DE FØRSTE DAGE SOM MOR TIL EN ALT FOR TIDLIGT FØDT

Jeg havde altid forstillet mig, at den første tid, med mit helt eget lille spædbarn, skulle være helt perfekt: Afslappende, antistresset og hundrede procent fokuseret på at nyde det lille nye væsen, som havde forladt min mave. Sådan var vores start ikke.

Her stod vi. Mor og far til et præmaturt barn. Jeg håber ikke, at billedet ovenover skræmmer jer væk, men det var den barske virkelighed vi stod i. Billedet er fra jeg lige er vågnet fra narkose. Fra allerførste gang at jeg så min lille Villads…

Hvorfor, at jeg kom i narkose ved fødslen, kan du læs om her, hvor jeg har skrevet min fødselsberetning.

Hvis jeg kort skal beskrive den første tid, må det være med ordene: hektisk, frustrerende og forvirrende. Den alt for tidlige fødsel (29+1) gjorde, at vi var alt andet end forberedte. Jeg  tvivler dog på, at man nogensinde kan blive forberedt på, at skulle tilbringe otte uger på neonatal afdeling.

Man skulle tro, at de første par dage, var de allerhårdeste. Jeg havde smerter efter mit kejsersnit og skulle have modermælken i gang, så pumpede ud hver tredje time på klokkeslættet (også om natten), Villads havde tabt sig ned til sølle 1300 g., vi havde en masse besøgende, opkald og snakke med læger og sygeplejersker.

Det er dog ikke de dage, jeg husker som de sværeste. Tja, jeg husker dem knap nok. Man fik så mange beskeder på så kort tid, og jeg forstod stadigt ikke (eller ville måske ikke indse), hvad det egentligt var der var sket. Jeg var stadig i chok.

Efter den første dag, havde vi stadig ikke givet ham et navn. Vi følte os pressede, for ingen af os kunne holde ud, at han skulle kaldes “dreng, mastrup” i længere end nødvendigt. I gennem hele graviditeten havde vi været dybt uenige. Villads var på min top tre. Og Jesper havde ikke været vitterligt begejstret for det. Jeg sad i kørestolen i elevatoren på vej op på vores stue igen. Jesper stod bag mig, og stilheden var næsten gennemborende. Pludselig udbrød han, at Villads passede lige til ham, og der græd jeg af glæde, og vi krammede helt indtil elevatoren pludselig åbnede igen. Jeg kunne ikke vente med, at få sygeplejerskerne til at skifte hans navneskilt ud med Villads – min helt egen lille Villads.

Det var en helt ny verden på sygehuset.

• Villads skulle vendes til “rigtig” mad, så til en start skulle vi give ham 2 ml. modermælk hver 2. time i en sprøjte via en sonde gennem hans lille næse. De 2 ml. skulle gives over en halv time.
• Villads fik lungemodner. Som skulle hjælpe ham med at gøre lungerne endnu mere klar til at kunne trække vejret selv. Han var egentligt god til at trække vejret, og allerede efter et par dage kom han i seponeringsforsøg. Som du kan se på billederne, havde han dog et apparat kaldet en C-pap på. Dette trak ikke vejret FOR ham (som en respirator gør), men hjalp med at opretholde trykket nede i lungerne, så det var lettere for ham at gøre det selv.
• Når vi tog ham op, skulle vi minimum sidde med ham 2,5 time af gangen, da han ikke kunne holde til, at blive flyttet for meget på, hvilket betød, at man skulle planlægge alting. Hvis det ikke var muligt at have ham ude så længe, så sad vi troligt på en stol, med hånden på ham i flere timer. Bare sad. Så han kunne mærke, at vi var der.
• Villads boede ikke på stue med os. Han var på neonatal afdeling, hvor sygeplejerskerne tog over om natten, når vi spiste osv. Og vi boede på et pårøringsværelse ca. fem hundrede meter væk fra afdelingen. Det var den mærkeligste følelse at “forlade” sit barn hver aften. En følelse jeg håber, at andre aldrig kommer til at opleve.
• Jeg malkede ud, (med den mest irriterende og bippende malkemaskine), hver tredje time – døgnet rundt. I et helt kvarter – HVER gang (og ved HVERT bryst). Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg med lidt snilde kunne sidde med to brystpumper, så jeg kun tog et kvarter i det hele. Jeg følte mig som Maren Malkeko hver gang. Og det kvarter var altid meget længere end et kvarter er normalt 😉
• Der var skiftende sygeplejersker og læger, og hele tiden nye personer at forholde sig til.
• Der var gratis mad til mig, men Jesper skulle betale. Og det gjaldt om at komme til spisetiderne, for der var ikke altid nok.

Oveni alt dette var vi snotforvirrede. Mit hjerte bankede som sindssyg, hver gang jeg skulle løfte ham, og jeg turde knap nok at skifte hans ble af frygt for, at han skulle brække midt over. Villads var så tynd, at han ikke ejede nogle baller. Tænk engang.

For lige at toppe det hele fik jeg en efterreaktion på den rygmarvsbedøvelse, som ikke virkede ved mit kejsersnit. Der var så varmt på Villads stue.  Vi sad med lagner bag ryggen, og de var gennemblødte, hver gang vi endelig kom op af den blå sygehus stol.

 

Jeg blev svimmel og skyndt mig ud af stuen, og det endte med, at jeg kastede op, på den lange korridor mellem vores værelse og neonatal afdelingen. Jeg blev undersøgt, og fik taget utallige prøver, før det viste sig, hvad det var, og jeg fik ordineret nogle koffein piller, og besked på, at jeg skulle drikke masser af cola af overlægen.

Snart havde jeg det bedre igen. Vi begyndte at sætte os ind i rutinerne, få en hverdag på sygehuset. Jeg synes stadig ikke, at vi havde det hårdt. Selvom jeg havde små øjeblikke, hvor jeg synes det hele var uretfærdigt. For på neonatal afdelingen var der altid en historie, der var værre end vores, og så synes jeg jo ikke, at VI havde det så slemt…

På nedenstående billeder, kan i måske bedre fornemme, hvor lille han rent faktisk var (prøv at se på sprutten).

Det første billede er han en dag gammel, og det sidste er taget for en uge siden, hvor han ift. termin ville være 8. mdr. gammel.

Villads historie på Skejby er en længere historie. Så der vil i fremtiden komme flere indlæg.

Jeg håber, at du fik et bedre indblik i de første dage på Skejby. Spørg endelig, hvis der er noget du vil vide 🙂

Tak, fordi du ville læse med.

//Janne (syvogtyve)