Det langvarige (og kedelige) parforhold

Det langvarige parforhold er kedeligt. Man får ikke realiseret sig selv, og man får slet ikke udlevet sin ungdom. Alle sammen statements, som figurerer i folks bevidsthed rundt omkring. Jeg kan ikke lade vær med at blive en smule irriteret over de hentydninger og ansigtsudtryk som bevidner, at folk ikke kan sætte sig ind i, hvorfor det lange og tidlige parforhold også kan være en fordel.

Jeg bliver tit mødt med løftede øjenbryn og undren, når jeg gladelig fortæller, at Hr. Dall og jeg altså har formået at holde sammen i hele syv år. Endnu værre bliver det, når jeg kommer til den del, hvor jeg altså kun var lige fyldt seksten, da vi mødte hinanden.

Det er ikke ofte, at folk finder hinanden i en så tidlig alder, og det langvarige parforhold i min alder, skiller sig derfor markant ud fra mængden. Selv min lillebror er af den opfattelse, at man i et parforhold ikke oplever særlig meget. Da han lige var startet på gymnasiet, sagde jeg til ham, at hvis han havde spørgsmål omkring piger, kunne han bare komme til mig, hans svar var: “Jeg tror mine venner har oplevet mere end dig”. AV!

Det virker som om, at der er en stor udbredelse i, at det langvarige – og tidlige – parforhold er kedeligt, og at det er ”synd”, at man ikke får oplevet og udlevet sin ungdom. Istedet for et klap på skulderen over, at det faktisk er ret bemærkelsesværdigt, at kunne holde hinanden ud i så mange år, bliver man i stedet ramt af et medlidenhedsblik.

Jeg er så træt af det! For hvis jeg virkelig havde ondt af mig selv over “alt” jeg gik glip af, ville jeg slet ikke være i det her forhold. Hvis det langvarige parforhold er kedeligt og begrænser en i et stort omfang, skal man måske til at overveje, om man virkelig har det så godt, som man tror. Man kan sagtens lave næsten alt, hvad man vil, når man er i parforhold, og hvis der er noget der begrænser mig, er det nok nærmere, at jeg er blevet mor. De begrænsninger har jeg det til gengæld fortrinligt med.

Faktisk forstår jeg godt at folk undrer sig, og det skal de også have lov til – De må bare gerne holde det lidt mere for dem selv.
Jeg tror nemlig oprigtigt, at det kan være svært , at sætte sig ind i, hvordan man kan binde sig til et menneske i en så tidlig alder. For havde jeg ikke været i et sådant forhold, havde jeg helt sikkert været ligeså intolerant. Jeg mødte engang en pige på nitten, som lige var blevet gift, og selvom jeg selv sad der og holdningsmæssigt var påvirket af mit eget lange parforhold, så var det lige pludselig mig, som stod med løftet øjenbryn. “GIFT SERIØST?” Egentligt var det bare super dobbeltmoralsk af mig, for hvor ligger den store forskel lige, om man har en ring på fingeren eller ej?

I dag er jeg selv lidt mere tolerant. Måske fordi jeg i stigende grad har oplevet, at folk har løftet øjenbrynet overfor mig. Måske fordi jeg ikke bryder mig om at blive sat i bås som en kedelig husmor, som aldrig kommer ud, og som står klar med aftensmad, foldet vasketøj og rene gulve, når farmand kommer hjem fra arbejde. For DET er da det sidste, som jeg identificerer mig med. Og jeg tror at Jesper er enig med mig, i hvert fald i det med rengøring og maden  😉

Det langvarige parforhold er kommet snigende op på mig, selvom jeg aldrig troede, at jeg skulle være typen. Folk som kendte mig i mine vilde teenage år kan sikkert nikke genkendende til den tanke, og jeg tror, at de er mindst ligeså chokerede som jeg, over at jeg er endt, hvor jeg er.

Der skal herske ingen tvivl om, at jeg er glad for, hvor jeg er endt. Jeg ville ikke bytte det lange parforhold ud for noget. Det er sgu egentligt ret fedt at altid have en ekstra hånd til Villads, at have ens bedste ven permanent installeret i lejligheden og samtidig kunne opføre sig lige præcis som man har lyst til uden, at der bliver løftet en pegefinger – apropros nedenstående billede 😀

Jeg tror ikke, at det er en bestemt type folk som ender i det tidlige og langvarige parforhold. Jeg tror simpelthen, at det handler om, hvornår man møder den mand/kvinde, man gerne vil blive gammel sammen med, om det så er som 16 eller 40-årig. Pladderromantisk som det nok lyder, så er det nok det, som er sket for mig.

Tusind tak, fordi du læste med. Hvordan har du det med parforhold og børn i en tidlig alder, og føler du også, at folk løfter øjenbryn?

 

Følg bloggen på Facebook her.