NÅR KØNNET ER EN SKUFFELSE

De fleste gravide har en forestilling om, hvilket køn som ligger og gemmer sig bag maveskindet. Men hvad sker der, når du ikke får den prinsesse eller prins, som du gik og drømte om?

Scanningsbillede af Villads 20+1, hvor vi fik at vide, at vi ventede os en dreng.

Ærlig talt – hvor klichéagtigt, det end lyder – så blev jeg personligt alt andet end skuffet til kønsscanningen. Måske fordi jeg var førstegangsfødende. Måske fordi jeg var stensikker på, at det var en dreng som gemte sig derinde.

Det er dog desværre ikke alle, som har det ligesådan. At være skuffet over køn er et meget tabubelagt emne, – noget de færreste er åbne og ærlig omkring. Jeg faldt tilfældigt over en artikel hos Vores Børn, som belyste emnet. Artiklen var meget iøjnefaldende pga. den provokerende overskrift “Babys køn: Blev du (også) skuffet?“, som indikerer, at der er flere end som så, som brænder inde med en brast drøm om at blive forælder til et bestemt køn.

Artiklen forklarer, at de fleste gravide har mere eller mindre et ubevidst at skuffelsen ved det “forkerte køn”, kan blive så overskyggende, at den kan gøre det svært at glæde sig over den lille spire som ligger og vokser i maven. Det er derfor utroligt vigtigt at anderkende, bearbejde og ikke mindst italesætte skuffelsen. Jeg mener, at det er et emne, som trænger til at blive belyst. For, som de skriver i artiklen, så betragtes denne skuffelse som “forbudte følelser”, som ender med at forælderen fyldes af både skyld og skam, i stedet for at bruge energien på at glæde sig over det nye familiemedlem, der er på vej til verden.

Jeg forstår godt, at man kan føle sig skuffet over babyens køn. Det er en knust drøm og forestilling af, hvordan ens familieliv skulle være. Både Jesper og jeg kommer fra en stor familie. Vi ønsker også en dag selv at opbygge sådan en af slagsen, og så er det underordnet, om det bliver ham eller jeg, som er i undertal herhjemme. Jeg ville dog lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg godt kunne tænke mig at opleve både at være drenge- og pigemor på et tidspunkt. Dermed ikke sagt, at jeg ville elske barnet mindre, hvis det ikke var tilfældet.

I Indlægget MIN GRAVIDITET MED LUCAS, skrev Daniella følgende om deres køns scanning:

 ”Som i ved, gemte maven på en lille dreng. <3 Jeg havde mange gange i graviditeten drømt at vi skulle have en dreng, så den besked kom ikke bag på mig. Det er sjovt som en mor kan fornemme det. Jeg ville i hvert fald være blevet meget overrasket hvis jordmoderen havde sagt at det blev en pige, selvom det på daværende tidspunkt, nok var det jeg bedst kunne forholde mig til. Men har de fleste det ikke sådan, at de bedst kan forestille sig et barn af eget køn? Om ikke andet er jeg glad for at vi skulle have en dreng, hurtigt var jeg bare drengemor, og i dag kunne jeg ikke have drømt det anderledes.”

Jeg kan nikke genkendende til nogle af de følelser, som Daniella fortæller om. Måske du også kan? Herhjemme var det i hvert fald klart, at Jesper bedst kunne forholde sig til, at skulle være far til en dreng. Han var henrykt, da vi gik fra kønsscanningen, og glædede sig allerede som et lille barn til at møde sin søn. Jeg glædede mig lige så meget, men det var nu en underlig og samtidig vild følelse at vide, hvad der gemte sig bag mit maveskind. Det var nu officielt. Jeg skulle være drengemor. Det blev jeg også med ét, og pludselig lagde jeg slet ikke længere mærke til de fine kjoler og søde hårbånd i pigeafdelingen.

De kloge siger, at man kun fortryder de børn, som man ikke fik – og det kunne ikke være mere sandt. Jeg håber og tror på, at de “skuffede” forældre vil elske deres barn ligeså højt som alle andre, når det først kommer til verdenen. Når først du kommer hjem med din baby og har fået etableret en hverdag med det lille nye familiemedlem, vil jeg tro, at de fleste oplever at dette barn, var præcis den der manglede i din familie. Dreng eller pige. En drøm bliver brast og en ny og fantastisk bliver skabt.

Jeg synes, at det er et uhyre vigtigt emne at tage op. Og det er i høj grad værd at tænke over, om du selv er med til at tabuisere emnet. Jeg mener, at det er vigtigt, at man generelt taler åbent, frit og ikke-dømmende. Også i denne sag. Måske så en dag, at folk tør stå frem, og få deres knuste drøm bearbejdet på bedste vis.

Selvom jeg på ingen måde, var skuffet over, at det var en dreng som lå i min mave, kan jeg da godt, savne lidt kvindeligt selskab herhjemme en gang i mellem. Jeg ville dog aldrig nogensinde bytte min bandit for nogen anden i verden – heller ikke en lille prinsesse. Jeg er overlykkelig, over at jeg fik lige præcis min Villads.

Hvordan reagerede du da du fik at vide hvad maven gemte på? Var du jubelglad, da du fik kønnet at vide, eller skulle det først fordøjes? Læg gerne en kommentar. Det er er så hyggeligt at læse jeres historier. <3

Tak, fordi du læste med.

Følg bloggen på Facebook her.