Så lille skat, nu skal du smittes med skoldkopper…

Jeg fik et virkeligt stort chok tirsdag morgen, da jeg skulle have Villads ud af nattøjet og i et mere vuggestuevenligt outfit. Hans bryst og ryg var dækket af rødlige pletter, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind og råbte “skoldkoppe-alarm”.

Vi tog ned til lægen og fik heldigvis afkræftet mistanken. I stedet var udslættet et udtryk for, at hans immunforsvar ikke var helt oppe at køre efter en weekend med let feber. Lettet? Ja, tak! I hvert fald til at starte med. Så begyndte tankerne at køre:

Er det ikke noget med, at skoldkopper er nemmere at komme igennem nu yngre, at man er? Er nu ikke et ligeså godt tidspunkt som altid?

Lettelsen blev for et kort øjeblik forvandlet til en meget let form for skuffelse. Hvis det ikke er nu, hvornår er det så? Og skal man bare gå at vente på det uundgåelige?

Jeg kom i tanker om, at jeg af flere omgange havde hørt om forældre, som opsøgte smitning af skoldkopper – gerne før barslen var slut, så man ikke skulle igennem sådan en tur, når man var startet på arbejde igen. Jeg mindes endda at have hørt om smittegrupper på facebook (se selv her), hvor du kan “søge” efter en børnesygdom til dine børn.

Jeg kan godt se fordelen i, at man har bare en smule kontrol over, hvornår ens børn skal have skoldkopper. Så kan der planlægges ud fra det, og ungerne kan forhåbentligt få sygdommen i en tidlig alder, hvor den eftersigende skulle være nemmere at komme i gennem.

På den anden side, synes jeg, at det er lidt skræmmende at skulle opsøge sygdommen selv. Et besøg hos en bekendt som tilfældigvis har skoldkopper i huset, ville ikke gøre mig noget, men at skulle gå målrettet efter, at han skulle smittes, kan jeg mærke, at jeg ikke ville have det godt med.

Som du måske kan gætte, blev det for mit vedkommende blev det kun ved den pludselige og korte indskydelse, for selvom jeg er lidt af en kontrol-freak, så kunne jeg samtidig ikke se mig selv tage Villads i armen, og sige: Så lille skat, nu skal du smittes med skoldkopper.
Mest af alt fordi jeg tror, at jeg selv ville have det rigtig dårligt med, at det i teorien var min skyld, at han havde det skidt. Også selvom han jo skal igennem sygdommen på et eller andet tidspunkt. Forhåbentligt da.

For hvad gør man, hvis de lige pludselig er ret så store, og ikke har fået skoldkopper endnu? Så er det da lige før, at jeg ville æde mine ord i mig igen, og tage smittepolitikken op til overvejelse.

 

Hvor er det dejligt, at du læser med 🙂

Hvad er din holdning til at smitte sit barn med vilje, og kunne du selv finde på at gøre det?

 

 

 

 

Følg bloggen på Facebook her.