MIN GRAVIDITET SOM SLUTTEDE BRAT

En gennemsnitlig graviditet varer fyrre fulde uger. Min varede kun knap tredive. Her har du min historie. 

Det var start februar sidste år. Jeg var lige gået i gang med mit fem måneders lange praktikmodul på socialrådgiveruddannelsen, hvor jeg skulle arbejde i Silkeborg Jobcenters kontanthjælpsafdeling.

Fra den ene dag til den anden – hvor cliché agtigt end det lyder – lå jeg pludselig med hovedet i toilettet hver morgen. Jeg købte en test, og det var med tunge skridt, at jeg gik op til førstesalen og ind i soveværelset, hvor jeg fremviste Jesper den positive stav. Jeg tror begge, at vi sad med en lidt mærkelig følelse indeni. Det virkede så uvirkeligt, at vi snart skulle være forældre. Om ikke andet så var vi glade – også selvom beskeden var noget uventet, og vi havde regnet med at afslutte vores uddannelser før projekt baby skulle starte. Jeg sad der i sengen helt omtumlet, halvtgrædende, boblende af glæde og med Jespers arm rundt om mig. Det føltes helt rigtigt.

Jesper og jeg har kendt hinanden siden, at jeg var blot seksten år. Vi kender hinanden bedre end nogen anden, og jeg var og er hundrede procent sikker på, at han bliver den bedste far i verden. Snakken om børn, havde været oppe at vende før. Og hvis det ikke var fordi, vi begge have halvandet år tilbage på uddannelsen, havde vi nok også forsøgt.

Abort var aldrig oppe at vende. Jeg har altid vidst, at det ikke var for mig. Dermed ikke sagt, at jeg har noget imod at andre vælger den beslutning. Jeg har faktisk rigtig stor respekt for det, i de tilfælde, hvor barnet ikke ville have fået et værdigt liv. Jeg har dog altid ønsket en stor familie, og jeg ved med sikkerhed, at jeg ville sidde og tænke tilbage på det barn, som jeg aldrig fik.

I forbindelse med min praktik på Silkeborg Jobcenter, skulle jeg tage en direkte bus hver morgen. Som du måske kan forestille dig, så er en times lang og hoppende bustur to gange dagligt ikke det mest behagelige, når man er ramt af graviditetskvalme. Jeg var flere gange bogstaveligt talt ved at kaste op i bussen, og det endte med, at jeg altid måtte gå rundt med en ekstra pose i tasken.

Kvalmen aftog, da jeg var ca. 20 uger henne, og hvis man ser bort fra kvalmen, havde jeg faktisk en rigtig drømmegraviditet i den tid den varede.

Jeg elskede at være gravid. Det begrænsede mig på ingen måder – jeg lavede næsten alt, hvad jeg plejede, og havde bare ekstra selskab af den dejligste lille gut og blide spark under maveskindet. Jeg elskede at følge med på min graviditetsapp, om hvor stor lillemanden nu var, og hvad han kunne. Jeg elskede at ae maven, og gjorde det også ved hver mulighed, som jeg havde.

Jeg var kun til to scanninger under min graviditet. Nakkefoldsscanningen og misdannelsesscanningen. Nakkefoldsscanningen var en vild oplevelse. Da jeg ikke mærkede liv endnu, var det her, at jeg for første gang fik bevis på det lille væsen som voksede i min mave. Man hører tit om folk, som græder af glæde, når de ser hjerteblinket på skærmen, men det gjorde jeg ikke. Det hele føltes stadig lidt uvirkeligt, og jeg tror først, at jeg rigtig forstod, hvad der skete, da jeg kunne mærke hans små bevægelser i maven. Vores oplevelse til misdannelsesscanningen, hvor vi også fik at vide, hvad køn maven gemte, har jeg skrevet om i et tidligere indlæg. (Læs her)

Det hele endte dog knap så rosenrødt, da jeg lige pludselig gik i spontan fødsel i uge 29+1, hvor Villads blev født. (Læs min fødselsberetning her).

Efter en hård fødsel, to måneder på Skejby Sygehus og en travl barsel, har jeg slet ikke haft tid til at sørge over, at maven pludselig blev taget fra mig. Jeg kan mærke, at det gør lidt ondt, når jeg ser gravide med kæmpe maver, eller når Daniella (læs om hendes graviditet her) fortæller om fødselsforberedelse, eller hvordan det føltes, når Lucas vendte sig i maven, da pladsen var trang. Ting som jeg slet ikke nåede at oplevede.

Jeg føler kun, at jeg nåede at opleve en halv graviditet. Heldigvis var den del helt fantastisk. Jeg vil gerne have flere børn på et tidspunkt, og når jeg bliver gravid næste gang, og jeg forhåbentligt går tiden ud, vil det føltes, som at være førstegangsgravid endnu engang.

Jeg lavede endda en fin oversigt over det tredje semester herhjemme, som hang på køleskabet, så manden også kunne følge med. Den nåede vi desværre ikke at følge særlig længe.

Jeg har ingen tigerstriber, jeg fik aldrig et personligt bord, og jeg har aldrig haft en samtale med en jordmoder om fødsel. Alligevel står jeg nu her, som mor til den fantastiske lille unge på snart et helt år. Jeg kunne ikke være mere stolt over, hvor flot han har klaret det hele, selvom han har været mere på sygehuset på det år, end jeg har på hele mit liv.

Jeg ville give min højre arm, lade min krop få tusinde tigerstriber og ligge vandret i hundrede dage, for at han havde blevet derinde lidt længere. Men sådan gik det ikke. Jeg krydser fingre for, at jeg en dag kan få lov at opleve en graviditet til fulde. Om den så er hård eller ej.

Her kan du se lidt billeder fra min graviditet med Villads. Det første billede er taget på dagen, at jeg fandt ud af, at jeg var gravid, og de to næste er taget fem dage inden Villads kom til verdenen.

 

Hvordan reagerede du, da du så dit lille vidunder på skærmen for første gang? Hvor stor nåede du at blive under din graviditet? Og forløb den ukompliceret?

Del meget gerne jeres historier. Når jeg ikke selv har oplevet min egen graviditet til fulde, er det rigtig spændende at høre, hvad der (forhåbentligt) venter mig en anden gang.

Tak, fordi du læste med<3.

 

Følg bloggen på Facebook her.