Etårsundersøgelse: Vaccine og vilde nyheder

Villads havde i tirsdags været ude af min mave i et helt år, og i fredags var det tid til etårsundersøgelse. På grund af den for tidlige fødsel svarer han dog kun til at være 9,5 mdr., og netop derfor tog vi til undersøgelsen uden de store forventninger. Det endte dog med at tage en noget uventet drejning.

Det er altid med en lille klump i maven, at jeg tager afsted til disse undersøgelser. Helt realistisk ved jeg jo godt, at Villads udvikler sig præcis, som han skal, og det er jeg også blevet bekræftet i utallige gange af både sundhedsplejersken, sygeplejersker og læger.  Men når alt kommer til alt sidder frygten fra hans alt for tidlige fødsel stadig i mig. (Læs fødselsberetningen her og om de første dage på neonatal her)

Udvikler han sig, som han skal? Vokser han godt nok? Er han rask? Og giver jeg ham de bedste betingelser for alt dette?

Jesper havde ferie, så vi traskede begge to afsted med klapvognen ned til lægen fredag formiddag. Da Villads er vores første barn, anede vi ingenting om, hvordan en sådan undersøgelse skulle foregå. Selvom vi tidligere har været til undersøgelser på neonatal ambulatoriet på Skejby, så var dette anderledes. Her skulle Villads lige pludselig sammenlignes med andre på hans reelle alder. Vi var spændte og nervøse, som vi sad der i venteværelset. Spændte på om Villads kunne leve op til undersøgelsen og nervøse – og en smule angste – for den vaccine, som der ventede ham.

Vi kom endelig ind. Vi havde fået en anden læge tildelt, end vi plejer på grund af ferieperioden, så vi måtte endnu engang berette hele historien om Villads fødsel før tid. Den historie har jeg efterhånden fortalt så mange gange, at den sidder på ryggraden.

Lægen lyttede først på Villads lunger og hjerte, hvor alt heldigvis lød perfekt. Jeg åndede lettet op. Villads har tidligere haft en ekstra åre til hjertet, så derfor bliver jeg altid en tand nervøs under sådan en undersøgelse. Dernæst målte og vejede hun Villads, som nu har en kampvægt på 9,8 kg. og måler hele 78,5 cm. Min store dreng.
Til sidst fik Villads sin vaccine – et stik i hvert lår. Han tog det helt fantastisk pænt, og ved det ene stik skreg han ikke engang. Der lettede en sten fra mit hjerte, for i sidste ende, var jeg nok mere angst for de vacciner end Villads var.
Lægen snakkede om, at hun havde en lille test, men at det jo ville være, at stille alt for høje krav til Villads, som reelt set slet ikke er et år endnu. Hun nævnte noget med pincetgreb, og der måtte jeg bryde ind, for det havde sundhedsplejersken netop afprøvet på ham ved sidste besøg, hvor han bestod med bravur. Hun gav ham testen, hvor han skulle tage fat i en lille ting med pegefinger og tommelfinger, og den tog han med et snuptag.

Vi snakkede løst og fast, om hvad Villads kunne nu:  Bl.a. klappe, vinke, spise (halvt) med gaffel, næsten komme ting i puttekasser, sige mam mam, kravle, rejse sig, gå med støtte (f.eks. hen af sofaen), kravle op og ned af sofaen (med hjælp fra bobles krokodillen), lege “tittebøh”, “klappe kage”og “hvor stor er”. Derudover en han overalt. Skuffer, skabe og kurve bliver dagligt raseret, og  fraserne “Det er mors” og “Nej” samt alverdens distraherende fagter er blevet en del af dagligdagen herhjemme.
Lægen var rigtig imponeret, og sagde, at hun ikke engang ville skrive hans korrigerede alder(9,5 md.) ned, da han sagtens kunne gå for en etårig både vækst og udviklingsmæssigt. Jesper og jeg var henrykte og stolte. Endnu engang blev vi bekræftet i, at vi gør det godt nok, og vores dreng trives over al forventning. Det er den dejligste besked man kan få.
Vi stod også tilbage en smule målløse. Sundhedsplejersken havde godt nok rost ham til skyerne ved hendes sidste besøg, og sagt, at han havde indhentet en del, men vi havde ikke regnet med at få denne besked.

Det var en vild besked at få og det gav mig lidt en mærkelig følelse indeni. Villads er et helt år og så alligevel slet ikke. Selvom han har indhentet en del, så betyder næsten tre måneder virkelig meget her i det første leveår, hvor de lærer så meget nyt hele tiden.
Netop derfor bruger jeg egentligt ikke hans reelle fødselsdato til andet end fødselsdage og vaccinationer.  Jeg ønsker ikke, at Villads skal bedømmes som en etårig. Det er faktisk et ømt punkt for mig. Jeg føler, at han har ret til at blive anerkendt for, hvor sej han egentlig er. Det stikker ærligt talt i maven, når folk, kommenterer på hans gode udvikling med kommentaren “Jamen, han har jo også været ude for maven i lang tid.” Som om, at det er en positiv ting, at han blev født før tid. Med alt den modgang min lille fyr har været i gennem i hans al for korte liv, er det mindste folk kan gøre at give ham et skulderklap og ikke bagatellisere, når han klarer sig godt.

Jeg tager mig selv gang på gang i ikke at ane, hvad jeg skal svare, når folk spørger til hans alder. Jeg står altid lidt paf, og skal til at beslutte, hvilken historie jeg har lyst til at fortælle i dag. Skal jeg fortælle hele historien om den for tidlige fødsel? Bare fortælle at han er et år, og risikere at folk dømmer ham for ting, som han ikke kan endnu? Eller blot fortælle den korrigerede (og egentligt mest oprigtige) alder? Jeg ender altid med at kigge spørgende over på Jesper, med et lidt smørret grin og lade ham svare for mig.

Det kan være rigtig svært at forstå udefra, hvorfor han ikke er så gammel, som han egentlig er. Jeg husker selv, hvordan jeg, da min tante fødte en måned før tid, undrede mig over, at de altid korrigerede hans alder med en måned. Ærligt talt troede jeg, at det var en dårlig undskyldning, for at han ikke udviklede sig så hurtigt. Heldigvis ved jeg i dag bedre.

Det ville jo være fuldstændig uretfærdigt at sætte min lille nyfødte Villads op imod en baby født til tiden. Villads var kun halv størrelse, han kunne ikke spise selv, holde trykket i lungerne, kropsvarmen eller sågar brokke sig, når han havde behov for det. Ting man som helt normal nybagt forælder tager forgivet.

Det er vigtigt for mig at tage dette emne op. For der er sikkert folk derude, som synes, som jeg selv gjorde engang, at det er en mærkelig ting at korrigere for tidligt fødtes aldre. Det kan lyde mærkværdigt, men alt andet ville ikke være fair for de kære små, som desværre må tilbringe de sidste måneder af deres udvikling i en kuvøse i stedet for i mors trygge mave.

De to og en halv måned, som han kom før tid, bliver mindre og mindre betydelige for hver måned der går, og til hans næste fødselsdag vil de med stor sandsynlighed slet ikke betyde noget. Heldigvis. Indtil da kan jeg prise mig lykkelig over, at konsekvenserne for den for tidlige fødsel er minimale i vores tilfælde, at jeg er mor til den allerdejligste lille guldklump, og at jeg har den dejligste og mest forstående familie og venner.

Tak, fordi du læste med! Hvad kan dit barn på et år? Hvordan tager du det, når de kære små skal stikkes? Og hvad synes du om, at man korrigere alderen for børn født før tid?

Følg bloggen på Facebook her.