Mit ørebarn – nedsat hørelse, dræn og narkose | LUCAS

Da Lucas var 8 måneder, havde vi endelig en tid hos ørelægen, efter en lang kamp med, at få vores lægehus til at henvise ham. (Læs her) Jeg var meget spændt på den dag, hvor Lucas ører endelig skulle tjekkes ordentligt igennem.

Undersøgelsen var egentlig ganske kort, men til gengæld var ørelægen meget effektiv. Jeg følte for første gang, at problemet med Lucas ører blev taget alvorligt. Resultatet var som forventet, der var væske på begge ørerne, men spørgsmålet var, om det gik ind og påvirkede hans hørelse. Ørene blev screenet og dommen lød, at han havde nedsat hørefunktion. Av, den melding gjorde ondt at modtage.

Ørelægen foreslog, at Lucas skulle have lagt dræn hurtigst muligt, og han fandt en tid til allerede dagen efter. Jeg var lidt rundt på gulvet, for jeg var ikke forberedt på, at operationen ville være så kort tid efter undersøgelsen. Jeg skulle lige overveje, om det var risikoen ved operationen værd, men mit barn havde nedsat hørefunktion, så beslutningen var ikke svær. Selvfølgelig skulle der gøres noget!

Lucas skulle faste 6 timer op til hans operation, der heldigvis allerede lå klokken 8.00 om morgenen. Jeg måtte (gudskelov) gerne amme ham 4 timer før, men jeg var stadig ret nervøs for, hvordan han ville tackle det. Han plejede nemlig altid at blive ammet når han vågnede om natten, det var hans måde at komme tilbage til drømmeland. Da det var sidste udkald for amningen, gik jeg ind og vækkede ham, så han kunne få lidt i maven. Derefter sov han heldigvis indtil han skulle op, og på vej til ørelægen brokkede han sig ikke over sult. Fastedelen gik altså over al forventning, men min største skræk lå foran os. Selve operationen var et lille indgreb, men det skræmte mig meget, at min guldklump skulle i fuld narkose…

Lucas sad oven på mig, og jeg prøvede at holde ham tæt ind til mig, men han brød sig virkelig ikke om masken med bedøvelsen, og han spjættede med arme og ben for at slippe væk. Jeg prøvede at berolige ham med vores godnatsang, og pludselig blev han helt slap. Det var forfærdeligt at se ham bevidstløs, og tårene begyndte at trille ned af kinderne på mig. Den oplevelse var ikke rar!

Min mor var med som chauffør og støtte, og ventetiden gik overraskende hurtigt for operationen tog kun 10-15 minutter. Derefter blev han kørt ind på opvågningsstuen, hvor vi begge gik ind og ventede på, at han vågnede. Jeg holdt hans lille hånd indtil han slog øjnene op igen. Ørelægen forberedte os på, at han med stor sandsynlighed ville være meget sur, ked og rundt på gulvet når han vågnede fra operationen. Han fik helt ret, og Lucas var svær at få til at falde til ro. Jeg lagde ham til brystet, og i det sekund blev han helt fredfyldt. Det gav ham den ro og nærhed han havde brug for, og jeg har aldrig været så taknemmelig for at vi ammede, som jeg var lige der i det øjeblik.

Da han havde ammet færdig, var hans humør godt igen. Han fik en banan hvilket var et kæmpe hit, og så var vi klar til at køre hjem. Resten af dagen var han også bare så sej, og man kunne slet ikke mærke på ham, at han havde været på operationsbordet tidligere på dagen. Det hele gik over alt forventning, han er sådan en sej og tapper dreng, og jeg er bare så stolt af ham! 🙂

Ørelægen fortalte at der ikke var voldsomt meget væske på ørene, men at hans trommehinder var meget trætte, og at de havde været på hårdt arbejde i mange måneder. Jeg blev bekræftet i, at der havde været noget galt med ørene siden det første lægebesøg da han var 4 måneder, og at det heldigvis var blevet lidt bedre med tiden. Han var også begyndt at sove lidt bedre, han sov igennem første gang da han var 7 måneder, men der var stadig nætter med rigtig mange opvågninger.

Siden han fik lagt dræn for 4 måneder siden, har vi faktisk ikke rigtig mærket forskel på ham og hans søvn. Jeg håbede at drænene ville være løsningen på den afbrudte søvn, men Lucas begyndte desværre ikke at sove bedre, efter at han havde fået lagt dræn. Der var stadig nætter hvor han sov igennem, men der var ikke nogen mærkbar forskel. Til gengæld vidste jeg heldigvis, at han ikke havde ondt, og at der ikke længere var væske i ørene der påvirkede hans hørelse.

Den seneste uge har han været ramt af mellemørebetændelse, og endelig har drænene gjort sit arbejde. Hans ører flød med væske, det var faktisk helt vildt så meget der rendte ud af de små ører. Takket være drænene kom væsken ud, istedet for at ligge og trykke inde i øret, og jeg er så taknemmelig for, at han havde dem. Jeg tør ikke tænke på, hvilket smertehelvede han ellers ville have gennemgået den seneste uge.

Det ene ører væsker stadig en del, men det andet kommer der ikke ret meget ud af. Da han var ved lægen i fredags for at få ordineret pencilin, sagde lægen også, at det øre der ikke løb var fyldt med væske, og at hun ikke kunne se om drænet stadig sad derinde. Jeg tror desværre at det er faldet ud, det er meget naturligt at det sker, især ovenpå den omgang Lucas lige har været igennem.

Når mellemørebetændelsen er overstået skal han til ørelægen igen, så vi med sikkerhed ved, om begge dræn stadig er der. Hvis de ikke er, skal vi igennem møllen med faste, narkose og operation én gang til, men efter at have oplevet hvor sej han var sidst, er jeg ikke så bekymret for, om han skal have lagt endnu en omgang dræn. Sådan er livet vidst bare med et (sejt) ørebarn. <3

Tak fordi du læste med.