Et ar for livet

I skrivende stund er det over et år siden, at jeg blev skåret op, og ham jeg har allermest kær blev revet ud af min mave. Villads fødsel er det mest skræmmende og samtidig mest fantastiske, som jeg nogensinde har oplevet.

Tankerne flyver rundt i hovedet på mig, og oplevelsen fra det akutte kejsersnit er først lige ved at falde ordenligt på plads i mit sind her over et år senere.

Jeg er den opfattelse, at den helt almindelig fødsel er det mest naturlige i hele verdenen. Den opfattelse stammer helt fra barnsben, og er nok en konsekvens af at vokse op med en mor, som er en anelse hippie-hil-moder-jord-type, og som har født tre ud af fire børn derhjemme på køkkenbordet. Som tre og seksårig har jeg endda selv været vidende til mine små brødres ankomst til verdenen, hvor jeg fik lov at klippe navlestrengen på den ene.
Før fødslerne havde min mor forberedt os med fødselsvideoer lånt på det lokale bibliotek, og snakket en del med os om det, så vi ikke skulle blive bange, når tingene engang gik løs. Vi blev heller ikke særlig bange. I hvert fald ikke under fødslerne. Men den store sprøjte min mor fik efterfølgende af jordmoderen, gav et gys i os begge to.

Med alt dette i baggagen havde jeg faktisk aldrig skænket det en tanke, at fødslen kunne gå galt. Jeg gik vel og troede, at jeg var ligeså skabt til fødsel som min mor. Men der tog jeg desværre fejl.

På baggrund af de positive oplevelser jeg selv har haft om fødsler, så ønskede jeg også brændende at føde selv. Jeg kunne endda godt se mig selv føde hjemme engang, hvis altså den første fødsel havde gået problemfrit. Du kan nok fornemme, at hvis det stod til mig selv, havde jeg aldrig fået et kejsersnit. Det lyder måske lidt dumt, men det var lidt en drøm for mig, at jeg skulle føde naturligt – smerter eller ej. Jeg tror, at jeg følte, at det var en stor del af oplevelsen ved at blive mor. En del som jeg under ingen omstændigheder ville gå glip af. Desværre nåede jeg aldrig så langt.
Jeg nåede  at åbne mig de gyldne 10 cm. Jeg nåede at skrige af smerte. Men i den sidste, vigtigste og smukkeste del af fødslen, var jeg slet ikke tilstede. Da jeg vågnede af narkose, fortumlet og forvirret med en mave, som allerede havde trukket sig sammen, store stålklips hæftet til mit kød, og mest forfærdeligt af alt uden nogen baby ved min side, var det næsten uvirkeligt, at min søn var kommet til verdenen.

De første mange måneder efter fødslen skænkede jeg ikke arrets betydning og kejsersnittet en tanke, men her på det seneste, er det begyndt at komme snigende op til overfladen.

Får jeg nogensinde oplevet at føde naturligt? Bliver en hjemmefødsel nogensinde en mulighed for mig? Kan min livmoder holde til et barn af normal størrelse? Og kan arret springe op?

Det stikker ærligt talt i min mave, og jeg føler mig lidt som en fiasko. Jeg føler, at både min graviditet og min fødsel er blevet revet fra mig, og jeg er i bund og grund virkelig frustreret over det. Des længere tid der går, des mere nervøs bliver jeg for at skulle gennemgå en graviditet igen en dag.

Alle de spørgsmål fyldte i mit stille sind, og det var med en knude i maven, at jeg gav mig til at undersøge lidt. Jeg fandt frem til denne artikel  hos Jordemoder foreningen, som gav mig overblik over, hvordan jeg skulle forholde mig. Vidste du at hele 21% af alle fødsler foregår ved kejsersnit? Det gjorde jeg i hvert fald ikke, og det får mig til at føle mig en anelse mere almindelig. Risikoen for bristning af arret under den næste fødsel er ½-1%, hvilket er langt mindre end jeg frygtede, og så er risikoen endda betydeligt mindre, hvis der går 1½-2 år mellem fødslerne. Den mest fantastiske nyhed den artikel gav mig, var dog at for hele tre ud af fire kvinder vil det lykkedes at føde naturligt efter et kejsersnit. Desuden vil kvinder, som tidligere har fået kejsersnit blive fuldt tættere (ligesom kvinder som har født før tid), så jeg vil under alle omstændigheder blive holdt godt øje med, hvis vi skulle beslutte, at Villads skal være storebror.
Jeg føler mig lettet og håbefuld, og efter at have undersøgt på nettet, er jeg nu ved meget bedre mod. Måske jeg alligevel kan opleve den helt almindelig fødsel engang ude i fremtiden.

Det skal pointeres, at fordi jeg personligt synes, at en fødsel er det mest naturlige og smukkeste i verden, betyder det ikke, at jeg ikke har forståelse for jer derude, som fravælger denne oplevelse fra starten. Da jeg fortalte en veninde om min graviditet, havde vi endda en lille diskussion kørende. Hun mente ikke at fødsel var en nødvendighed, hvis man fik et barn, da hun ikke havde samme afslappende forhold til det som jeg.
Jeg var ærligt talt først lidt chokeret, for jeg havde ikke skænket det en tanke, at man kunne vælge en fødsel fra. Jeg var af den overbevisning, at det var noget som fulgte med, når man gennemgår en graviditet.
Efterfølgende har det dog fyldt i mine tanker. Jeg er noget frem til, at jeg har fuld respekt for kvinder, som fravælger det, fordi de inderligt ikke kan, der er for stor risiko eller at de simpelthen er for skrækslagne til at kunne gennemføre. Jeg kunne dog forestille mig, at langt de fleste kvinder, når de først står i situationen, alligevel opfatter det som naturens gang.

Med et kejsersnit følger også arret. Det forsvinder aldrig helt, og er nu en del af, hvem jeg er som person. Jeg har valgt at se positivt på det. Arret ligger gemt væk under buksekanten, så ingen anden, end dem jeg ønsker, får lov at ligge øjne på det. Der er mange, som får lavet personlige tatoveringer, hvor deres børn indgår. Jeg har min helt egen personlige variant. Et ar for livet, som minder mig om det smukkeste og mest fantastiske jeg har skabt i mit liv. Min helt egen lille Villads.

Tak, fordi du læste med<3. Fødte du ved kejsersnit eller helt naturligt? Var du også nervøs for at skulle være gravid igen? Hvad synes du om folk som tilvælger kejsersnit? Og er du ked af dit ar?

 

Følg bloggen på Facebook her.