MIN FØDSELSBERETNING

Du kan læse om min min graviditet med Lucas her, hvor jeg blandt andet fortæller om optakten til  veerne og om at gå over termin. Endelig skulle jeg snart holde min elskede søn i armene. Fra første ve og til jeg havde født, gik der 15 timer. Alt i alt gik fødslen godt og jeg er så stolt af mig selv og min krop. Vi kvinder er for vilde! Her er min fødsels beretning; 

Jeg kom ind på fødegangen kl. 14.45, og blev undersøgt af en jordmoder. Jeg havde ikke åbnet mig endnu, men min livmoderhals var væk. Hun ville sende os hjem igen, men det kunne hun godt glemme alt om! 🙂 Jeg havde ve-storm, det betyder at veerne strømmede ind over mig, og jeg havde kun 1 minuts pause imellem dem. Jeg blev lidt skuffet over at veerne ikke var mere effektive, men de havde jo også kun været igang i under en time.

Vi fik lov til at blive på stuen, hvor vi skulle vente på, at en anden jordmoder ville undersøge mig kl. 16. Jeg havde virkelig ondt! Smerterne kan ikke sammenlignes med noget andet, det føltes som om, at der stod en kæmpe tyr ovenpå min lænd, der også jagede hornene ind i mig. Det gjorde det ikke bedre, at jeg ingen pauser fik, til at lade op til den næste ve. Heldigvis var både min mor og kæreste, rigtig gode til at være der og støtte mig igennem det.

Da den nye jordmoder kom ind og undersøgte mig efter en time, havde jeg allerede åbnet mig 3 cm! De sagde at jeg godt kunne forberede mig på en lynfødsel, og det var jo sød musik i mine øre. Jeg fik saltvandspable kl. 16.25, de gjorde ondt at få lagt, og de hjalp ikke, desværre. Derefter kom jeg i badekar, men jeg syntes at det var hunde koldt at ligge der, og jeg kunne slet ikke arbejde med mine veer deri. Jeg skreg efter at få en epidural-blokade. Jeg kunne hverken ligge eller sidde, og jeg var allerede ved at være ret udmattet, så jeg trængte til en pause. Det skal siges at min smertetærskel er meget lav, så jeg var allerede inden fødslen, indstillet på, at jeg sikkert skulle have en masse smertestillende.

Jeg ville gerne have lavement, for at ”tømme ryggen” så der ikke kommer andet end baby med ud, under pressefasen. 😀 Det var meningen at jeg skulle holde mig, sig så længe som overhovedet muligt, men efter ca. 30 sekunder måtte jeg storme ud på wc’et. Det morede de andre lidt, at jeg var så dårlig til at holde mig!

Kl 17.15 fik jeg lagt epidural-blokade, det er jo guds gave til fødende kvinder. Halleluja!!! Jeg fik en masse overskud, så jeg kunne slappe lidt af. Desværre satte det også fødslen  i stå, men det var jeg blevet forberedt på. Haha, i skulle have set mig med den blokade. Jeg blev helt blød i knæene, så Rúni skulle løfte mig op og ned fra toilettet, så jeg ikke faldt. Hver gang jeg tog et skridt, glemte jeg alt om det stativ der var hægtet fast til mig, så han løb rundt efter mig, og var stativ-ansvarlig. Jeg tror ikke at han synes det var de fedeste opgaver, men han brokkede sig selvfølgelig ikke. 🙂

Der var jordmoder skift kl.18, og heldigvis var den nye jordmoder Elektra også rigtig sød. Hun undersøgte mig og jeg var nu 7 cm åben (4 cm. på 2 timer) Yes, 3 more to go.. 😀

Min mor, kæreste og jeg hyggede os på stuen og gik lidt rundt på gangene, for at få vores søn skubbet længere ned i bækkenet. Det gjorde ret ondt, men det var alligevel rart at komme ud og bevæge sig lidt. Kl. 20 var jeg 8 cm åben, så som forventet gik det en del langsommere, efter at jeg fik blokaden.

Vi tænkte at jeg ville føde inden midnat, og Rúni og jeg lå og slappede af (så godt som man nu kan) imens min mor kørte efter aftensmad på McDonalds. Jeg havde faktisk ikke spist noget hele dagen, og jeg havde kastet op nogle gange, så jeg havde brug for noget energi til pressefasen – udover saftevand og bland selv slik. 😀 Jeg spiste en halv salat, så kunne jeg ikke klemme mere ned.

Jordmoderen grinte lidt hver gang hun kom ind på stuen, men vi havde det også hyggeligt. Mellem veerne vel at mærke! Jeg har ikke længere styr på de forskellige klokkeslet og de står desværre ikke i min journal. Omkring kl. 23, var jeg 10 cm åben, men han var stadig ikke langt nok nede i bækkenet, vandet var ikke gået, og jeg havde stadig ikke presseveer. Det var et slag i ansigtet, for hele dagen havde jeg bare ventet og ventet på at være åbnet de 10 cm, og nu vidste jeg ikke hvad der så skulle ske, og hvor længe det så ville tage. For at være helt ærlig, så var jeg faktisk frustreret på vores baby, og kunne ikke forstå hvorfor han ikke bare ville ud.

Han var stjernekigger, så han skulle vendes inde i maven. Det foregik sådan, at jeg lå i sengen på alle 4, imens Elektra rystede min numse hurtigt fra side til side, også imens jeg havde veer. Av! Jeg bed smerten i mig,  mens jeg lå og skreg på briksen. Det føltes som en evighed jeg lå der, og det er noget af det mest smertefulde, jeg har været med til, måske værre end selve fødslen. Hun tjekkede hele tiden hans hjerterytme, og jeg begyndte at blive lidt bekymret. Heldigvis lykkedes det at få ham vendt! Yes! Så langt så godt.

Hun tog også mit vand, i håbet om at det kunne hjælpe ham ned, og sætte gang i nogle presseveer. De kom bare aldrig rigtigt, de gode presseveer. Kl. var omkring 3, og jeg var ved at være ret utålmodig. Jeg kunne mærke en trang til at slå en lille prut, men jeg havde ikke sådan en voldsom trang til at presse. Jeg lå på siden, og prøvede at presse, og jeg kunne mærke at han gled længere ned. På ryggen havde jeg ingen presseveer overhovedet. Vi ventede lidt, for at se om presseveerne blev bedre..

03.50 sidst kunne jeg ikke vente længere, nu ville jeg have ham ud! Derfor pressede jeg imens jeg lå på siden. Jeg måtte presse ekstra hårdt for at få ham det sidste stykke ned i bækkenet og det var så fedt, da jeg kunne mærke at der skete noget. Han gled frem og tilbage efter hvert pres, det var 2 skridt frem og 1 tilbage. Jordmoderen blev ved med at spørge, om jeg havde mere ve, for så skulle jeg presse. Men de var jo ikke så gode dem jeg havde, så jeg kunne ikke rigtig mærke det. Hver gang spurgte jeg hvor meget jeg manglede at presse, før hans hoved kom det sidste stykke ud, og så gav jeg den lige en ekstra skalle. Efter nogle gode pres, kunne min mor og den kommende farmand, se en masse mørkt hår,. Jeg ville også se ham, og jeg pressede alt hvad jeg kunne… Det var en mærkelig fornemmelse, at have hovedet til at sidde fast dernede mellem benene, og bare vente på den næste ve, så han kunne komme helt ud. Det føltes som en evighed, selvom det sikkert bare var 1-2 min.. Jeg vidste at nu var det nu! Når næste ve kom, skulle jeg endelig møde min søn. 

Efter 14 timer på sygehuset fødte jeg vores dejlige søn kl 04:00. En lækker baby på 53 cm og 3700 g. blev lagt op på mit bryst. Det var så stort! Endelig kunne vi holde ham i vores arme, kysse ham, betragte ham, og vide at han var vores. Ham havde vi lavet, og han var helt og aldeles perfekt.  Jeg har aldrig været så stolt i hele mit liv. Han så præcis ud som vi havde forestillet os, med sine smukke blå øjne, mørke hår og store læber. Vi var helt solgt, og vi var ikke i tvivl om, at han var en lille Lucas. Vores lille perfekte Lucas. <3

 Tak, Tak fordi du læste med! //Daniella <3

Følg med på instagram; @lucasogmor og @syvogtyve

Følg bloggen på facebook her!