Suttebrikker, blod, sved og tårer

Som lovet kommer der her en opfølgning på mit tidligere indlæg; Sidder en god mor i brysterne. Jeg ønskede brændende at amme, men det blev en større kamp end forventet. 

Jeg havde ikke rigtigt skænket det en tanke, at det måske ikke kunne blive en mulighed, for mig og min søn at amme. Jeg troede at mælken helt automatisk løb til efter fødslen, og at babyer bare tog fat i brystvorten og spiste, når de blev lagt til. I graviditeten voksede mine bryster flere skåle, og de lækkede en del råmælk. (den første mælk) Ærlig talt så var jeg ikke specielt bekymret for den del, og jeg tænkte, at det ikke ville kræve det store arbejde, at få amningen op at køre, for jeg havde tydeligvis mælk.

Da Lucas blev født og lagt op på mit bryst, blev han lagt til, i den tro at han ville sutte sig stor og stærk. Men det hele var meget akavet, som vi lå der i hospitalssengen, og jeg kunne ikke rigtig finde en ordentlig amme-stilling. Desuden havde Lucas ingen ide om, hvordan han skulle på mælken ud af mine bryster og han kunne ikke engang finde brystvorten, til stor frustration for mor og søn. Vi ankom til barselshotellet, midt i et vagtskifte, og der kom en kvinde fra personalet ind på værelset. Med sig havde hun en brochure og et sæt suttebrikker, fordi jordmoderen havde videregivet besked om at Lucas ikke kunne få fat, da mine brystvorter var for små til ham.

Jeg blev virkelig ked af det, og følte mig som en stor fiasko, fordi jeg ikke blev ordentligt informeret eller oplyst omkring amningen og sutte-brikkerne. Tilbage stod jeg med en masse tanker og spørgsmål, omkring hvilken betydning sutte-brikkerne ville få for amningen.

Påvirker de nedløbreflekssen og forhindrer mælken i at løbe ordentlig til? Vil mine brystvorter ikke strutte når de bliver suttet til, eller skal jeg altid bruge de her brikker? Skal vi nu til at bøvle med at rengøre dem? Og hvad med kontakten til mit barn, jeg ønskede jo ikke, at der skulle være et stykke plastic imellem os når vi skulle amme?

Jeg var bekymret for, om de ville blive en hindring, for at få amningen op at køre.  Jeg fik at vide, at det kunne være, at vi skulle bruge sutte-brikkerne i hele ammeforløbet og jeg valgte derfor, at accepteres dem som et redskab, der var nødvendigt, hvis vi overhovedet skulle amme. Jeg bad dog til, at det bare var i begyndelsen, at Lucas havde behovet for de store plastik nipples.

På grund af startvanskelighederne med amningen besluttede min kæreste og jeg, at det var bedst, at tage en ekstra dag på barsels-hotellet. Dermed kunne vi få yderligere hjælp og vejledning, så vi følte os ordentligt rustet til at forsætte amme-projektet, når vi kom hjem fra sygehuset. Da vi blev udskrevet 2 dage efter fødslen, havde Lucas tabt sig fra 3700 g og ned til 3400 g, hvilket var lige på grænsen, i forhå til de alarmerende 10% de kære små må tabe sig, før at det anbefales, at supplere op med modermælks erstatning.

Vi havde en værre ballade, med at huske at få sutte-brikkerne steriliseret, så vi købte nogle ekstra sæt, da vi ammede mange gange i døgnet. Han havde også stadig meget svært ved at finde brystvorten, på trods af sutte–brikker, så udsigterne til at slippe af med dem var lange. De første dage kunne han udelukkende amme liggende, så det var lidt op ad bakke i forhold til barselsgæster og besøg. Det tog et par dage, og så kunne vi også sidde op og amme, hvilket dog krævede et bjerg af dyner og puder, for at få ham til at ligge godt. Han gik faktisk under dæknavnet Prinsen på ærten da han var nyfødt. 😀

Vi fik også at vide, at det var baby der skulle komme til brystet og ikke omvendt, og det grinte vi lidt af herhjemme. Vi var nemlig nødsaget til at lave “Pat attack” og lirke sutte-brikkerne ind i munden på ham. På trods af at vi hjalp ham, tog det altid 10 minutter eller deromkring, før at han fandt ud af at få mælken ud. Han lignede mest af alt en høne uden hoved, der gokkede rundt efter mad. Jeg undskylder for den beskrivelse, men så kan i måske få en ide om, hvor slemt det stod til. Det var faktisk rigtig synd for ham, for imens han forsøgte at spise, skreg han i frustration. Jeg havde altid ondt i maven imens han lå der, og jeg måtte ind i mellem knibe en tåre, fordi jeg ikke forstod, at noget der skulle være så naturligt og let, endte med at være så svært.  Både mor, far og barn gjorde alle en ihærdig indsats, for at få ham hægtet på brystet, og manden og jeg sendte altid en High five til hinanden, når det endelig lykkedes. Når han fik fat, faldt der sådan en ubeskrivelig ro over os, og med et føltes det som om om, at verden stod stille. Jeg var af den overbevisning, at hvis jeg ville have amningen op at køre, så skulle jeg ønske at amme 110% både med hjernen og med hjertet, og jeg kunne mærke at det her, var værd at kæmpe for.

Heldigvis betalte det gode arbejde sig, og da sundhedsplejersken kom på besøg nogle dage efter at vi kom hjem, havde Lucas taget 800 gram på, hvilket var en ret voldsom vægtøgning. Når han først fik fat, slippede han nemlig ikke brystet igen, og vi ammede stort set hele tiden både dag og nat. Jeg var lettet da han var blevet målt og vejet, for udover at jeg kunne se at vores dejlige baby var blevet tykkere, så havde jeg nu også fagfolkets ord for, at jeg havde god mælk eller måske nærmere fløde i brysterne.

Lucas havde meget ondt i maven, hvilket var klart, da han spiste lidt for meget. Det var fra den ene yderlighed til den anden, og vi skulle nu til, at lære ham at bruge sut, for at holde ham hen. Han måtte nemlig kun amme hver 3 time, så vi kunne komme  mave-onden til livs, og sikre at han fik nok af den fede mælk. Gråden udviklede sig, og han skreg og var ked af det så mange af døgnets timer, at han gik for at være ”kolik-barn”. Det var hårdt ikke at vide, om det var min mælk, der var skyld i de søvnløse nætter, hvorfor der også var øjeblikke, hvor jeg overvejede at give flaske i stedet for at amme. Det var frustrerende ikke at vide, hvor meget mælk der rent faktisk kom ud af mine bryster, samtidig med at jeg ikke vidste, om han stadig fik nok af den fede mælk, der kommer til sidst i ammemåltidet. Jeg havde sundhedsplejersken i røret mange gange, indtil det viste sig, at han havde en nerve i klemme i nakken, og det ikke var madens skyld, at han var ked af det. Set i bakspejlet ville jeg ønske, at jeg havde stolet mere på, at min krop producerede præcis det den skulle, for at dække min søns behov . De bekymringer kunne jeg godt have undværet, og det vil jeg huske på, når jeg (forhåbentligt) skal amme barn nummer 2.

Selvom det virkede helt umuligt, begyndte Lucas (og mor) at have nogenlunde styr på at amme, og det var gudskelov lettere at ligge ham til, da farmand skulle tilbage på arbejde, efter 14 dages barsel. Vi brugte sutte-brikkerne i ca. 2 måneder, og jeg var så træt af dem til sidst. Da en sød ig-veninde med en pige på Lucas alder skrev, at de nu ammede uden suttebrikkerne, tænkte jeg hvis de kan, så kan vi også. Det var virkelig en sej kamp og han skreg, når han opdagede at brikkerne manglede. I starten af projektet, havde han derfor brikkerne på, indtil han havde fået fat, mælken løb, og brystvorten var suttet lidt ud. Efter et par minutter tog jeg brikken af, hvilket ikke passede den lille mand. For det meste måtte jeg sætte den på igen, men ind i mellem lykkedes det for ham at få fat og spise direkte fra mine brystvorter. Det gav blod på tanden, at se at han godt kunne og efter noget tid, besluttede vi at fjerne brikkerne helt. Han sultestrejkede i 1 døgns tid, indtil at han havde helt styr på fidusen, og bagefter virkede det til, at han havde glemt alt om suttebrikkerne. Mine brystvorter begyndte også at stritte lidt mere, da de naturligvis fik mere stimulering, når han suttede direkte på dem. Jeg skal hilse at sige, at det også gjorde pokkers ondt, ikke at have suttebrikkerne til at beskytte dem, og i de dage var lanolincreme mod brystbetændelse min bedste ven. Det gjorde så ondt til sidst, at jeg satte suttebrikkerne på, for at give mine kære nipples en lille pause, men nu ville han hellere have den ægte vare, og skreg indtil jeg tog dem af igen.

Men da det hele faldt i hak, blev det så fantastisk at amme! Jeg skulle ikke længere være frustreret over kampen det var at ligge ham til, eller huske suttebrikkerne når vi skulle på farten. Det var også luksus, ikke at skulle tænke på, at skolde dem i tide og utide. Men det jeg elskede mest ved amningen, var de lange lure han tog på mig, når han var færdig med at spise!

Det ville have været let, at give Lucas flaske, i og med at det var så svært, at få ham til at sutte i starten og det pinte mig også, at han havde tabt sig. Dog vidste jeg, at jeg havde mælk i brysterne, og jeg havde følelsen af, at det nok skulle lykkedes, hvis vi bare hang i. Jeg havde læst, at der på sigt var stor sandsynlighed for, at han ville foretrække sutteflasken hvis den først blev introduceret, så vi valgte bevidst at undgå den. Jeg forstår fuldt ud, at nogle mødre kaster håndklædet i ringen, i deres kamp for at få amningen op at køre. Man skal ikke amme for en hver pris, og det er så frustrerende, at jeg næsten ikke kan finde ord for det, når ens lille baby græder af enten sult, eller er sur over ikke at kunne få fat. Eller når mor får brystbetændelse, eller ganske simpelt ikke kan finde sig tilpas med amning. 

Vi er begyndt at skifte nogle amninger ud med flaske, for eksempel får han en godnat-flaske som han elsker. Jeg synes faktisk, at det er ligeså hyggeligt, at give flaske, den kan altså også noget, som amningen ikke kan, og jeg tror ikke at babyerne går glip af hverken det ene eller det andet, udfra om mor vælger/er nødt til, at give flaske fremfor at amme. Vi ammede fuldt ud, til Lucas blev 4 måneder, hvor vi begyndte på skemad. Nu er han 10 måneder, og får stadig mælk fra mig ind i mellem. Amme-kapitlet er ved at nå sin ende, men jeg og især Lucas har elsket at amme, så jeg føler at det var hele kampen med blod, sved, tårer og en masse sutte-brikker værd.

Måtte du også bruge suttebrikker, for at få din baby til at tage fat? Og lykkedes kampen i sidste ende? Del gerne din historie, det er så hyggeligt at læse jeres erfaringer.

Tak fordi du læste med, hvis du altså nåede så langt. 🙂

 

Følg bloggen på Facebook her.