MIN GRAVIDITET MED LUCAS..

Da vi havde taget beslutningen, (læs; to streger og en masse tanker) begyndte vi at glæde os meget til at møde vores lille baby. Til det nye kapitel i vores liv, hvor jeg skulle være mor, min kæreste være far, og vi sammen skulle være forældre. Det gik nok først rigtigt op for mig, da vi var til nakkefoldscanningen, da jeg var 12 uger henne. Det øjeblik vores baby viste sig på storskærmen foran os, og tårene strømmede ned af mine kinder. Jeg kiggede op på min kæreste og mor der heller ikke kunne holde tårene tilbage, og det øjeblik glemmer jeg aldrig. <3

Billedet er det første af vores søn, og blev delt på facebook med følgende tekst; ”Jeg føler mig så heldig!! Jeg har fundet manden i mit liv, og i dag havde vi den største oplevelse sammen.. Vi så nemlig vores lille baby for første gang, og hørte det lille hjerte slå. Alt var helt perfekt og vi er meget forelskede i den lille mus. ”

Da jeg var lige knap 16 uger henne, købte vi os til en køns-scanning. Vi var ikke i tvivl om at vi gerne ville have kønnet at vide, og vi var vi ved at dø af spænding. Jeg tror også at jeg havde brug for at vide om det var en dreng eller pige, for bedre at kunne forholde og knytte mig til vores baby, der voksede inde i min mave.

Som i ved, gemte maven på en lille dreng. <3 Jeg havde mange gange i graviditeten drømt at vi skulle have en dreng, så den besked kom ikke bag på mig. Det er sjovt som en mor kan fornemme det. Jeg ville ihvertfald være blevet meget overrasket, hvis jordmoderen havde sagt at det blev en pige, selvom det på daværende tidspunkt, nok var det jeg bedst kunne forholde mig til. Men har de fleste det ikke sådan, at de bedst kan forestille sig et barn af eget køn? Om ikke andet er jeg glad for at vi skulle have en dreng, hurtigt var jeg bare drengemor, og i dag kunne jeg ikke have drømt det anderledes.

Vi havde mange lange snakke om navne, hvis det var en pige var vi enige om at hun skulle hedde Isabella, men drengenavne havde vi sværere ved at blive enige om. Jeg ville gerne have en Magnus, men min kæreste havde en gang en god ven der hed det, så det ikke en mulighed for ham. Da vi havde været til scanning, blev vi dog hurtigt enige om, at navnet Lucas/Lukas var et godt navn til vores søn. Rúni ville gerne at det skulle staves Lucas, så det også kunne bruges internationalt. Han begyndte at hedde Lucas allerede da han lå inde i maven, jeg tror at vi begge havde brug for et navn til ham, noget at kalde ham. Jeg ved ikke om det var for bedre at kunne skabe en relation til ham, men det var ihvertfald dejligt med et navn til vores søn. Lucas. Det føltes rigtigt, så satsede vi bare på, at han også lignede en Lucas når han kom til verden.

Vi var til yderligere 2 scanninger. Misdannelsesscanningen i uge 19, hvor alt heldigvis var helt perfekt. Derudover var vi til en ekstra scanning i uge 23, da jeg var med i et forsøg på Skejby sygehus. Det var dejligt at få et ekstra kig, og se at han stortrivedes derinde.

Jeg var sygemeldt de første måneder af graviditeten på grund af slem kvalme. Jeg havde aldrig hørt om at morgenkvalme kunne vare hele dagen, jeg kastede op både morgen, middag og aften. Det eneste jeg kunne klemme ned var jordbær, tuc-kiks og jordbæryoughurt, og jeg tabte mig 5 kg. Det var absolut ikke den måde jeg ønskede at starte min graviditet, og jeg var så ked af at være sengeliggende, og ikke føle at jeg kunne nyde de ellers lykkelige omstændigheder, det jo er at vente et barn. Jeg gik til kontrol hos lægen hver uge, og hverken seaband, dobbelt dosis kvalmepiller eller akupunktur hjalp på mine daglige opkastninger.

Da jeg var knap 4 måneder henne begyndte jeg at arbejde igen på delltid. Jeg var kun fuldtid ganske kort tid af min graviditet. Det sidste stykke tid blev jeg igen deltidssygemeldt pga. plukveer og smerter i lænden, af at stå oppe hele dagen. Jeg arbejdede i butik, hvor vi i perioden ikke havde et lager/kontorrum, og vi stod ofte alene morgen og aften. Der var derfor ikke mulighed for at sidde ned og få en lille pause når jeg trængte til det, i løbet af dagen. Det kunne min krop ikke holde til, og især lænden gjorde ondt og jeg fik mange plukveer. I samråd med lægen blev det bestemt, at der ikke var grund til at overbelaste kroppen mere end nødvendigt. 8 uger inden termin gik jeg fra, og det var så dejligt endelig at få barsel. Endelig havde jeg tid til at ordne en masse praktiske ting, og få gjort det sidste klart til vores dejlige søns ankomst.

Min kæreste tog til Færøerne for at arbejde da jeg var i graviditetsuge 32-36, og det var virkelig hårdt at undvære ham i de uger. Jeg havde efterhånden fået en ordentlig mave på, og jeg savnede at have ham tæt på. At han kunne se hvordan maven voksede og vores søn blev mere og mere livlig for hver dag. Dagen efter at han kom hjem, fik vi taget de fineste graviditets billeder ved vandet, det var en dejlig dag.

Jeg var faktisk temmelig sikker på at vores søn ville komme til termin 28 august og muligvis lidt før, da han hele graviditeten blev skønnet til at være over gennemsnittet. Sådan skulle det ikke gå og han lod vente på sig. Længe endda, og jeg ved godt at jeg ikke skal klage ifht. Villads alt for tidlige fødsel. Da jeg ramte termins datoen, var jeg ved at være ret utålmodig. Jeg ville bare gerne have vores søn ud, nu havde jeg ventet en evighed på at se ham.

Dagligt fik jeg at vide at jeg skulle huske at nyde maven, fordi jeg ville savne den når den var væk. Men jeg havde ikke følelsen af at jeg ville komme til at savne maven efter fødslen. Jeg elskede at være til scanning og mærke liv. Og det var fantastisk at gå og glæde sig til at møde vores søn, og alle forestillingerne og forventinger om hvordan han så ud, hvordan han var og hvordan vores nye liv ville være, med vores lille kærligheds-barn. Men derudover synes jeg ærlig talt ikke at det var det fedeste at være gravid. Jeg kunne sagtens have undværet kvalme, plukveer, lændesmerter, halsbrand og alle de hede og søvnløse nætter, med en meget aktiv baby i maven.

Jeg var til konsultation hos jordmoderen, da jeg var gået 5 dage over termin(40+5) og på trods af at den yderste hinde med vand var gået, og jeg havde mange plukveer, var der ikke tegn på, at jeg var ved at gå i fødsel. Han hyggede sig alt for godt inde i maven!. Jeg fik en tid til scanning på Skejby sygehus 5 dage senere, men jeg satsede på at han han ville være ude inden da.

Den 5 September (41+1) ringede jeg til fødegangen om natten, fordi jeg var i tvivl om det var veer eller plukveer jeg havde. Det føltes som plukveer, hvor maven spændte op hvert 3 minut. Men de varede 1 minut, så de var regelmæssige. Det gik dog i sig selv igen, og jeg kunne sove videre.

Den 7 September (41+3) kom jeg til den planlagte scanning kl. 12.00. De skulle tjekke at han havde nok fostervand og så fik jeg spændt en CTG strimmel om den store mave. Det er en ve-måler, der skulle måle hans aktivitet. Jeg blev sendt hjem igen, med en tid til igangsættelse 2 dage senere. Åh hvor var jeg utålmodig, og jeg synes ikke han kunne være bekendt, at han lod vente så længe på sig! 🙂 Jeg døjede en del med plukveer natten og morgenen op til undersøgelsen. På vej hjem i bilen fik jeg igen nogle slemme plukveer, og jeg sagde at det var utroligt, at han var så stille imens undersøgelsen stod på.

Her ligger jeg med ve-måleren, og skulle klikke hver gang jeg mærkede liv.

Både min kæreste og min mor skulle med til fødslen, og hun var også med til den sidste scanning. Min mor tog med hjem til os efterfølgende, for lige at spise hurtig frokost og hjælpe med at gøre det sidste klar på børneværelset.

Plukveerne tog til, og vi var knap kommet ind af døren, før jeg begyndte at bruge væggene, til at støtte mig op af. Jeg sagde til min mor at hun skulle vente med at køre hjem, fordi det vidst var veerne der var gået i gang. Vi tog tid på dem og veerne var allerede regelmæssige. Jeg tog et hurtigt bad, imens min mor og Rúni løb rundt i lejligheden og pakkede de sidste ting på min tjekliste til sygehuset. Vi var tilbage på fødegangen 14.45, lidt under en time efter at vi var kørt derfra, og jeg tror at de må have kigget lidt måbende, da jeg pludselig stod der igen med veer.

Jeg var både spændt og skrækslagen på samme tid. Der vælter virkelig en masse følelser op i en, når man skal til at føde! Nu var det nu, og jeg var ved at gå til i spænding og lykke, nu skulle vi snart holde vores søn i vores arme for første gang<3

Her er lidt billeder fra min graviditet. Synes selv at maven var så smuk og rund.