Når noget fylder mere, end man lige går og tror

 

Lige præcis lige her på sofaen brugte jeg min aften i går. Teksten på billedet hængende over sofaen kunne ikke skildre mere ukorrekt, hvad det egentligt var der foregik. For det var ikke latter som rummet var fyldt af – tværtimod.
I går aftes efter Villads var gået i seng, vi havde fået afrimet vores fryser fra flere centimeter lag af is, fisket grydeskeer op bag køleskabet og fjernet utallige nullermænd satte jeg mig nemlig endelig ned i sofaen med Jesper i hånden og trykkede play på en dokumentar, som vi længe havde set frem til at se.

Dokumentaren “Født på grænsen til livet”, blev for første gang vist i går, og følger fire børn som alle er født i 24. graviditets uge. (Du kan selv se den gratis her)

Jeg føler selv, at Villads hårde start på livet placeret et rigtigt godt sted. Det er ikke noget, som jeg tænker så meget på længere. Jeg er bare lettet og glad for, at vi er kommet ud på den anden side med så minimale konsekvenser.
Der var dog alligevel noget som ramte mig i går, da jeg sad der i sofaen. Jeg endte med at tudbrøle igennem alle de 43 minutter. Befriende egentligt.
Efter rulleteksterne sad jeg dog tilbage med lidt en flad følelse. For det gik faktisk op for mig, at det nok ikke var de følelser og udfordringer, som vi havde haft i forløbet med Villads (læs her, her og her) som fyldte mest, men derimod den fremtid som venter os, hvis vi engang vælger at udvide familien.
Jeg kunne mærke, at det altså fylder en del mere, end hvad jeg lige gik og troede selv. Fandens.

Jeg gik endda så langt, at jeg tænkte, at jeg aldrig skulle have flere børn.
Det er frygten for at føde for tidligt igen, og måske endda endnu tidligere end ved Villads, som begrænser mig.  Frygten for at jeg selv en dag skal igennem, hvad de så seje og stærke forældre i dokumentaren gennemlever hver dag. Selvom jeg ved med sikkerhed, at skulle det være tilfældet, ville vi også klare det. Uden den mindste tvivl.

Det øjeblik, hvor jeg tudede allermest, var da det ene par fortalte, at de havde fået en søn i uge 24, som desværre ikke klarede den. Året efter havde de været i samme situation, på trods af at have været fuldt tæt, og fået endnu en dreng født kun med er par dages forskel. For hvad, hvis de heller ikke kan hjælpe mig, selvom de holder godt øje?

Jeg kan mærke, at tudeturen i går har gjort godt. Jeg tror egentligt, at det har været ret sundt, og lige hvad jeg havde behov for – helt uden selv at vide det.

Jeg er ret god til, at skubbe følelser som er lidt trælse og sørgelige i baggrunden, sige “pyt” og så komme videre, uden altid at vide, om de rigtigt er blevet bearbejdet. Noget som for mig at se – i de fleste tilfælde – er overvejende positivt, for jeg ser ingen grund til at dvale ved ting som hører fortiden til.

I dokumentaren blev der udover de personlige historier også sat spørgsmålstegn ved, om der skal sættes en fast grænse for, hvornår vi aktivt skal redde en for tidlig født.
Personligt synes jeg ikke, at man kan sætte en grænse, men er ganske tilfreds med det lægefaglige skøn, som de anvender i dag, hvor lægen vurderer, om der er tale om et værdigt liv.
De små er nemlig ikke ens, og som blandt alle andre mennesker er nogle bare bedre rustet til livet. Når de er så små, er det svært at vide, hvordan deres liv bliver i fremtiden, og at vælge dem fra uden at give dem en chance, synes jeg virkelig er en skræmmende tanke.
Jeg mener nemlig ikke, at et liv med handicap nødvendigvis er et dårligt liv. Et liv med udfordringer? Bestemt. Men selvom ens hverdag kan være fuld af udfordringer, betyder det altså ikke, at man ikke kan have livskvalitet og synes, at ens liv er værd at leve.

Det hele skal dog ikke være så trist og gråt. I dag ser jeg mere klart og lyst på tingene, og ved du hvad? Jeg er sikker på, at det nok skal gå, om vi så skal have flere børn eller ej. Og så er der intet der kan overskygge glæden ved, at det er gået så fantastisk godt for mit helt eget lille pjok 🙂

Hvad er din holdning til en fast aldersgrænse for, hvornår vi aktivt skal redde et liv? Og er du også god til at skubbe de sørgelige ting i baggrunden?

 

 

 

 

 

Følg bloggen på Facebook her.