Jeg har ondt helt ind i maven

Min barsel er snart forbi. I næste uge skal vi ligeså stille starte med indkøring i vuggestuen, og det giver mig et kæmpe sug i maven. Jeg tror Villads er ved at være klar, men er jeg?

Tænk engang, tretten måneder er næsten gået, siden jeg sad med min søn i armene for allerførste gang. Mit år på barsel er gået hurtigere, end jeg nogensinde kunne forestille mig, og jeg føler mig ærligt talt slet ikke klar, til snart at skulle i gang med en “normal” hverdag igen.
Jeg har flere gange taget mig selv i, at skubbe tankerne omkring studiestart helt væk. Lysten og gnisten mangler, og selvom jeg til tider er helt babykulret og savner voksenlivet, så er jeg nervøs og ængstelig over, at jeg snart skal undvære Villads så mange timer hver dag. Det gør ondt helt ind i maven.

Den største grund til at jeg er nervøs over vuggestuestarten er nok, at Villads aldrig er blevet passet af andre end Jesper og jeg. Set i bakspejlet er det ikke den bedste løsning, at hans første gang væk fra os, skal være når han opstarter i vuggestue, men vi har ikke kunnet se andre udveje. Villads er meget tryghedsøgende, og selvom han elsker at gå på opdagelse, så er det essentielt for ham, at jeg står på sidelinjen og er der, når han kommer tilbage. Så jeg har ikke ville eller kunne overlade ham til hvem som helst. Det har været en blanding af, at vi ikke har noget familie i over hundrede kilometers omkreds, og at både folk og os selv har været tilbageholdende på grund af hans voldsomme start på livet.

Villads har tit været på ture, og har leget utallige gange med Lucas. Han elsker andre børn, han er vild og fuld af krudt, men han har også behov for små pauser i løbet i hverdagen. Det giver mig sved på panden og hjertebanken, når jeg tænker på, om Villads nu er klar.

Hvad nu hvis han græder fra jeg afleverer ham til jeg kommer igen? Tænker han, at jeg har efterladt ham? Og føler han, at jeg svigter ham i alt det her?

Jeg har valgt at køre ham meget langsomt ind. I næste uge skal vi bare på besøg et par gange, og så tager vi det langsomt derfra, alt efter hvordan det går. Det er en vild og surrealistisk følelse, at jeg skal tro blindt på, at andre mennesker ser og varetager hans mindste behov i dagtimerne. Selvom jeg ikke er tvivl, om at de gør et fantastisk stykke arbejde.
Jeg skal slippe en lille del af den kontrol og det ansvar, som jeg har båret rundt på i, hvad der pludselig føles som for altid.

Jeg tror, at den kaotiske og turbulente start vi havde sammen (læs her), gør at jeg har ekstra ondt i maven. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det gør ondt i moderhjertet, at andre end jeg selv, skal tage vare på Villads efter alle de skiftende hænder, han alt for tidligt blev udsat for. Jeg tror, at følelsen er så stærk hos mig, fordi jeg i de allerførste uger af hans liv ikke følte, at jeg var der nok.
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, og lå hud-mod-hud med ham næsten alle mine vågne timer, men jeg forlod ham stadig hver aften, ved hver udmalkning og ved hvert måltid, og den dårlige samvittighed svævede over mig dagligt.
Det gav et stik i hjertet, når nattevagten dagen efter kunne berette, hvordan Villads havde ligget der og kigget med sine søde store øjne, for det var mig – hans mor – og ikke hende, som burde holde hans hånd, indtil han døsede hen igen. Det var en nødvendighed, at lade ham være der – alene – en halv kilometer væk fra os, men det gør ikke mindre ondt i moderhjertet af den grund.

Selvom det er svært at give slip, skal jeg skal tro på, at der bliver set efter hans mindste behov i vuggestuen. Og det gør der. Jeg er så lykkelig over, at jeg har fundet en vuggestue, som jeg er helt tryg ved, og som jeg ved vil gøre sit, for at Villads får den bedst tænkelige opstart.

Min nu store dreng er begyndt at virke mere klar på nye udfordringer, men som i nok kan fornemme halter moderen bagefter. Det hele skal dog ikke virke så trist og gråt, for der er også klare fordele ved vuggestueopstarten. Tanken er faktisk en lille smule befriende. Jeg glæder mig til at have lidt mere tid til mig selv: At være Janne, og ikke bare mor, for en stund. Jeg glæder mig til at få samlet op på mine hængepartier både ift. mig selv og hjemmet, til at møde nye mennesker og til den nye og spændende hverdag, som snart er en realitet.
Det bliver vildt, men helt sikkert også godt til mig, at både være mig og mor i dagligdagen, at kunne spise min frokost med to hænder, gå på toilettet alene og at kunne lade mine mest brugte accessories, babyalarmerne, blive hængende hjemme i skabet.

 

Hvis du har gode råd og/eller erfaringer til vuggestuestart, må du meget gerne dele i kommentarfeltet, som førstegangsmor kan sådanne tips være guld værd.

Tak, fordi du læste med. Er/var det hårdt eller befriende for dig, at skulle ud af barselsboblen og tilbage til virkeligheden?

 

 

Følg bloggen på Facebook her.