Overnatning over al forventning

Denne weekend har jeg skiftevis haft ondt i maven og glædet mig til. Villads skulle nemlig noget, som han aldrig har prøvet før. 

Villads skulle sove ude for allerførste gang, mens mor og far tog til trediveårs fødselsdag. Det var en vild følelse. Min lille purk skulle sove en hel nat, uden at jeg var i nærheden. Det gjorde mig både sørgmodig og stolt. Min lige-pludseligt alt for store dreng.

Weekenden startede ud med, at vi drog mod vores hjemby Haderslev. Vi tog med offentlig transport, hvilket passede os helt fint, da Villads ikke er særlig begejstret for sin autostol. Villads blev dog meget utålmodig den sidste time, og vi endte med, at putte ham i bussen med en godnatflaske. Det resulterede i, at han lige pludselig var frisk som en havørn, så han nåede alligevel at hilse på farfar og hans kæreste, før han igen skulle til drømmeland.

Morgenen efter spiste vi morgenmad hos selv samme. Derefter mødtes vi med min mor og fik en sludder og en kop varm kakao. Det er med at nå hele vejen rundt, når vi endelig er hjemme, så weekenden var tæt pakket.

Efter Villads formiddagslur var vi nede i gågaden til et internationalt marked med boder fra alt fra Holland til Spanien. Det var virkelig sjovt at se og smage de forskellige lækre sager, og Villads var ellevild med næsten alt.

Vi tog derefter på legepladsen, for at Villads kunne brænde lidt krudt af. Det nød han i fulde drag. Og jeg overdriver ikke, hvis jeg siger, at han var over det hele.

.

 

Snart var det tid til Villads anden lur, og vi kunne gøre os klar til den forestående fest. Da Villads har nægtet at spise frokost i vuggestuen, valgte vi at tage ham med op den første time, så han kunne få lidt i maven, inden han skulle overlades til andre.

Tæt på forsamlingshuset var der hele to legepladser, og lillemanden tumlede rundt og havde en fest. Da det var tid til at Villads skulle hjemad tog farmand med, og lod mig blive og nyde den gode middag. Heldige mig.

Jeg havde virkelig sommerfugle i maven, og var helt klar på, at tage hjem igen, hvis der var det mindste. Heldigvis gik det overalt forventning, og farfar kunne berette næste morgen, at han højst havde været ked af det i sammenlagt fem minutter. Villads havde kun vågnet to gange den nat, hvor han bare skulle have sutten, før han igen kunne sove videre.
Jeg var overlettet. Så sej min lille gut han er.

Desværre var det dog en lidt anden sag om morgenen. Selvom han hyggede sig, havde Villads ikke lyst til at spise morgenmad, når han ikke vidste, hvor vi var, og farfar måtte vække os kl. 6.30.
Jesper fik lov at sove videre, og selvom jeg havde en anelse ondt i håret, og var ærligt talt ret træt, stod jeg gladeligt op med min skønne bandit.

Det havde været en rigtig skøn weekend, og jeg var fuld af lykkebobler i maven. Desværre viste det sig dog, at søndagen blev lidt en anden sag…

Vi havde købt billet til toget, så ville være hjemme til at spise aftensmad, hvilket passede perfekt med Villads dagsrytme. Da vi pænt stod og ventede på stationen, fik vi dog alligevel beskeden, om at vi ikke kunne komme med, da toget var overfyldt.. Alligevel smilte jeg til DSB-kontrolløren, for jeg tænkte jo, at der umuligt kunne komme flere forsinkelser. Der kunne jeg dog godt tro om.

Vi tog det næste tog, som skulle gå direkte til Aarhus. Her måtte vi stå af i Fredericia, da der åbenbart, var et tog, som var brudt sammen i Hedensted. Pænt måtte vi endnu engang sidde og vente, mens jeg kunne se vores stille og rolige aften derhjemme smuldre lige så stille.

Da vi kom med det næste tog, troede vi at det skulle være det, men pludselig lød det over højtalerne, at vi nu skulle holde stille i Vejle i tredive minutter. Jeg var chokket, og måtte bruge turen på, at underholde et meget utålmodigt barn, som ikke kunne forstå, hvorfor man ikke måtte kravle overalt i toget.

I bussen faldt han (endelig!) i søvn i mine arme. Jeg bar ham hele vejen hjem, men så snart vi trådte ind af døren, og jeg fumlede rundt med mine nøgler, vågnede han brat, og så måtte vi starte forfra igen.

Jeg var udmattet, (meget) træt og frustreret, da han endelig faldt til ro sent i går aftes. Så meget, at jeg faldt i søvn med mobilen i hånden, og kl. 3.00 om natten vågnede i samme stilling, hvor jeg måtte erkende, at jeg nok var for træt til at skrive videre.

Alt i alt var det en god weekend, som jeg vil se tilbage på med glæde, men jeg må erkende, at der nok går lidt tid, før jeg igen sætter mine ben i et DSB-tog.

Tak, fordi du læste med. 

 

 

Følg bloggen på Facebook her.