VILLADS FØDSELSBERETNING

Villads vej til verden – en overraskelse uden lige

Jeg tænker, at det er meget passende at starte første indlæg omhandlende Villads, med en beretning om hans første møde med verdenen. Et noget turbulent møde af slagsen. Villads er nemlig født for tidligt, og fødslen er nemlig stadig noget, som er en stor del af vores virkelighed i dag.

Det hele startede onsdag d. 2. juli, hvor jeg var til mit 2. jordemoderbesøg. En af de første ting hun sagde, var at vi næste gang skulle tale om fødslen, for det var jo alt for tidligt endnu. Hun vidste jo ikke, at der kun var fem dage til, at jeg skulle opleve det største, mest skræmmende og vildeste i mit liv: at blive mor.

Jordemoderen konstaterede, at Villads stadig lå i sædestilling, men det var der jo intet galt i, når jeg kun var i uge 29. Hun sagde også, at jeg havde mange plukveer. Jeg havde ærligt talt intet mærket til dem, og hun rådede mig til at gå til lægen og få en test for blærebetændelse.

______________________________

Det er sent om aftenen søndag d. 6. juli 2014. Jesper og jeg er lige kommet hjem fra sommerhus i det sønderjydske, og alt er som det plejer.

Jesper og jeg aftalte at vi i morgen skulle begynde forberedelserne til vores lille drengs ankomst. Jeg var her 29 uger henne, og der var stadig 11 uger til termin. Om aftenen fik jeg en smule ondt, men jeg kunne sagtens sove igennem. Mandag d, 7. juli om morgenen tog smerterne til. Jeg ringede til hospitalet, men vi blev enige om, at jeg først skulle ned til lægen, da smerterne jeg beskrev, kunne være kraftige plukveer forsaget af den blærebetændelse, jordemoderen troede, at jeg havde.

Jeg cyklede hen til lægen (med veer vel og mærke), og her fik jeg konstateret blærebetændelse, hvilket senere viste sig, at være en falsk positiv til dyrkningen på hospitalet. Jeg spurgte lægen, om plukveer virkelig kunne være så slemme, og hun nikkede. Jeg så jo ikke så presset ud på dette tidspunkt, så hun lod mig tage hjem igen.

Jeg ringede igen til hospitalet kl. 9.30, da smerterne havde tiltaget, jeg blev hentet et kvarter senere og omkring kl. 10 var jeg allerede ankommet til Skejby med ambulance med udrykning. Jeg havde givet Jesper besked, og han stod og ventede, da jeg ankom.

Det var kaos. Der var skiftevis, folk som kom og præsenterede dem selv. Jeg sugede alt det lattergas til mig, som det var muligt. Jeg følte ikke selv, at jeg rigtig var til stede. Så ondt gjorde det.

Jordemoderen konstaterede hurtigt, at jeg allerede var 10 cm åben, da jeg ankom, og hun fortalte mig, at det skulle være nu. Jeg var helt ved siden af siden mig selv, og mit svar i vild panik blev, at det kunne i hvert fald ikke lade sig gøre, for vi havde ikke noget børneværelse klar! Men selvfølgelig havde jeg intet valg.

Villads lå stadig med benene først, og havde ikke nået at vende sig inde i maven. De valgte at give mig akut kejsersnit, selvom jeg godt ville have kunnet føde ham normalt, for at få ham hurtigst muligt ud, da veerne stressede ham. Først fik jeg lagt rygmarvsbedøvelse, men da den ikke virkede, kom jeg i fuld narkose.

Kl. 11.19 var Villads ude. Jeg var bevidstløs, og blev lappet sammen og kørt til opvågningen, og Jesper tog med lægerne og Villads, og fik ham lagt i hans kuvøse. Det første jeg så af Villads var et fotografi, da jeg vågnede helt fortumlet. Og jeg følte ærligt talt, at det hele var en drøm.

Jesper kom hurtigt op til mig, og vi tog sammen ned på neonatal afdelingen, hvor jeg skulle møde min søn for første gang uden for min mave. Jeg var stadig i chok. Jeg hverken græd eller var hysterisk.

Det var en vild og blandet følelse at se sin søn ligge der. Den lille kuvøse virkede kæmpestor ift. hans lille krop, og med alle ledningerne, bleen som dækkede halvdelen af ham, og en C-pap (et apparat til at holde lufttrykket nede i lungerne, for at gøre det lettere for ham at trække vejret) som sad på næsen, så lignede han alle de andre børn, som lå på stuen. Jeg lyver ikke, de kunne have vist mig et, hvilket som helst barn, og jeg ville ikke have kunnet se forskellen. Det er skræmmende.

Jeg fik lov, at tage Villads op til mig. I det øjeblik var jeg næsten lammet af skræk, han lignede allermest en lille udsultet fugleunge, som var faldet ud af reden, og jeg var rædselsslagen for at tabe ham, eller rive en af de mange ledninger ud.

Men da han lå der på mit bryst. Min lille supermand på blot 1515 g. og korte 43,5 cm, var jeg helt salig. Kærligheden strømmede igennem mig, og det har den gjort lige siden.

Hvis du selv er mor eller far kender du sikkert følelsen.

Nu har du så historien om den dag som ændrede mit liv for altid både på godt og ondt. Jeg håber, at det gav et bedre indblik i, hvordan man har det, når man står som mor, 2,5 md. før planlagt, og at du føler, at du lærte os lidt bedre at kende.

Jeg er meget åben om den for tidlige fødsel, så hvis der er noget, som du gerne vil vide mere om, så skriv det endelig i kommentarfeltet, så vil jeg huske det til senere indlæg 🙂

Her til sidst, får du lige et par stemningsbilleder af min lille Villads den seneste måned. Villads alder ift. udvikling regnes ud fra hans terminsdato d. 21. september 2014, dermed er han en halv måned yngre end Daniellas dejlige Lucas 🙂

Tak fordi du læste med 🙂

Janne // @syvogtyve