Efter at jeg har fungeret som privat malkoko i de sidste over 11 mdr., er vi nået til den beslutning
Se næste indlæg >
NÅR KÆRLIGHEDEN KOMMER SNIGENDE..
Da jeg var gravid med Lucas, glædede jeg mig helt ufattelig meget, til det første møde med min søn. Til at opleve den der overvældende og altoverskyggende kærlighed, som jeg alle steder på de sociale medier, læste at man ville opleve når man så sit barn for første gang. Min virkelighed blev en lidt anden, og den første tid som mor var ikke helt så rosenrød som jeg havde forestillet mig.
Det var stort at føde og jeg smeltede også inden i, da Lucas blev lagt på mit bryst. Han var den smukkeste baby jeg nogensinde havde set. Og jeg blev ramt af stolthed over at han var min, og at jeg havde været med til at lave ham. Det er ikke fordi at det ikke var kærlighed ved første blik, for jeg elskede min søn fra første sekund. Jeg fik tåre i øjnene, men de rendte ikke ned af mine kinder, sådan som jeg havde forestillet mig at de ville. Den der gennemborende kærlighed man skulle opleve, der overskyggede alt og ikke kunne sammenlignes med noget andet, den lod vente på sig. Og det er helt okay, for efterfølgende har jeg fundet ud af, at det er ganske normalt, og at man ikke er en dårlig mor af den grund. Det ville jeg gerne have vidst! I graviditeten læste jeg kun om de rosenrøde fortællinger, og derfor følte jeg mig en anelse forkert. Elsker jeg ikke mit barn højt nok? Hvad sker der med mig? Er jeg en dårlig mor? Disse tanker fløj igennem mig, naturligvis, for jeg undrede mig over, hvorfor jeg ikke reagerede mere følelsesmæssigt over mit eget barn. Jeg har valgt at skrive dette indlæg, da jeg mener at det er et emne der trænger til at blive belyst. Hvis jeg kan hjælpe en nybagt mor eller to, med ikke at føle sig forkert, så er det det hele værd. For jeg tør godt at love dig at det bliver bedre, og at den altoverskyggende kærlighed til dit lille afkom, nok skal komme sig snigende ind på dig. <3
Jeg ved ikke helt hvad der gik “galt” men jeg har et par teorier, der måske har spillet en lille rolle, til hvorfor den første tid som mor, ikke blev så billedskøn som jeg jeg have drømt om.
Jeg elskede ikke at være gravid, det erkender jeg gerne. Efter min mening havde jeg en træls graviditet, læs om min graviditet med Lucas her. Hånden på hjertet var jeg lidt frustreret på vores baby, der lavede en masse ballade inde i maven. Jeg havde da følelser for ham, allerede i graviditeten, og jeg brugte meget tid på at ae maven og forestille mig hvordan han så ud og var. Men jeg brugte også meget tid på at være lidt småirriteret på ham, og hver gang skød jeg det lidt hen, for det var jo ikke hans skyld, at jeg ikke kunne lide at være gravid, selvom det nogle gange føltes sådan. I dag ser jeg lidt graviditeten og Lucas som to forskellige ting, og jeg har svært ved at forene mig med, at det var ham der lå inde i maven.
En anden faktor jeg tror spiller ind, er at min egen søn er den første baby jeg rigtig holdte. Jeg har da tidligere siddet med mine yngre søskende og fætre og kusiner, men de blev lagt i mine arme og flyttet igen når babyen begyndte at græde. Jeg har altid set babyer som ufatteligt skrøbelige, og hele graviditeten håbede og troede jeg, at det ville blive noget andet med mit eget barn. At det kom helt naturligt, at jeg vidste hvordan jeg skulle holde ham, amme ham, trøste ham og skifte ham.
Men det kom ikke naturligt til mig. Da Lucas blev lagt op på mit bryst, kunne han ikke finde ud at at tage fat i min brystvorte, da jeg skulle give ham mad lige efter fødslen. Jeg lå helt akavet i sengen jeg lige havde født i, men jeg skulle blive liggende, da jeg skulle til at syes. Jeg ville flytte ham, så han lå bedre og løftede ham meget forsigtigt under armene. En der var med til fødslen, sagde at jeg for guds skyld ikke måtte løfte ham under armene, jeg skulle passe på at de ikke gik af led. Jeg anede ikke hvad jeg så skulle gøre, og jeg følte mig meget akavet. Jeg kunne ikke finde ud af at made ham, og jeg kunne ikke finde ud af at løfte ham. De første dage som mor, blev ikke udelukkende brugt på at være forelsket og nyde min baby, for jeg brugte meget tid og energi på at ”lære” at være mor. Han var så lille, fin og skrøbelig – og jeg, hans mor, ville ham alt det bedste og ønskede at være en god mor for ham. Men først skulle jeg lige affinde mig med, at det første møde ikke var så perfekt som jeg havde drømt om.
Man er virkelig udmattet efter en 14 timer lang fødsel ( læs min fødselsberetning med billeder fra det første møde her) og det er hårdt, at man ikke bare kan ligge sig til at sove bagefter, for at samle kræfter til at være mor. Naturen er heldigvis skruet sådan sammen, at man alligevel finder overskuddet til sin nyfødte baby, og faktisk havde jeg ikke lyst til at sove. Eller spise for den sags skyld. Jeg brugte timevis på at betragte min lille baby, og ligge hud mod hud, men jeg følte også at jeg havde noget der skulle “indhentes.”
Da vi hen på eftermiddagen fik værelsesbesøg af personalet på barselshotellet, måtte jeg spørge om det virkelig var rigtigt at jeg ikke måtte løfte ham under armene. Hun sagde at det måtte man gerne, og at det var i gamle dage at man troede at det kunne skade barnet. Jeg ville ønske at jeg ikke havde lyttet til andres “gode råd” og havde mærket efter hvad jeg synes føltes rigtigt. For måske kom det helt naturligt til mig at holde ham, men jeg følte mig akavet, fordi jeg fik at vide at jeg gjorde det forkert?
De første 2 dage som forældre, tilbragte vi på sygehuset. Og når vi kigger tilbage ved vi ikke om vi skal grine eller græde. Jeg gad godt at se os på skjult kamera. Lucas var den første baby Rúni og jeg rigtig holdt, og ingen af os vidste ret meget om noget som helst. Hvordan det gik at skifte de første bleer, og hvordan vi fik amningen op at køre, vil jeg skrive om i et senere indlæg. Det krævede blod, sved og tåre, men det var de små succesoplevelser, der gjorde at jeg følte mig bedre og bedre tilpas i rollen som mor.
Kærligheden voksede sig større og større i takt med at mor og søn lærte hinanden at kende og jeg blev bedre til at dække hans behov og også følte mig som hans mor. Da han smilede til mig første gang, var jeg ved at brænde op af lykke indvendigt. Det var så fantastisk at få noget igen fra ham. Jeg ved ikke præcis hvornår jeg blev ramt, jeg vil vove at påstå at kærligheden kom snigende, og voksede for hver dag. Den alt overskyggende og overvældende kærlighed, der ikke kan måles med noget andet, kom til mig. Hver dag tænker jeg, at jeg elsker Lucas højere end jeg gjorde dagen før, selvom man ikke skulle tro at det var muligt at opleve en kærlighed så stor. Jeg elsker ham overalt på jorden, jeg vil flytte bjerge for ham. Lucas har ændret mit syn på kærlighed og mit syn på livet. Han har stjålet mit hjerte.
Hvordan oplevede du det første møde med dit barn? Var det altoverskyggende kærlighed ved første blik eller kom den også snigende? Del gerne din oplevelse, det er så hyggeligt at læse jeres historier. <3
Tak fordi du læste med! //Daniella
Følg med på instagram; @lucasogmor og @syvogtyve
Følg bloggen på facebook her!
Rigtig fint blog indlæg jeg kan faktisk ikke nikke genkendende til det, men hvor ville jeg ønske der var nogle der havde fortalt mitg at en graviditet ikke for alle er: hvide sommerkjoler, blomster i håret, flot rund mave, lyserøde kinder, og ren lykke.
Min historie er en helt anden.
Jeg fandt ud af efter en ferie til tenerife, at jeg var gravid. Faktisk i slutningen af den havde jeg lidt en fornemmelse af det. Vi ville egentlig gerne have en baby, men det havde venter på sig, så havde ikke lige regnet med det ville være der.
Nu fortæller jeg faktisk noget som ikke engang min kæreste ved. Da vi kommer hjem, går jeg ud på toilettet og tager en graviditetstest, og den er tydelig positiv. Jeg tænker bare:FUCK. Det her var jeg overhovedet ikke klar på alligevel, og jeg begynder bare at tude. Da jeg kommer ud fra toilettet har jeg røde øjne, og siger til min kæreste, at jeg er gravid. Han bliver så lykkelig, og tror jeg græder af lykke. Jeg kunne ikke få mig til at fortælle ham, at jeg græd af rædsel.
Jeg begyndte dog at glæde mig en lille smule sådan lidt hen af vejen, men lige pludselig kunne min hjerne overhovedet ikke følge med. Jeg var så bange for jeg ikke ville kunne klare det alligevel, og jeg græd hos mine jordmoder, og hun sagde at hun synes jeg skulle tage til læge, for hun mente ikke helt jeg havde det som jeg skulle. Jeg tager til læge, og får en henvisning til psykiater, hvor jeg var til en del samtaler. Samtidigt bli er jeg også sygemeldt fra mit arbejde. Jeg kunne ikke holde til det hverken fysisk eller psykisk. Jeg blev kæmpe stor, og allerede i uge 17, troede folk jeg ikke kendte at jeg kunne føde når det skulle være. Jeg var virkelig besværet, havde bækkenløsning,evig halsbrænd og graviditetssukkersyge Jeg synes ganske enkelt at det var ganske forfærdeligt at være gravid. Jeg var hele tiden ked af det, og tynget så meget af dårlig samvittighed over hvordan man kunne føle sådan, når man havde et lille baby i maven. Alle andre der var gravide var bare så lykkelige og glædede sig helt forfærdeligt, og så var der bare mig, som følte mig så forkert.
Jeg måtte kun gå en uge over tid da jeg havde graviditetssukkersyge, og skulle derfor til samtale på sygehuset hvis det ikke skete af sig selv kort efter min terminsdato, hvilket det ikke gjorde. det ville være søndag jeg skulle sættes igang, fredag skulle vi til samtale. Når man så har fået aftalt en tid, så forventer man jo selvfølgelig, at man ikke kan føde før. Alligevel går mit vand helt af sig selv kl 6.30 lørdag morgen, og så starter ellers det jeg kalder mine 27 timer i helvede. Det er også en længere historie.
Da Pixie-Mai kommer op på min mave, der græder jeg virkelig af lykke, tårnene vælter ud af mig, og allerede der kunne jeg slet ikke forstå hvordan jeg havde kunne gå med den slags tanker. Det hele kom så naturligt til mig. Det at være mor, det var bare lige mig, og HOLD KÆFT hvor er jeg god til det (dog synes jeg også amningen var lidt svær i starten) men jeg kan sagtens forstå hvordan man kan have det som du, det tror jeg der er rigtig mange der har, og hvor ville det bare være dejligt, hvis der var nogle der havde fortalt os det.
Tak for et oplysende indlæg