hjemme sammen med ham, istedet for at deltage i de aktiviteter, fester og lignende der ligger efter skole, og det må jo give bagslag på et tidspunkt?
Lucas kommer i første række og det vil han altid gøre. Men studiestarten er slet ikke som jeg havde håbet, og det irriterer mig grænseløst, at jeg er kommet bagefter. Det tager også lidt tid, at vænne sig til den nye hverdag, men jeg håber at sygdommen snart vender, så jeg kan få mit overskud til skolen og lektierne tilbage.:-)
Lucas elsker også at være i vuggestue, og det er så synd for ham, at han har så mange dage, hvor han ikke kan komme afsted, på grund af de forskellige sygdomme han skraber til sig.
Her er lidt billeder. De første to er fra i mandags hvor vi var hos lægen. De sidste to er taget i dag, hvor Lucas og mor endnu engang har taget en sygedag..
Dagene bliver mørkere og koldere og før vi får set os om, er det tid til at tage vintergarderoben i brug. Udover regntøj, termotøj, flyverdragt og vinterjakke, skal de små selvfølgelig også have et par støvler, der kan holde de små fusser varme i både sne og slud..
Vi har været på udkig efter nole lækre og varme vinterstøvler til banditterne, her er vores unisex favoritter til de mindste. 🙂
1. 650.- HER // 2. 490.- HER // 3. 800.- HER // 4. 900.-HER // 5. 499.- HER // 6. 800.- HER
TIP: Det er en fordel at måle barnets fod inden du køber et par sko, så du er sikker på at de sidder som de skal. Det anbefales at børnenes sko har 1,5 cm i voksetillæg, men de helt små der lige har lært at gå, anbefales at have et voksetillæg på 1 cm, så den lille fod får god støtte. Hvis man bestiller et par sko online, har de fleste hjemmesider en størrelsesguide, og handler du i butik er de fleste ekspedienter søde til at hjælpe med at måle, så dit barn får den helt rette sko-størrelse. 🙂
Jeg vil gerne have et par varme og praktiske støvler med velcro-lukning til Lucas. Jeg er helt vild med støvlerne fra Angulus til 900.- De er falder lige i min smag, med det lækre og praktiske design, og hvis jeg så bort fra prisen, var det helt sikkert dem jeg havde klikket hjem.
Støvlerne fra Bisgaard til 650.- er også ret fede med stjernen og de ser varme og praktiske ud. Prisen passer lidt bedre til vores budget, men jeg er stadig lidt vaklende i forhold til hvilket par jeg bestiller. 🙂
I dag er en mærkelig dag. I dag er datoen, som jeg siden, at jeg fandt ud, af at jeg var gravid, gik og ventede på. Dagen som aldrig kom, og dagen som jeg hele tiden går og refererer til.
Nu tænker du nok. Havde Villads ikke fødselsdag i juli? Og jo det havde han minsandten også, men i dag fylder Villads et år. Eller det burde han havde gjort. For i dag er det præcis et år siden, at jeg havde termin, og Villads fyldte de famøse fulde 40 uger.
Det er så mærkeligt at tænke på, at jeg sidste år på præcis denne dato, sad med min 2,5 måned gamle søn i armene og guffede kage. For hvor plat det end lyder, så fejrede vi dagen sidste år. Og det gør vi også i år.
Vi vil ikke blive ved med at fejre denne dag. For Villads HAR en fødselsdag, som vi også har fejret i år (læs her). Og han skal altså kun have én om året. De efterfølgende år vil Villads også være så stor, at et par måneder fra og til gør ingen forskel, men her det første år, har det været vigtigt for os at holde fast i hans korrigerede alder.
Nok ikke så meget for hans skyld, for jeg tror ærligt, at han er ret ligeglad, men for min egen. Jeg tror, at det har været en måde at bearbejde det hele på, uden at jeg skal få det til at lyde trist. Det er stadig mærkeligt for mig, at min lille septemberbaby kom i juli, men det er nu sådan engang det er, og jeg ville ikke bytte min sommerbaby for nogen.
Jeg føler også, at vi efter denne dag, kan ligge den for tidlige fødsel lidt mere bag os. For det betyder ikke længere så meget, at han er født så tidligt som han er, som det gjorde sidste år på denne dato.
Sidste år vejede han præcis 3600 g. og var 50 cm. lang på denne dag. Et styks helt perfekt gennemsnitsbaby, som var han lige født, og vi havde den hyggeligste dag med vores dejlige lille “nyfødte”.
I dag vil vi bruge på at fejre Villads og mindes alle de glade stunder vi har haft. Både på hospitalet og herhjemme. Vi vil se i gamle billeder og tage nye til fotoalbummet – grine, glædes og sikkert også græde. Og så vil vi spise kage i massevis. Og Villads skal have helt sin egen. Bare fordi han kan.
